Svarer den jødiske omskæring til den kristne dåb?

Læs de to forskellige svar fra foredragsholder Lene Andersen og teolog Bodil Skjøtt

Spørgsmål om omskæring og dåb:

Kære brevkasse

Jeg vil gerne høre, om omskæringen i jødedommen er som en slags dåb? Det er lidt svært at finde ud af.

Venlig hilsen
Cecilie

Svar fra jødisk forfatter Lene Andersen:

Kære Cecilie

Omskærelsen og dåben er temmelig forskellige, ikke blot selve handlingen, men også indholdet og betydningen bag.

Dåben er en indlemmelse i det kristne fællesskab, og man døbes "på sin tro", det vil sige, at tror man på Jesus, så bliver man døbt. Ved barnedåben er det fadderne, der på vegne af barnet siger, at "ja, barnet tror på Jesus". Ved voksendåb er det personen selv, der siger det.

Teologien bag dåben er, at mennesket fødes syndigt, fordi Adam spiste af den forbudte frugt; hver enkelt menneske har arvet hans synd deraf navnet "arvesynden". Med dåben fritages man for arvesynden og bliver dermed syndfri og frelst.

Kun de frelste bliver ifølge kristendommen lukket ind i Himmeriget efter dette liv. Derfor er det vigtigt at få nyfødte børn døbt, hvis der er risiko for, at det ikke overlever; hvis man ikke når at døbe barnet, og det dør, inden det er døbt, er dets sjæl fortabt.

Hvis man vælger at konvertere til kristendommen fra en anden religion, så er det ligeledes dåben, der markerer, at nu er man kristen.

I jødedommen findes der også en slags dåbsritual, hvor man renser sin sjæl i et rituelt bad samtidig med, at man siger nogle dertilhørende bønner.

Det rituelle bad hedder en "mikvah", og det bruges flere gange i løbet af livet. For eksempel går religiøse jødiske kvinder i mikven, når de har haft menstruation for at blive spirituelt rene, inden de dyrker sex med deres mand igen. Mænd kan også gå i mikven inden helligdage eller inden Shabbat. Hvis man konverterer til jødedommen, går man også i mikven og siger de bønner, som hører til netop at overgå til jødedommen.

Hvis mænd ønsker at konvertere til jødedommen, skal de omskæres, og omskærelsen finder sted, inden manden går i mikven; det er ritualet i mikven, der markerer overgangen til jødedommen, ikke omskærelsen i sig selv.

Dermed er vi fremme ved dit egentlige spørgsmål: Hvad betyder omskærelsen?

Ifølge Toraen er omskærelsen en pagt med Gud: Den er et tegn på, at jøderne har en særlig deal med Vorherre, som ingen andre folkeslag har. (Jødedommen har ikke nogen problemer med, at andre folkeslag eventuelt har en anden aftale med Gud, men hvad andre grupper måtte tro på, indgår ikke i den jødiske tradition, og jødedommen missionerer ikke.)

For troende jøder handler omskærelsen altså om at bevare den jødiske pagt med Gud. Så længe jøderne holder deres del af pagten, holder Gud også sin. Pagten går fra Guds side ud på, at Han beskytter det jødiske folk og er med os i dette liv. Jødedommen fokuserer ikke på efterlivet, men på det jødiske fællesskab i denne verden i fortid, nutid og fremtid.

Hvorfor så lige omskærelse og ikke noget andet? Jeg tror, man må konstatere, at omskærelsen vedrører et organ, som både mænd og kvinder holder meget af. Der er derfor næppe nogen tvivl om, at omskærelsen også er det, der med et moderne udtryk hedder "et pædagogisk værktøj".

Omskærelsen er symbol på en bestemt livsførelse; nogle samfundsmæssige, religiøse og menneskelige pligter. Symbolet ses ofte, og dermed påmindes man også ofte om de pligter, der hører med.

Historisk set må vi formode, at flertallet af jøder har troet på denne pagt med Gud og har praktiseret omskærelsen af frygt for at miste Guds beskyttelse.

Men i nyere tid er mange jøder agnostikere eller ateister, som ikke tror på Gud, og de vælger alligevel at lade deres sønner omskære. Hvorfor nu det?

Der er flere forklaringer, og den overordnede er, at der er nogle meget stærke følelser forbundet til det at være omskåret. Man vil gerne indgå på lige og fuld vis i et mere end 3000 år gammelt fællesskab. Man vil ikke være den, der bryder en 3000-årig tradition. Der er identitet knyttet til omskærelsen, både til selve ritualet og til at være omskåret, samt til at ens søn(ner) er omskåret.

Der er ingen frelse forbundet med omskærelsen, og det er heller ikke sådan, at en ikke-omskåret jødisk dreng eller mand ikke betragtes som jøde. Hvis man er født af en jødisk mor, er man jøde, uanset om man så i øvrigt holder reglerne.

Helt pragmatisk må man konstatere, at så længe jøder praktiserer jødedommen, findes jødedommen og uden jødedom, findes der ikke noget jødisk fællesskab at hæfte sin jødiske identitet op på.

Så selv uden at tro på Gud ligger der en sandhed i Toraens bud: Så længe jøderne holder reglerne, herunder omskærelsen, vil der være et jødisk folk, den dag vi holder op, vil der ikke længere være et jødisk folk. Pagten med Vorherre er altså i mindst lige så høj grad en pagt mellem de jødiske generationer, både i fortid, nutid og fremtid.

Med venlig hilsen,
Lene Andersen
Jødisk forfatter og foredragsholder

Svar fra teolog Bodil Skjøtt:

Kære Cecilie

Du spørger, om omskærelse i en jødisk kontekst er en slags dåb. Man kunne også spørge, om omskærelse i en jødisk kontekst bliver erstattet af dåb i en kristen kontekst. Spørger man således, er svaret et helt klart nej.

Omskærelse og dåb er to helt forskellig ting, selvom man godt kan finde meningsfyldte sammenligninger. Ikke mindst, hvis man sammenligner med kristne trossamfund, der praktiserer barnedåb. Her er det også forældrenes beslutning, at deres barn skal døbes.

Men der er en anden praksis i jødedommen, som dåben knyttes til ved, nemlig den rituelle renselse, som også blev praktiseret af jøder på Jesu tid. Dåb er således ikke i sig selv en kristen opfindelse, men alligevel er der en særlig kristen dåb.

Før Jesus befalede sine disciple at gøre andre mennesker til disciple ved at undervise dem og døbe dem, havde Johannes Døber praktiseret dåb som en renselses- og omvendelsesdåb. Den skik kendte han fra blandt andet sin samtids jødedom, hvor ikke mindst den gruppe, som kaldes esseerne, praktiserede renselsesdåb.

Det nye ved den kristne dåb er, at det er dåb i Jesu navn, og at dåb og Helligånden hører sammen. Det er ikke vandet i dåben, der gør en ren. Det er Helligånden, der skaber nyt liv og fællesskab med Jesus. På den måde knytter kristen dåb til ved en praksis, som jøder anvendte på Jesu tid, men den får en ny betydning. Dåb sker i Jesus navn og den, som døbes, får Helligånden som en gave, der skaber nyt liv.

At dåb ikke er en kristen form for omskærelse bliver også tydeligt, når man ser, hvad Jesus-troende jøder gjorde dengang, og hvad de gør i dag.

De første Jesus-troende jøder fortsatte med at omskære deres nyfødte drengebørn, men de blev også døbt. På samme måde i dag: Jesus-troende jøder praktiserer også omskærelse på lige fod med andre jøder. Men de bliver også døbt i Jesu navn. For dem hænger tro på Jesus også uløseligt sammen med dåb i hans navn.

Så kan man diskutere, hvordan sammenhængen mellem tro og dåb er. Nogle kristne samfund mener, at dåb er en måde at bekræfte sin tro eller overbevisning på. Andre ser dåben og Helligånden - som noget man får og tager til sig i tro.

Venlig hilsen
Bodil Skjøtt
Teolog og generalsekretær i Israelsmissionen

Svaret giver udtryk for panelisternes holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.