10 tegn på en besættelse

DÆMONBESÆTTELSE: Ifølge teosofien betragtes besættelser primært som afdøde mennesker eller tankeformer skabt af mennesker, der har en besættende virkning, fordi de fastholder et menneske i ufrihed, skriver Søren Hauge

Den kristne psykiater og forfatter Thomas Teglgaard har gjort sig upopulær i psykiaterkredse med sin tro på dæmonbesættelser. Vi har spurgt forskellige paneldeltagere om deres syn på sagen. Findes dæmoner? Er det i orden at tro på dæmoner som psykiater på et dansk sygehus? Og hvordan skal man håndtere mennesker, der hævder at være besat af en dæmon? Tag selv del i debatten under "Læserne debatterer"

Findes dæmonbesættelser i den konkrete form, som Thomas Teglgaard og andre hævder?

Teosofien opererer ikke med eksistensen af onde djævle eller dæmoner. Ifølge teosofien findes besættelser, men de betragtes primært som afdøde, jordbundne mennesker eller tankeformer skabt af mennesker, der har en besættende virkning, fordi de - med eller uden bevidsthed herom - fastholder et menneske i ufrihed. Der kan være tale om afdøde, der søger at fastholde en afhængighed gennem et menneske, der er disponeret for det (fx. alkohol eller stoffer), og som de "hænger sig fast på", eller der kan fx. være tale om velment men dybt uheldig trang til at "hjælpe" mennesker ved at påvirke dem til at handle i en bestemt retning.

En besættelse på denne måde er i princippet ikke anderledes end en dyb, afhængig fascination, som et menneske har for et andet menneske - det være sig negativ eller positiv. Det er altid i længden skadeligt at være "besat", fordi man er fixeret i sin tankegang, sit følelsesliv og sine handlemønstre. Og da friheden til egne valg og vigtigheden af at følge sin samvittighed spiller en meget stor rolle i teosofien, ses besættelser selvfølgelig som et onde. Besættelser kan være af den mere harmløse (men ikke desto mindre skadelige/hæmmende) slags, eller af virkelig alvorlig kaliber, hvor had og frygt er styrende kræfter.

I ekstreme tilfælde fremmanes forestillinger, billeder og fænomener, som vi kalder "dæmoniske" og som skyldes had, aggresion og dyb fortvivlelse. Da vi i meget høj grad er påvirket af århundreders forestillinger om dæmoner eller djævle, kan det ikke undgå at blusse op som arketypiske forestillinger, og endog energifænomener, når frygt og desperation aktiveres.

Er det i orden at have den slags religiøse synspunkter som psykiater på et dansk sygehus?

I princippet ja, hvis ikke det på nogen måde fører til udøvelse af tvang eller ekscorcisme uden klart samtykke. Jeg vil mene, at anvendelse af religiøs eller snarere kristen eksorcisme kun bør udøves på et sygehus, hvis patient og pårørende samtykker og er indforståede med den religiøse kontekst, hvori det indgår. I sidste ende må det også være et spørgsmål om effekten. Hvis det virker, kan behandling på denne måde ikke udelukkes, men det bør betragtes som en supplerende behandlingsform, der kan anvises, hvis de religiøse implikationer accepteres.

Hvordan skal man håndtere mennesker, der hævder at være besat af en dæmon – eller som opfylder kriterierne for en dæmonbesættelse?

Jeg vil foreslå, at man udvider begrebet til ikke kun at tale om dæmonbesættelse, men til slet og ret at tale om besættelse. Og jeg vil foreslå, at fænomenet undersøges med de parapsykologiske aspekter, som det naturligt inkluderer. Rundt om i verden er der psykiatere, psykologer og terapeuter, som opererer med besættelsesbegrebet, uden at det sættes ind i en specifik kristen kontekst. Forskning på området er relevant, og de implicerede forskere må tilstræbe ægte upartiskhed, og hverken en forudindtaget materialistisk-rationel afvisning, eller en dogmatisk-kristen dæmonisering af fænomenet.

Jeg kan her anbefale bogen: "The Unquiet Dead - A Psychologist Treats Spirit Possesion", af Dr. Edith Fiore, som i årtier arbejdede som klinisk psykolog og hypnoseterapeut i Florida og Californien. Hun opregner i bogen, som er baseret på casestudier og arbejde med patienter, ti almene tegn på besættelser. Hvis mange af faktorerne virker samtidig, er der sandsynligvis tale om besættelse af varierende grad. Det drejer sig om:

1) Lavt energiniveau, 2) Karakterskift og humørsvingninger, 3) Indre stemmer, der taler til en, 4) Misbrug af stoffer og alkohol, 5) Impulsiv opførsel, 6) Hukommelsesproblemer, 7) Dårlig koncentration, 8) Pludselig bekymring eller depression, 9) Pludselige fysiske problemer uden klar årsag og 10) Kraftige emotionelle og fysiske reaktioner ved at beskæftige sig med emnet.

Edith Fiore anviser en behandling med lettere hypnose og meditativ vejledning, hvor patienten selv hjælper med til at blive fri for indflydelsen. Der er tale om en blid metode, hvor den besættende part overtales til at give slip gennem forståelse for sin egen fastlåste situation, og til at blive løftet op i lysets regioner hinsides den fysiske verden. Bogen forklarer hvordan hun har praktiseret det, og den bør naturligvis læses og vurderes i sin helhed.

Bogen kan ses omtalt her, her og her - Edith Fiore har trænet mere end tusinde terapeuter i sine metoder. Her er der lidt info.

Jeg kan ikke hævde, at Dr. Edith Fiores praksis er hverken rigtig eller anbefalelsesværdig, men synes det er værd at bemærke, at der her er et eksempel på, hvordan fænomenet undersøges og behandles på et mere holistisk grundlag, hvor den besættende part ikke defineres som dæmon.

De venligste hilsener

Søren Hauge

PS: Disse betragtninger omkring besættelse må naturligvis ses i deres rette sammenhæng, og mit indlæg her kan derfor kun ses som en antydning af nogle andre perspektiver end de gængse. Hvis mennesker derfor vil orientere sig grundigere om sagen, bør de sætte sig selvstændigt ind i kildematerialet og huske, at der er tale om forhold, som under alle omstændigheder kræver professionel vurdering og stor menneskeindsigt.