Er kristendommen ved at uddø?

Egon Pleidrup Poulsen i Folketinget.

Kristendommen vil helt sikkert overleve som en mindretalsreligion, hvor medlemmerne aktivt har valgt den kristne tro til. Hvor lille kirken vil blive, vil tiden vise, svarer ph.d.-stipendiat Jakob Egeris Thorsen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvorfor er kristendom ved at uddø i vores samfund?

Venlig hilsen
Joachim

Svar:

Kære Joachim

Der er mange årsager til, at kristendommen mister betydning som fælles religiøs og kulturel referenceramme i Vesteuropa i dag og særligt i lande som Danmark.

I "de gode gamle dage" var Danmark et land, hvor kristendommen spillede en central rolle i kultur, stat og samfund. Den var et fælles nationalt grundlag, og menigmand havde et forholdsvist godt kendskab til kristendommens centrale indhold. Man må formode at de fleste forstod sig selv som troende på trods af, at kirkegangen sammenlignet med de fleste andre lande var lav.

Fra det 19. århundrede gled en gradvis voksende del af befolkningen langsomt væk fra kirken og kristendommen. Det var der både sociale og ideologiske årsager til.

LÆS OGSÅ: Ti vigtigste ting om kristendommen

Afvandringen fra land til by brød det "naturlige" religiøse fællesskab omkring landsbykirken op, og i de nye arbejderkvarterer i byen formåede folkekirken først sent og i for ringe omfang aktivt at række ud efter arbejderklassen.

Endvidere blev kirke og kristendom betragtet med en vis skepsis af den voksende socialdemokratiske arbejderbevægelse, der så kirken som en af de herskende klassers ideologiske undertrykkelsesværkstøjer.

Blandt akademikere og intellektuelle var der i slutningen af det 19. århundrede også en afstandtagen fra kristendommen og en dyrkelse af ideen om det frie og ubundne mennesker, der selv definerer meningen med sit eget liv. Kristendommens monopol på tilværelsestolkning var brudt.

LÆS OGSÅ: 10 vigtigste ting om protestantismen

Det næste store skridt sker i 1960erne, hvor en række udviklinger accelererer den allerede igangværende sekularisering. En ikke tidligere set velfærdsstigning, økonomisk sikkerhed og forbrugsmuligheder mindsker danskernes behov for religiøs engagement.

Kvinderne, der traditionelt havde været dem, der videregav den religiøse dannelse til deres børn, kommer ud på arbejdsmarkedet og får mindre tid til kirke og religiøse sysler. Ungdomsoprørets opgør med det bestående rettes naturligt mod kirken og øger antallet af danskere, der aldrig frekventerer kirken.

Endelig medfører ungdomsoprøret også et opgør med den borgerlige og kirkelige seksualmoral, der fra det 18. århundrede og frem i stigende grad ensidigt har forbundet seksualitet og lyst med skyld og skam, og som efterkrigsgenerationen i stigende grad finder utroværdig og dobbeltmoralsk.

Det er også denne generation, der som den første ikke længere automatisk får sine børn døbt, og antallet af ikke-døbte begynder langsomt at vokse fra 1960erne og frem.

LÆS OGSÅ: Tema: Danskhed og kristendom

I Danmark er der imidlertid stadig et forholdsvist stærkt bånd mellem befolkningen og kirken, som spiller en væsentlig rolle i den nationale og folkelige identitet.

Det har skabt det paradoks, at Danmark på den ene side har verdens laveste kirkegang og en lav befolkningsandel, der tror på kristendommens elementære dogmer samtidigt med, at der på den anden side er en høj andel af befolkningen, som støtter op om folkekirken som et nationalt, kulturelt og religiøst fællesskab.

Folkekirkens rummelighed og ikke-missionerende facon bidrager til, at folkekirken, modsat kirkerne i mange andre europæiske lande, stadig kan opretholde et højt antal medlemmer. Ikke desto mindre vil medlemstallet i folkekirken i fremtiden langsomt og konstant falde, hvis ikke der på et tidspunkt kommer en vækkelse.

LÆS OGSÅ: Portal om kristendom: kristendom.dk

Spørgsmålet er, om kristendommen er ved at uddø? Nej, det er den ikke. Kristendommens rolle som et fælles religiøst grundlag vil miste yderligere betydning i takt med, at uvidenheden om den griber om sig og at færre bliver døbt og dermed ikke får et minimum af indførelse i kristen trospraksis.

Ikke desto mindre vil kristendommen helt sikkert overleve som en mindretalsreligion, hvor medlemmerne aktivt har valgt den kristne tro til. Hvor lille kirken vil blive, vil tiden vise. Foreløbigt er der ingen grund til at tro, at det ikke skulle blive en anseelig mindretalskirke, der kunne være en markant stemme i det offentlige rum.

Venlig hilsen
Jakob Egeris Thorsen, ph.d.-stipendiat

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.