Brev fra en konvertit

Kære venner: Flere døgn i trance ledte mig til zenbuddhismen

”Jeg 'faldt over' bøger om zenbuddhismen, og så at de beskrev min oplevelse, forklarede den og fortalte, hvordan jeg kom videre. Med andre ord: Jeg måtte jo så være zenbuddhist! Snart efter tog jeg konsekvensen, købte en enkeltbillet med den transsibiriske jernbane til Japan for at gå i zenkloster,” skriver zenbuddhist Denko John Mortensen. Foto: Privatfoto

Jeg talte med studiekammerater, kollegievenner og endog et par præster, men ingen kunne forstå eller relatere sig til min oplevelse. Så måtte jeg gå til litteraturen. For jeg vidste, at dette var en reel oplevelse og ikke 'tankespind' eller en hallucination, fortæller Denko John Mortensen, der er zenbuddhist

Kære venner

Jeg vil gerne fortælle jer, hvorfor jeg har skiftet religion. Jeg er nemlig buddhistisk præst nu. Men; nu har jeg altså ikke sådan 'skiftet religion'. Jeg føler mere noget i retning af, at religioner har 'skiftet' mig.

Det begyndte, da jeg studerede biologi og datalogi på Københavns Universitet, og startede med, at jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg 'skulle gøre med mit liv'. Ville jeg være biolog resten af livet? Det slog mig så desværre, at jeg jo egentlig ikke rigtigt kunne vide, hvad jeg skulle bruge mit liv til/på, hvis jeg ikke vidste, hvad jeg var. Hvad er liv? Hvad er livet 'mig'? Det levende i mig? Og, for den sags skyld: Hvad er meningen med livet?

LÆS OGSÅKære veninde: Derfor blev jeg katolik 

Det fik mig selvfølgelig til at 'kigge indad'. Jeg kunne klart nok ikke nøjes med en teoretisk 'forklaring'. Jeg kiggede mere og mere indad og passede tilsvarende mine studier mindre og mindre.

Efter omkring ni måneder fandt jeg så min inderste kerne – min 'sjæl'. Der var ikke noget dybere, mere centralt. Dette 'holdt' dog kun tre dage. Jeg fik på en eller anden måde vist, demonstreret, at der fandtes noget endnu dybere, endnu mere fundamentalt. Det var nærmest, som jeg hørte en stemme sige: ”Der er noget dybere!”

Jeg sad i trance i flere døgn
Men her 'slog det klik'. Mit sind kunne på ingen måde 'kapere' dette. Jeg vidste, der ikke var noget dybere, og jeg havde 'set', at der rent faktisk var noget dybere. Jeg sad i en slags trance-tilstand i flere døgn. Jeg var helt uden bevidsthed – kan intet huske om disse døgn.

Men en morgen – idet solen stod op uden for mit kollegievindue – kom min bevidsthed tilbage, og jeg vidste hvad jeg var! Hvad alt var. Kendte klart 'meningen' med livet. Jeg havde oplevet det, som er hinsides min individuelle 'sjæl'. Denne 'sjæl' så jeg på det tidspunkt nærmest som (blot) et hul i bunden af 'mig' ud til en stor fælles 'bevidsthed'.

Var det dette, der blev kaldt ”Gud”? Jeg talte med studiekammerater, kollegievenner og endog et par præster, men ingen kunne forstå eller relatere sig til min oplevelse. Så måtte jeg gå til litteraturen. For jeg vidste, at dette var en reel oplevelse og ikke 'tankespind' eller en hallucination.

LÆS OGSÅKære venner: Derfor valgte jeg at blive buddhist 

Jeg 'faldt over' bøger om zenbuddhismen, og så at de beskrev min oplevelse, forklarede den og fortalte, hvordan jeg kom videre. Med andre ord: Jeg måtte jo så være zenbuddhist!

Snart efter tog jeg konsekvensen, købte en enkeltbillet med den transsibiriske jernbane til Japan for at gå i zenkloster.

Denko John Mortensen er zenbuddhist og abbed i Egely Kloster på Bornholm. Kommentarskribent ved religion.dk