Påske betyder forbigang

Pesach betyder forbigang og er en henvisning til dødsenglen, der gik forbi de huse, der havde smurt blod på dørstolperne. Dermed blev den førstefødte forskånet. Foto: Pixabay.

Den kristne påske bygger på den jødiske påskehøjtid pesach

Påske - eller pesach, som det hedder på hebraisk - har man fejret længe før Jesus blev født.

Pesach

For jøderne er påsken tiden, hvor man mindes udvandringen fra slaveopholdet i Egypten, som varede i 210 år. Pesach betyder også forbigang og er en reference til den dødsengel, der som den tiende og sidste plage slog alle førstefødte egyptiske børn ihjel. De jødiske børn reddede livet, fordi Gud havde instrueret jøderne i at smøre blod fra et slagtet lam på dørstolperne af deres huse. Når dødsenglen så dette blod ville den 'gå forbi'.

Jødernes pesachfest varer i otte dage. Heraf er de to første og de to sidste dage egentlige helligdage. Fejringen koncentreres af festen i hjemmet, i modsætning til en del af de andre jødiske helligdage. De to første aftener kaldes for sederaftener.

Den kristne påske

Den kristne påske er evangeliernes historie om forræderi, fornægtelse, lidelse, ydmygelse, smerte og død i det helt store format med Jesus Kristus i centrum. Men evangeliet rummer også beretningen om genopstandelse og om at livet vinder sin endelige sejr, da Jesus Kristus overvinder døden og lader graven tom tilbage.

Påsken er kristenhedens ældste fest, idet den jødiske påskefejring blev overtaget af Jesu tilhængere, der fyldte pesach med kristent indhold. Til sammenligning er julen den rene årsunge, da den kun har været højtideligholdt siden det 4. århundrede.

Påsken er ogsåden største kristne højtid - hvad der herhjemme står i modsætning til antal kirkegængere. Julen er måske nok den mest fejrede, mest folkelige og mest kommercielle højtid, men den største og vigtigste er påsken. Uden kors, lidelse, død og genopstandelse - altså uden påske -ingenkristendom.

På kirkemødet i Nikæa i år 325 efter Kristi blev det besluttet, at påskesøndag altid er den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Lyder det besværligt? Det er det også, meni praksis vil det sige, at påskesøndag tidligst kan være den 22. marts og senest den 25. april.

Artiklen blev første gang bragt 25. juni 2007 og er redigeret 7. december 2017.