At give afkald på sig selv

EFTERFØLGELSE: Klostrene hører med til Den katolske Kirkes liv og spiritualitet, og derfor kan man ikke ændre deres regler efter menneskers aktuelle ideer, skriver Kirsten Kjærulff

Spørgsmål:

Vil klostrene kunne eksistere i fremtiden? Bør ordenerne ikke ændre nogle af deres regler for at få flere tilhængere? Kan man som nonne eller munk, når man har aflagt de endelige løfter, godt træde ud af sin orden? Og er det lovligt at fastholde et menneske på et sådant løfte?

Svar:

Så længe kristendommen lever i verden, vil der være klostre, for klosterlivet er en af de mest konsekvente måder, hvorpå man kan leve i Kristi efterfølgelse. Og da Jesus har lovet, at Hans Kirke skal stå til tidernes ende, vil klostrene stå lige så længe.

"Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min Kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den." (Matt 16,18)

Klostrene hører med til Den katolske Kirkes liv og spiritualitet, og derfor kan man ikke ændre deres regler efter menneskers aktuelle ideer. Her er det Gud og ikke mennesker, der sætter dagsordenen.

Når man lever "ude i verden", hvor de kristne normer efterhånden bliver betragtet som helt utidssvarende og stridende mod menneskets frihed, ja så kan det være meget svært at leve i Kristi efterfølgelse. Derfor har mange brug for at få hjælp til at leve deres tro konsekvent.

Når man indtræder i klosteret aflægger man de evige løfter (efter en prøvetid på 3 år eller mere). Løfterne er fattigdom, kyskhed og lydighed ("de evangeliske råd"), og formålet er at give afkald på sine egoistiske tilbøjeligheder (havesyge, begær, hovmod) for at ligne Kristus stadig mere.

Men inden for dette overordnede mål er der mange forskellige måder, hvorpå de forskellige ordener praktiserer klosterelivet. Nogle er meget strenge, og andre mere frie. Nogle er kontemplative og lever meget afsondret fra verden i stilhed, bøn og askese (f.eks. Karmelitter, Klarisser, Trappister, Benediktinere, Cisterciensere), andre er mere udadvendte og påtager sig opgaver ude i samfundet. Nogle af de nye ordener har endda fællesskaber for både mænd og kvinder under samme tag, men naturligvis stadig med løfterne om fattigdom, lydighed og kyskhed.

Du spørger, om man kan blive løst af disse løfter: Ja, det kan man godt, men det er klart, at et løfte er et løfte, så det må føles som et nederlag, når en munk eller nonne må bede sig løst fra et livsvarigt løfte, som er blevet givet frivilligt. Løftet kan sammenlignes med det ja, man giver sin elskede ved indgåelse af ægteskab. Det er jo heller ikke noget, man uden videre dropper, når det begynder at blive lidt svært. Men ingen har på den anden side magt eller myndighed til at fastholde et menneske på dette løfte. Det er et samvittighedsspørgsmål, for klosterløftet er givet til Gud.

Du kan læse mere om emnet i en lille god bog: "Det europæiske klostervæsen" redigeret af Hans Jørgen Frederiksen (Acta Jutlandica 1985). Se også i Katolsk Minileksikon, som du finder på www.katolsk.dk.

Kirsten Kjærulff
Katolsk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.