Spørg

Hvorfor bærer nogle jødiske kvinder paryk?

I dag ser vi ortodokse gifte kvinder, der dækker deres hår på forskellige måder, hvad enten det er med et tørklæde, en hat, en form for turban eller en paryk, skriver jødiske Peter Kaltoft. Her er det en butik, der sælger hovedbeklædninger til jødisk-ortodokse kvinder i Mea Shearim-kvarteret i Jerusalem. Foto: Boaz Rottem

Parykken er en del af en jødisk praksis baseret på anstændig påklædning. Hvorvidt den opfattes som et krav, afhænger dog af den enkelte jødiske gruppe, svarer jødiske Peter Kaltoft

Spørgsmål:

Kære religion.dk

Hvorfor skal jødiske kvinder bære paryk?

Med venlig hilsen
Merete Olsen

Svar:

Kære Merete

Det er ikke et krav som sådan, men en tradition, der er udviklet fra et krav for gifte kvinder at tildække håret. Ifølge jødisk religiøs lov skal/bør en gift kvinde dække sit hår, da det anses som uværdigt for en gift kvinde at vise sit hår utildækket offentligt.

Denne praksis går i hvert fald to tusinde år tilbage, sikkert mere, men formerne for, hvordan kvinder har dækket deres hår, har skiftet med tiden og udviklingen af forskellige moder, hvor jøderne boede.

I dag ser vi ortodokse gifte kvinder, der dækker deres hår på forskellige måder, hvad enten det er med et tørklæde, en hat, en form for turban eller som du henviser til en paryk.

Hvad der er/har været tilladt, har været diskuteret i århundreder, og hvor nogle helt forbyder brugen af parykker, er der andre, der erklærer, at kvinder kun må benytte sig af parykker.

Det sidste kapitel i dette forhold er endnu ikke skrevet, hvilket vi kan se fra den seneste udvikling. Eksempelvis har en minoritet af hassidiske jøder i Israel, der bruger hijab (fejlagtigt taget for burka), bragt stor opstandelse og modstand.

Størstedelen af rabbinere har erklæret, at brugen af hijab strider imod jødisk religiøs lov og i ét tilfælde blev en mand krævet at skille sig fra sin kone, der var begyndt at bære hijab, fordi hun ansås som være forstyrret (siden ingen frivilligt forventes at ville klæde sig sådan), og derfor kunne hendes samtykke til ægteskabet ikke forventes at være fuldt ud forstået af hende.

For at opsummere: Parykken er en del af en jødisk praksis baseret i anstændig påklædning, som dog også er blevet del af en fortsat ideologisk diskussion, hvor eksterne moder og traditioner påvirker og endeligt bliver en del af jødisk praksis.

Hvorvidt parykken opfattes som et krav, afhænger af den jødiske gruppe, der forholder sig til den. For nogle er det et reelt krav, for andre en tradition, og for andre igen er det et eksempel på ikke-jødisk indflydelse, der bør undgås så vidt muligt.

Med venlig hilsen
Peter Kaltoft
Jøde, studerende og bosat i Jerusalem

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

I dag ser vi ortodokse gifte kvinder, der dækker deres hår på forskellige måder, hvad enten det er med et tørklæde, en hat, en form for turban eller en paryk, skriver jødiske Peter Kaltoft. Billedet er fra Grædemuren i Jerusalem.