Tidligere moon-medlem: Åndelig dovenskab fører til usunde fællesskaber

Grænsen mellem det sunde og usunde religiøse fællesskab går ikke mellem 'os' og 'de andre'. Den går ned igennem hvert enkelt menneskes hjerte. Det er her, vi skal starte. Jo før, desto bedre, skriver sognepræst med sekt-erfaring Martin Herbst. Foto: Mette Frandsen.

Alle fællesskaber rummer en risiko for at blive farlige og forførende. Redskaber fra religion og filosofi kan vise vejen frem, mener sognepræst Martin Herbst, der har været medlem af Moon-bevægelsen

Hvor går grænsen mellem et sundt og et usundt religiøst fællesskab? Hvilke tendenser signalerer, at et engagement har bevæget sig i en usund retning? Hvordan sikrer man, at det usunde bliver opdaget og stoppet i tide?

Nogle mener, at disse spørgsmål hører til psykologernes, juristernes, politikernes eller journalisternes domæne. Disse ekspertgrupper er med til at bestemme, hvor grænsen mellem det sunde og usunde går, hvornår den er overtrådt, og hvordan man så bør reagere.

LÆS OGSÅ: En sekt er et lukket fællesskab

Jeg er delvist enig. Jeg siger delvist, for sagen er, at ovennævnte grupper altid kommer for sent. Det er sådan set deres arbejde at komme for sent! Når faderen er gået amok, ringer man efter psykologen. Når forbrydelsen er begået, dukker advokaten op. Når skaden eller konflikten er brudt ud, kommer det velkendte spørgsmål fra journalisten til politikeren: Hvad vil du nu gøre ved det?

Klarsyn kræver filosofisk og religiøs refleksion
For at afsløre det usunde før det manifesterer sig i ødelæggende adfærd, skal vi et spadestik dybere. Redskabet til at gennemføre dette spadestik er religiøs og filosofisk refleksion. For religion og filosofi beskriver menneskets eksistentielle grundtilstand og hjælper os til at afsløre det usunde, før det tager overhånd.

Tre kendetegn på et usundt fællesskab:
1. Lederen er autoritær
Overordnet set har det usunde fællesskab tre kendetegn. Det første er, at al autoritet samles i en leder. Det er tilfældet for Moon-bevægelsen, Faderhuset, Scientology og andre usunde religiøse fælleskaber. Hvorfor bliver autoriteten forankret i lederen? Nogle besvarer dette spørgsmål ved at pege på lederens karisma eller forføriske evner - ikke uden gode argumenter.

LÆS OGSÅ:Hvad er Moon-bevægelsen?

Men ligegyldigt hvor meget en leder benytter sig af forførisk tale, hjælper det intet, hvis ingen lader sig forføre. Den egentlige grund til, at al autoritet forankres i lederen, skyldes tilhørernes åndelige dovenskab. Den bevirker, at de glemmer at insistere på deres egen værdighed. I denne glemsel ophøjes lederen til at være mere guddommelig, end sundt er.

2. Forklaringer fremstår som endegyldigt sande
Det usunde fællesskabs andet kendetegn er urokkelige forklaringsmodeller på tilværelsens grundspørgsmål. I kraft af undervisning og fortolkning bliver man inviteret ind i de færdige forklaringers paradis. Her er der ingen sprækker i muren. Ingen plads til tvivl. Man er overbevist om, at man har hele sandheden.

På denne måde bliver forklaring ophøjet til åbenbaring. Det værste er, at man ikke ænser det farlige i projektet. Ikke fordi man ikke vil, men fordi man har en optik, der ikke tåler at blive konfronteret med dens egne blinde vinkler.

3. Selvkritikken mangler
Det usunde fællesskabs tredje kendetegn er fraværet af selvkritik. Det indebærer, at man retter kritikken ud ad mod andre. Ligesom Adam gav skylden til Eva, der igen pegede på slangen, er det usunde fællesskab kendetegnet ved, at man nægter at påtage sig ansvar for fejl.

I stedet ophøjes fællesskabet til at have forbilledlig status for alle mennesker.

LÆS OGSÅ:Præst: brug arvesynden som redskab til erkendelse

Fællesskabet begår hybris
Det usunde religiøse fællesskab er kendetegnet ved lederens ufejlbarlighed, forklaringernes sandhed og tilhørernes forbilledlighed.

Det gennemgående træk i disse kendetegn er, at en del ophøjes til at være en helhed, en partikularitet udgiver sig for at være en totalitet. I det antikke Grækenland kaldte man denne tendens for hybris. I Bibelen omtales den som synd. Og i buddhismen beskrives den som maya (illusion). Det indikerer, at filosofi og religion har mulighed for at afsløre det falske, før det bryder ud i ødelæggende adfærd. Men det afhænger naturligvis af, om man vil åbne sig for deres budskab.

Grænsen mellem det sunde og usunde religiøse fællesskab går ikke mellem os og de andre. Den går ned igennem hvert enkelt menneskes hjerte. Det er her, vi skal starte. Jo før, desto bedre.

Martin Herbst er teolog og forfatter og aktuel med bogen 'Sunde og usunde fællesskaber' på forlaget Alfa. Læs mere om den her.