"At åbne kirken for andre religioner er en kristen tradition"

"At være gæstfri og byde en hindu, buddhist, en jøde eller en muslim velkommen i sin kirke betyder på ingen måde, at forskellene mellem religionerne nivelleres bort til fordel for en udvandet kristendom eller religionsblanderi," skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen. Foto: Privatfoto

Når man inviterer andre religioner indenfor eller selv gæster deres hellige rum, skaber man et religionsmøde, der er mere givende end selv den bedste samtale, skriver interreligøs konsulent Mogens Mogensen

I marts 2012 afholdt missionsselskabet Danmission i forbindelse med en dialogkonference en gudstjeneste i Helligåndskirken, hvor de muslimske konferencedeltagere var inviteret med.

Nytårsaften samme år var en jøde, en buddhist og en muslim inviteret til at bringe hilsner i forbindelse med den traditionsrige midnatsgudstjeneste transmitteret direkte fra Christians Kirke i København.

I forbindelse med FN's Interfaith Harmony Week 2014 inviterede Københavns Stift til en Lysgudstjeneste med gæster fra andre trosretninger søndag den 2. februar i Helligåndskirken, hvor en buddhistisk nonne, en jødisk rabbiner og en muslimsk imam efter selve gudstjenesten var indbudt til at bringe hilsner.

LÆS OGSÅ
: Religioner mødtes for at dele lyset

I alle tre tilfælde førte disse gudstjenester til en voldsom debat i medierne. Nogle af kritikerne har opfattet det som en provokation eller som tværreligiøst gøgl.

Andre har set det som et udtryk for en afsporet toleranceforestilling eller religionsblanderi eller ligefrem vranglære. Endelig er der nogen, der går så vidt som til at se dette fænomen som et udtryk for, at vi befinder os i de sidste tider.

Men hvad er det egentlig, der er foregået ved disse tre stærkt kritiserede gudstjenester. Der har været tale om egentlige gudstjenester, med eller uden nadver, og den helt afgørende forskel i forhold til andre gudstjenester har været, at repræsentanter for andre religioner har været inviteret med som gæster.

LÆS OGSÅ: Sikh: Religionsdialog og religionsblanderi er to klart adskilte størrelser

Som gæster har de fået lov til at bringe en hilsen, der naturligvis har været præget af deres religiøse identitet. Det, der kritiseres så voldsomt, er altså kirkens gæstfrihed.

Gæstfrihed er imidlertid en grundlæggende dyd i kristendommen, sådan som det fremgår af talrige passager i både Ny og Gammel Testamente, og gæstfrihed har spillet en afgørende rolle i den kristne tradition, som det fx fremgår af Benedikt af Nursias klosterregel.

I en kristen forståelse er Gud den ultimative vært for hele sit skaberværk, og kirkens deltagelse i Guds mission i verden er at deltage i Guds gæstfrihed.

Religionsmødets traditionelle ytringsform er dialogen, altså samtalen, hvor begge parter sætter ord på deres tro og deres erfaring, og det er der skrevet mange bøger og artikler og holdt mange konferencer om. Men et radikalt skridt videre i religionsmødet er gæstfriheden, hvor vi ikke blot samtaler om vort liv og vor tro, men inviterer hinanden ind i vort liv (vort hjem) og vor tro (vor helligdom).

LÆS OGSÅ: Biskop: Man skal ikke forskanse sig bag et panser af dogmer

Ordet sammenspist har desværre fået en negativ klang, men det at blive indbudt som gæst til at spise sammen med sin vært i hans eller hendes hjem på tværs af religiøse forskelle er en stærk relationsbyggende erfaring.

Her er vi fælles om noget helt grundmenneskeligt, nemlig at spise sammen, at dele det, der opretholder vort liv, at dele det man sætter pris på sammen. Her får dialogens ord bogstaveligt talt kød og blod.

På samme måde får vi mulighed for at få en dybere forståelse af hinanden, end den som en nok så god samtale kan give, når vi inviteres ind i hinandens helligdomme og får lov at opleve hinandens gudstjenester.

Her gælder virkelig, hvad den anglikanske præst og islamkender, Kenneth Cragg, sagde om religionsmødet: Vores første opgave, når vi møder et andet menneske, et andet folk, en anden kultur, en anden religion, er at tage skoene af, thi stedet vi nærmer os er helligt. Ellers kunne det ske for os, at vi trampede på et andet menneskets drøm. Endnu mere alvorligt kunne vi komme til at glemme at Gud var til stede, før vi dukkede op.

At være gæstfri og byde en hindu, buddhist, en jøde eller en muslim velkommen i sin kirke betyder på ingen måde, at forskellene mellem religionerne nivelleres bort til fordel for en udvandet kristendom eller religionsblanderi, men det betyder, at der opstår en dybere forståelse af, hvad der betyder noget for en anden, og at der knyttes stærkere bånd.

Lige som udfordringen i enhver dialog er ikke kun at tale, men at åbne sig ved at lytte til den anden og dermed lade sig påvirke af det den anden siger, sådan er den helt store udfordring at være villig til ikke kun at møde den anden som gæst, men at være villig til selv at være gæst.

I begge tilfælde handler det om magtforholdet. I et forhold mellem vært og gæst er det værten, der har magten, og gæsten, der er den sårbare.

LÆS OGSÅ: Gæstfrihed i kirke og moské: En rigtig og nødvendig provokation

De tre københavnske kirker, som har udvist gæstfrihed mod jøder, hinduer, buddhister og muslimer har handlet i overensstemmelse med både den kristne tradition for gæstfrihed og med gode principper for religionsmøde.

Udfordringen for dem og for alle andre er imidlertid, at vi ikke kun er parate til at være værter, men også til selv at være gæster, når vi indbydes til at være til stede ved gudstjenester og andre religiøse handlinger i andre religioner.

Mogens Mogensen er interreligiøs konsulent