Katolik: Pave Frans viser sig som en religionsdialogens mand

Da Pave Frans blev udnævnt for lidt over et år siden, var de fleste nok mest optaget af, hvordan han ville gribe den katolske kirkes interne anliggender an. Men han har vist sig som en pave, der også er trådt ind på religionsdialogens scene med stor kraft, mener journalist og forfatter Malene Fenger Grøndahl

Hvem er han? Hvad kan han? Hvad vil han? Spørgsmålene var mange, da pave Frans trådte frem på balkonen over Peterskirken sidste år i marts.

LÆS OGSÅ: Billedserie: Et år med den folkelige pave Frans

Mange var fra begyndelsen mest optaget af, hvordan den nye pave forholdt sig til kirkens interne anliggender, ikke mindst pædofiliskandalerne og kontroversielle spørgsmål om vielse af homoseksuelle, cølibat, prævention og abort. Men lige så interessant er det at følge pave Frans ageren inden for religionsdialogen, ikke mindst i forhold til jøder og muslimer.

Tæt dialog med jødiske samfund i Argentina

Allerede i sin tid som præst, ærkebiskop og kardinal var Jorge Bergoglio engageret i tæt dialog med Argentinas jødiske samfund. Han besøgte i sin tid som ærkebiskop i Buenos Aires og kardinal i Argentina flere gange synagoger, og da et jødisk kulturcenter i 1994 blev ramt af et terrorangreb (med 85 døde og over 100 sårede), mødte han op og viste sin solidaritet. Efter sin udnævnelse som pave inviterede han en gruppe af de efterladte efter angrebet i audiens hos sig i Vatikanet.

Mange i de jødiske samfund har bemærket, at pave Frans også har haft et tæt personligt forhold til flere jøder, især den jødiske rabbi Skorka en betydningsfuld person i det jødiske miljø i Argentina. I 2010 udgav de to sammen en bog om deres religiøse dialog, der baserede sig på deres møder gennem næsten 15 år.

Pavens CV: tyndt i forhold til islam
I forhold til islam var pave Frans CV mere tyndt, men også her har han markeret sig i løbet af sit første år som pave. Da han valgte navnet Frans, lagde mange vægt på, at det måtte have med helgenen Frans af Assisis vægt på fattigdom at gøre og det har det helt sikkert også.

LÆS OGSÅ: Frans af Assisi (1181-1226)

Men lige så relevant er det, at Frans af Assisi som aktiv og frygtløs missionær blandt muslimer valgte en helt anden tilgang til anderledes troende end stort set alle andre kristne på sin tid. Mens andre anså muslimerne for at være kættere og hedninge, som skulle bekæmpes med sværdet, valgte Frans en karriere som åndelig korsfarer.

I 1219, under det femte korstog, rejste han direkte ind i krigszonen sammen med nogle få udvalgte følgesvende for at mødes med den egyptiske sultan - og slap fra mødet med livet i behold. Udokumenterede legender påstår, at sultanen påvirket af Frans konverterede til kristendommen på sit dødsleje. Det er næppe sandsynligt. Men sandsynligt er det, at Frans forsøgte at omvende ham.

Siden har det religionsdialogiske felt forandret sig meget, men ikke desto mindre ser det ud til, at pave Frans lader sig inspirere af sin navnefælle, når det gælder mødet med anderledes troende. Han har meget tydeligt sagt, at evangelisering og religionsdialog hører sammen; står altså ved, at han anser kristendommen for at være sand og ønsker at dele sin glæde over evangeliet med andre også ikke-kristne.

På samme tid møder han dem med respekt og ønsker, at religionsmødet skal blive en ressource, der kan skabe fred. Da det internationale samfund truede med at bombe Syrien, opfordrede han alle troende til at bede for fred, og på sine møder med religiøse ledere inden for jødedom og islam har han gjort klart, at kun ved at stå sammen er det muligt at skabe en mere fredelig verden.

LÆS OGSÅ: Paven og Putin snakker om Syrien: enige om fredsproces

Pavens teologiske vurdering af islam er positiv
At pave Frans prioriterer den interreligiøse dialog markerede han i sine første dage som pave. Ved hans indsættelse var der mange repræsentanter for forskellige kristne kirkesamfund og for andre religioner til stede og pave Frans udtalte, at han under messen kunne føle deres åndelige nærvær.

Dagen efter mødtes han med kristne, muslimske og jødiske ledere og sagde, at han var fast besluttet på at fortsætte den interreligiøse dialog. Han talte om de unikke åndelige bånd mellem kristne og jøder og fulgte det op med udtalelser om vores muslimske brødre og jødiske fædre og brødre.

Pave Frans har tydeligvis formået at etablere et bedre forhold til højtstående muslimske ledere end det lykkedes pave Benedikt, og det skyldes nok både pave Frans stil, men også, at hans teologiske vurdering af islam kan siges at være mere positiv end sin forgængers. I sin apostoliske formaning, Evangeliets glæde, der udkom i november 2013, betoner han således, at islam baserer sig på kristen lære et modigt udsagn og at muslimer også tilbeder en barmhjertig og nådig Gud.

Fodvaskning og julepakker til muslimer
Desuden har han vist, at han er optaget af almindelige muslimers velbefindende. Ved afslutningen af ramadanen i juli sidste år, sendte han et åbent personligt brev til alle muslimer. Og under skærtorsdagens traditionelle fodvaskning sidste år vaskede han ikke fødder på 12 højtstående gejstlige, men på 12 indsatte i et ungdomsfængsel i Rom, heraf to muslimer.

Også hans tale på Lampedusa i juli sidste år, hvor han opfordrede Europa til at tage ansvar for de mange desperate flygtninge, og hans uddeling af julepakker til 2000 immigranter, heraf mange muslimer, i et herberg tæt på Vatikanet, har sendt et klart signal. Et signal om, at pave Frans ønsker, at religion skal være en positiv kraft, der kan mobilisere mennesker til at kæmpe for en mere retfærdig verden.

Påvirkede paven polsk politik vedrørende rituelle slagtninger?
I forhold til det jødiske samfund har det gjort indtryk, at pave Frans ikke blot har fortsat sine forgængeres indsats for at holde de diplomatiske forbindelser åbne, men også har vist konkret støtte til jøder, der føler sig trængt. Da den Jødiske Verdenskongres præsident Ron Lauder mødtes med pave Frans i september 2013, udtrykte han således bekymring over, at den polske regering ville forbyde rituelle slagtninger.

Pave Frans lovede, at han ville gøre, hvad han kunne, og kort efter begyndte polske katolske biskopper offentligt at protestere mod regeringens planer hvilket var medvirkende til, at regeringen trak lovforslaget tilbage. Om pave Frans direkte havde noget med sagen at gøre, vides ikke, men det er mange jøder overbevist om.

LÆS OGSÅ: Paven vil drøfte Polens forbud mod halalslagtning

Paven vækker vrede
Pave Frans udtalelser og handlinger på det religionsdialogiske felt har affødt positive reaktioner, men også kritik. En berømt konvertit fra islam til katolicismen, der er kommet til Italien som migrant fra Egypten og blev døbt af Pave Benedikt, har for eksempel offentligt frasagt sig sin tro i protest over det, han opfatter som pave Frans alt for positive indstilling til islam.

Men mon ikke også pave Frans navnebror med sin rejse til den egyptiske sultan fik enkelte trosfæller til at reagere ganske skarpt? Han efterlod sig dog samtidig et eksempel, som har fået stor betydning - og som kan få endnu større betydning, hvis pave Frans fortsat tør lade sig inspirere af det.

Malene Fenger Grøndahl er journalist, forfatter, katolik og panelist ved kristendom.dk.