Homoseksuelle diskrimineres i religionsfrihedens navn

Øjensynligt synes man, at kampen for den heteroseksuelle kernefamilie som den eneste acceptable samlivsform er vigtigere end formidlingen af det kristne kernebudskab, skriver Karen M. Larsen.

I en artikel i Kristeligt Dagblad fra d. 27.02.2007 fortæller katolikken Andreas Rude om, hvordan visse kristne kirker, herunder i særdeleshed den katolske kirke, føler sig truet af samfundets stigende accept af homoseksuelle og indførelsen af juridisk ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle par.

Disse kirker, men også jødiske og muslimske grupperinger, ser accept af homoseksuelle parforhold og familier som et angreb på selve civilisationen, og derfor kæmper de så indædt herimod. Men ikke nok med at de kæmper for, at samfundet ikke må acceptere homoseksuelle, man kæmper også for at få lov til at diskriminere homoseksuelle og tale nedsættende om dem.

For eksempel udlægges den britiske regerings afvisning af at give katolske adoptionsbureauer lov til at afvise homoseksuelle par som et angreb på religionsfriheden, og pinsekirkepræsten Åke Green, der i første omgang fik en dom for at have udtalt sig voldsomt nedsættende og krænkende om homoseksuelle, bliver også fremført som et eksempel på den forfølgelse, som kristne udsættes for. Ja, det antydes, at kristne præster i fremtiden vil kunne blive straffet for at tale mod homoægteskaber, og at kirker kunne blive straffet for ikke at vie homoseksuelle.

Afrundende får vi så at vide, at det største problem er, "at kirkerne ved hele tiden at skulle forsvare deres kritiske syn på homoseksualitet over for en skeptisk omverden sjældent selv får mulighed for at fremlægge et mere opløftende syn på seksualitet og familien".

Det mest forstemmende ved denne artikel og de holdninger og praksisser, der ligger bag den, er, at de er udtryk for et eklatant misbrug af selve religionsfrihedstanken. Religionsfriheden, dette ideal fra oplysningstiden, handler i sit væsen om, at den enkelte borger ikke skal udsættes for religiøs tvang. Man skal ikke straffes fordi man ikke tilhører majoritetsreligionen, og man skal kunne have sammen rettigheder og pligter som dem, flertallet har, selvom man tilhører en religiøs minoritet eller slet ikke er religiøs.

Religionsfrihedstanken er et angreb på den middelalderlige tanke om, at kirke og samfund skal være et, og at individet skal underordne sig de dominerende religiøse normer. Dermed underminerer religionsfriheden den etablerede kirkes magt, og derfor kæmpede den katolske kirke da også med næb og klør mod indførelsen af religionsfrihed i de katolske lande helt frem til det andet Vatikankoncil (1962-1965).

I dag bruges religionsfrihedstanken imidlertid i stigende grad som et led i kampen for, at samfund og religion skal være et, og at individet skal tvinges til at efterleve religiøse normer uafhængigt af hans eller hendes egen personlige overbevisning.

Tanken om, at religionen skal bestemme, hvem der må gifte sig, og hvem der må stifte familie, er i sig selv i modstrid mod de frihedsidealer, som religionsfriheden bygger på. Eller med andre ord, den katolske kirke og en række andre trossamfund bruger religionsfriheden som et våben i kampen for at tage friheden fra andre mennesker. De hævder, at deres religionsfrihed bliver krænket, hvis de ikke får lov til at nægte andre frihed og til at krænke andre.

Men min friheds grænse er andres frihed, og det er også den grænse, som samfundet skal sætte. Samfundet har ikke ret til at begrænse homoseksuelles frihed eller straffe dem juridisk, socialt eller økonomisk, blot fordi nogle religiøse grupperinger mener, at homoseksualitet skal fordømmes både religiøst og socialt. Ligesom samfundet heller ikke har ret til at straffe katolikker eller muslimer på samme måde, blot fordi man ikke bryder sig om deres religion.

Religiøs tvang, også når man forsøger at forklæde den med henvisning til naturen og samfundets sammenhængskraft, er aldrig acceptabelt i et demokrati. Derfor skal samfundet ikke diskriminere homoseksuelle og hverken påbyde eller forbyde muslimske kvinders brug af tørklæde, eller hvad man nu ellers kunne finde på.

Religiøse grupper og enkeltpersoner har naturligvis lov til at sige, at de synes, at "praktiserende" homoseksuelle eller ikke-tilslørede kvinder er syndige, de har også lov til at forlange, at deres tilhængere skal afstå fra homoseksuel "praksis", eller at de skal tildække sig. Ja, i et demokrati skal man også have lov til at arbejde politisk for at homoseksuelle ikke skal få lov til at gifte sig, eller for at kvinder skal gå med tørklæde, så længe de holder sig inden for lovens grænser.

Dog skal der være grænser for, hvad man må sige om andre mennesker. Man kan godt formulere sin tro uden at komme med dybt krænkende sammenligninger eller direkte eller indirekte opfordringer til vold. Den almindelige menneskelige anstændighed gælder også for religiøse forkyndere. Man har heller ikke lov til at diskriminere homoseksuelle eller ikke-tørklædebærende personer, blot fordi ens religion siger, at en sådan adfærd er forkert. Hvis vi først begynder at tillade det, så nedbryder vi i vores multikulturelle samfund helt sikkert sammenhængskraften.

Muslimer skal ikke have lov til at nægte at leje et lokale ud til jøder, og katolikker skal ikke have lov til at nægte at sælge ferierejser til homoseksuelle. Et pluralistisk samfund kræver, at vi accepterer hinandens forskellighed. Eller mener man måske, at en lesbisk skal have lov til at nægte en katolik at leje et hotelværelse af hende blot fordi hun ikke bryder sig om den katolske kirkes behandling af homoseksuelle?

Inden for den snævre kultiske praksis skal der naturligvis være visse undtagelser. En katolsk kirke skal ikke kunne tvinges til at ansætte en kvindelig præst, en moské skal have lov til at kræve, at dens kvindelige brugere og besøgende tildækker sig når de opholder sig i den, og så videre. På samme måde skal en ortodoks rabbiner have lov til at nægte at vie en jøde og en ikke-jøde, og en kristen præst skal have lov til at nægte at vie et homoseksuelt par. Dog skal trossamfund, der vil have lov til at diskriminere deres brugere ikke modtage statsstøtte. Man må diskriminere for egen regning.

Men modtager en religiøs gruppe statsstøtte, for eksempel til at drive et adoptionsbureau eller varetager religiøse personer et statsligt hverv, for eksempel som vielsesforrettere, ja så skal de følge landets love og ikke deres religions love. Et muslimsk adoptionsbureau skal ikke have lov til at nægte at formidle børn til adoption til et par, hvor kvinden ikke går med tørklæde, og et katolsk selv samme skal ikke have lov til at nægte, at formidle børn til et homoseksuelt par. For adoption handler ikke om den religiøse kult, men er et socialt foretagende, som, i særdeleshed hvis det modtager offentlig støtte, naturligvis ikke skal have lov til at diskriminere.

Sidst men ikke mindst, når for eksempel den katolske kirke i dag ikke synes at tale om andet end om den fordærvelige homoseksualitet, så er det 100% dens eget valg. Man har kun sig selv at takke for, at man fremstår som fordømmende i og med, at man er det!

I stedet for at gøre samfundets accept af homoseksuelle til et spørgsmål om samfundets overlevelse, en påstand, som helt og holdent er et udslag af et dybtfølt ønske om at dæmonisere en lille minoritet, så kunne man fokusere på det kristne evangelium om Guds ubetingede kærlighed til alle mennesker, som blev åbenbaret i Jesus Kristus.

I stedet for at kæmpe for heteronormativiteten, altså den idé, der går ud på, at heteroseksualiteten er den eneste rigtige, naturlige og gudsgivne seksualitet og livsform, og at samfundet derfor skal diskriminere homoseksuelle, så kunne man kæmpe for at verden skal høre om Jesus.

Men øjensynligt synes man, at kampen for den heteroseksuelle kernefamilie som den eneste acceptable samlivsform er vigtigere end formidlingen af det kristne kernebudskab. Og det er i sandhed trist.

Karen M. Larsen,
cand.mag.