"Usunde religiøse fællesskaber giver forklaring på alt"

"Tanken om at forlade fællesskabet er angstprovokerende, fordi man tro ikke, man kan leve sit liv uden disse mennesker, og man vil ikke være årsag til negativ omtale af fællesskabet", siger ledende sygeplejerske Ulla Hansen. Iris

Kirken "Notre Dame de la Paix" ligger i Elfenbenskysten og betragtes af nogen, blandt andre ...

"Tanken om at forlade fællesskabet er angstprovokerende, fordi man tro ikke, man kan leve sit liv uden disse mennesker, og man vil ikke være årsag til negativ omtale af fællesskabet", siger ledende sygeplejerske Ulla Hansen. Foto: Privatfoto

Det er i starten rigtig skønt, at der er nogle, der interesserer sig for en og vil hjælpe en til et godt liv, fortæller ledende sundhedsplejerske Ulla Hansen

Grundlaget for at kunne sætte sunde grænser i et religiøst fællesskab har ofte rødder tilbage i barndommen. Spørgsmålet er, om der i opvæksten var et rum, hvor man kunne sige til og fra, uden det fik konsekvenser for relationerne, eller om man måtte gå ind på modpartens betingelser for at få fællesskab og kærlighed.

LÆS OGSÅ: Tidligere Moon-medlem: Åndelig dovenskab fører til usunde fællesskaber

Hvis man vokser op i et misbrugshjem eller et hjem, hvor en eller flere af omsorgspersonerne er personlighedsforstyrrede, er det meget svært at finde ud af, hvor grænsen går for magt og manipulation. Ens værdier og normsæt bliver anderledes.

Man bliver nødt til at gå ind i de rammer, situationen byder en og blive den 'pæne pige', der udvikler overlevelsesstrategier, evner til at holde sammen på det hele og tilpasse sig, for ellers bryder verden sammen. Denne erfaring bringer man videre ind i voksenlivets fællesskaber også de religiøse.

Unge er nysgerrige og eksperimenterende
Et andet parameter er ungdommens trang til at udforske tilværelsen og gøre en forskel. Dette kan medføre, at man ikke ønsker at høre på advarslerne mod at gå med i fællesskaber, som andre kommer med. For man har mødt den kærlighed, omsorg, anerkendelse og mening, som man mangler, så det må være det rigtige, og alle barriererne for sundt og usundt er væk.

LÆS OGSÅ:Religiøse fællesskaber trives i cyberspace

Religiøse fællesskaber giver forklaring
I de rigtig tætte religiøse fællesskaber ses man flere gange om ugen, eller måske bor man sammen. Der er nogen, der taler ind i ens liv, og man skal være gennemsigtig, så ingen synd kan skjule sig!

Det er i starten rigtig skønt, at der er nogle, der interesserer sig for en og vil hjælpe en til et godt liv. Der er forklaringer på alt, og når man sætter spørgsmålstegn ved noget, er der altid en, der kan forklare sammenhængen, og at man skal tilgive. Tilgivelse bliver et mantra, hvis man ikke tilgiver, kan man ikke komme videre.

Man tilpasser sig magtmisbruget
Hvis man i sin opvækst har lært og erfaret noget om sunde grænser, vil man reagere på advarselslamper og tænke: OK, det er nogle dejlige mennesker, men stilen er ikke lige mig, så jeg finder en anden vej i mit liv.

Har man derimod huller i sine evner til at sætte grænser, bliver man let suget ind i tanker om: Jeg er utaknemmelig, Jeg lærer det, hvis jeg anstrenger mig. Den ægte sunde fornuft eksisterer ikke. Man tror, at sund fornuft er at blive og lade sig forvandle af fællesskabet, fordi: De elsker mig jo og vil mig det godt.

Mekanismerne for overlevelse går ubevidst i gang, og man tilpasser sig den nye misbrugssituation. Tanken om at forlade fællesskabet er angstprovokerende, fordi man tro ikke, man kan leve sit liv uden disse mennesker, og man vil ikke være årsag til negativ omtale af fællesskabet.

LÆS OGSÅ: Gud siger du skal

Frigørelse har konsekvenser
Når man forlader en usund kristen sammenhæng, opstår der mange problemer. Tilliden til andre er brudt, der opstår en følelse af at være blevet snydt. Det, man troede, var sandt er ikke sandt, mennesker vil ikke hilse på en, identiteten får nogle hakker, og man møder en front af bedrevidenhed: Hvad sagde jeg?.

Det er en meget svær, forvirrende og smertefuld proces, for hvad er et sundt fællesskab? Tør man involvere sig igen, kan man finde ud af at involvere sig? Grænserne er meget flydende, det er svært at finde fodfæste, og anklagerne melder sig: Har jeg gjort noget forkert, er jeg frafalden, tør jeg stole på nogen igen, det er din egen skyld.

Meget nære venskaber opstår i disse usunde fællesskaber, som også indeholder rigtig mange gode ting, men desværre har mange af disse venskaber rod i, at man tror på den samme måde. Hvis man går andre veje, smuldrer mange af venskaberne, og det er ekstremt smertefuldt.

Nye fællesskaber er krævende
Nu er livet jo mere end et kristent fællesskab, og hvis man har et arbejdsliv, er der mange normer og holdninger tilstede blandt de sociale relationer, som man kan lære rigtig meget af og få forståelse for forskelligheder og mangfoldighed.

Problemet er bare, at de sociale normer man lærer der; fællesskab, forskelligheder og ansvar ikke virker, når man søger nye kristne fællesskaber. Selvom det nye fællesskab synes at være relativt sundt, så møder man nye udfordringer, dels fordi de sociale og kulturelle rammer er fastlåst, men også fordi man bryder ind i et etableret fællesskab, som ikke umiddelbart er parat til at lukke nye ind, selvom man giver udtryk for noget andet.

Har vi nok i os selv?
De kan bruge dogmer som: Vi har kaffe bagefter eller Sæt dig i velkomstsektionen. Man sidder der bare alene, og ingen taler til en. Så man skal være udstyret med et stærkt socialt gen for at klare sig, og det er meget ensomt.

LÆS OGSÅ: En sekt er et lukket fællesskab

Tænk hvis nogen kunne sætte sig udover sit eget lille fællesskab og vende sig til det nye, anerkendende og betingelsesløst sige: Hej hvem er du? - og tale om almindelige emner.

I stedet for mødes man af en missionsiver, der er meget grænseoverskridende, man bliver set som en mulig ny frelst, en der kan tjene. Når den missionsivrige finder ud af, at man bare er en, der søger fællesskab omkring troen, så er der ingen nysgerrighed for, hvem man er som menneske, hvad det er for et liv, man har med sig, eller hvad man interesserer sig for.

Mange steder har man nok i sig selv, selvom man ikke udøver manipulation og magtmisbrug, og fællesskabet umiddelbart synes at være sundt.

Ulla Hansen er ledende sundhedsplejerske og har erfaring fra usunde kristne fællesskaber.