Biskop: Vi skulle takke Gud for muslimerne

Måske kan muslimerne være med til at vække os og befri os fra en bleg og blodfattig forkyndelse i kirken, skriver biskop Steen Skovsgaard

Artiklen er et uddrag af biskop Steen Skovsgaards bog ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?”

”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst? Og nu skal du ikke komme med et billigt svar og sige: ’kærlighed!’ eller noget i den retning. Nej, hvad kan du tilbyde mig?” Spørgsmålet blev stillet af en ung muslim i forbindelse med en paneldebat.

Som nyudnævnt stiftspræst vedrørende islam og kristendom var jeg i 1995 inviteret til et møde med en stor gruppe muslimer i Gellerup. Det var et debatmøde om islam og kristendom, hvor skoleleder og imam Abdul Wahid Pedersen og jeg skulle komme med oplæg og debattere. Og så kunne der efterfølgende stilles spørgsmål fra salen.

Det var hér, at den unge, selvsikre muslim trådte frem, tog mikrofonen i hånden og spurgte: ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?” Hvad skulle jeg dog svare?

LÆS OGSÅ: Religion.dk's store tema om religionsdialog

Heldigvis havde jeg lidt tid til at tænke mig om, for han havde nemlig meget på hjerte og snakkede godt for sig til forsamlingen, men endelig tav han, og jeg skulle nu forsøge at give ham et svar. Men hvad siger man til en ung, selvsikker muslim, som stiller et så enkelt og fundamentalt spørgsmål, hvor han i få ord ønsker at få vide, hvad jeg som præst har i posen til ham? Hvad kunne jeg som kristen tilbyde ham som muslim? Og når jeg nu ikke engang måtte komme med ”et billigt svar” og sige: ”kærlighed”?

Jeg valgte at svare ham på følgende måde: ”Jeg må sige, at jeg kun har det, som du kalder et billigt svar at give dig. Jeg kan nemlig tilbyde dig ”nåden.” Og ordet: ”nåde” kommer af det latinske ord: ”gratia”, som betyder gratis, så det må jo siges at være billigt. Det er, hvad jeg kan tilbyde dig!”

I øjeblikket, da jeg havde sagt det, syntes jeg selv, at det var et helt godt svar. Det var da både klart og sandt, og de få kristne, som jeg havde fået overtalt til at være med til mødet, nikkede. De syntes vist også, at det var helt godt svaret.

Til gengæld rystede den unge muslim bare på hovedet, og det gjorde de øvrige over 100 muslimer også.
Det sagde dem tilsyneladende ikke noget som helst. For hvad var det dog for et svar at give? De hverken kunne eller ville forstå det eller tage det til sig. Og aftenen fortsatte med andre spørgsmål.

Skulle jeg have svaret anderledes?
Men indtrykket af den unge muslim og de mange andre muslimer, som rystede vantro eller opgivende på hovedet over mit svar, blev stående længe efter. Og det står stadig meget levende for mig.

For hvad var der galt? Var det mig, som ikke forstod at svare ordentligt, siden de reagerede på den måde? Skulle jeg ha’ givet ham et helt andet svar? Det tror jeg! Jeg burde i stedet have svaret noget i retning af:

”Jeg må desværre skuffe dig. Jeg har slet ikke noget at tilbyde dig. Sådan som du spørger mig, og sådan som jeg oplever dig, når du stiller dig så selvsikker frem her foran mig og os, så giver du jo indtryk af, at du er rig! Du har nok i din egen tro. Du er mæt. Derfor kan jeg ikke tilbyde dig noget. Evangeliet er nemlig for fattige, for sultne og tørstige. For dem, som føler, at de ikke har nok, eller som har opdaget og ved med sig selv, at de ikke slår til overfor Gud og overfor andre mennesker. Det er sådanne mennesker, som evangeliet dybest set retter sig imod, og som Jesus levede og døde for. Og sådan har du det slet ikke, kan jeg mærke. Men den dag, hvor du skulle gå hen og få følelsen eller erkendelsen af, at du ikke slår til, og du bliver usikker på, om du nu har gjort nok i forhold til Gud og til andre mennesker, eller om Gud elsker dig og vil ha’ noget med dig at gøre, den dag må du love mig at komme tilbage. For så har jeg noget at tilbyde dig. Indtil da må du nøjes med islam!”

Et sådant svar ville ganske vist ha’ været længere, men der ville også ha’ været mere for den unge muslim at tænke på. Hvis jeg havde svaret ham sådan ville han og tilhørerne højst sandsynligt have følt sig både ramt og provokeret. Måske ville han også være blevet forarget.

Det havde alt sammen været godt og rigtigt. Det ville ha’ været helt på sin plads, at han blev sat på plads. For selvom han i første omgang ville reagere negativt og nok ikke var indstillet på at acceptere mit svar, så ville han helt sikkert bedre kunne forstå det og respektere det. Langt bedre end min tale om den billige nåde.

Guds tilgivelse kan blive for billig
Som det skete en anden gang i en samtale med en muslim. Jeg havde fortalt om mit syn på islam og Koranen, og da jeg var færdig, var den unge muslimske mand ikke tilfreds med min udlægning. I stedet spurgte han mig fortørnet og alvorligt: ”Er du godt klar over at du vil komme til at stå til regnskab på dommens dag, når du afviser, at Koranen er Guds Ord?”

Trængt op i en krog kunne jeg ikke lade være med at svare ham: ”Er du godt klar over, at du vil komme til at stå til regnskab på dommens dag, hvis du afviser Jesus som Guds Ord og Guds frelse?”

LÆS OGSÅ: Tilgivelse er central i islam 

Han blev mærkeligt nok hverken chokeret eller vred over svaret, men havde til gengæld heller ikke mere at sige. Det var tydeligt at samtalen var slut, men alligevel var der ingen tvivl om at han følte, at det var fair.

Han fik jo igen med samme alvor og tone, som han selv lagde ud med, og det respekterede han. Hvis jeg derimod havde afvist ham eller talt om Guds kærlighed og tilgivelse ville det ha’ været forkert og uforståeligt for ham. Han havde det godt med at blive mødt med et direkte og klart modspil.

Derfor duer det ganske enkelt ikke, hvis vi i forkyndelsen og i samtalen med muslimer alene taler om den billige nåde eller Guds tilgivelse af syndere. De fatter det ikke. De vil kun have foragt til overs for en sådan snak. Det er for nemt og for billigt.

Gudsfrygten er det eneste sted, vi kan høre evangeliet
Jeg var engang på besøg ved en imam i Gellerup. Allerede ét minut inde i samtalen begyndte han at tale om dommedag. For, som han sagde: ”Der går faktisk ikke en time, hvor jeg ikke tænker på dommedag”. Han var så bange og optaget af tanken, at den fyldte ham, ikke bare med respekt, men indimellem også med stor frygt og usikkerhed.

LÆS OGSÅ: Hvordan får jeg Allahs tilgivelse?

Det blev en lang samtale, hvor jeg naturligvis måtte fortælle ham, hvorfor jeg ikke var bange for dommedag. Men måske skulle jeg også her ha’ ventet lidt med det hurtige svar, eller den hurtige og ”billige” trøst. Jeg skulle nok i stedet have dvælet i længere tid ved hans frygt. Solidarisk ha’ fulgt ham ind i mørket og afmagten, og gjort den større og dybere end den var. Jeg kunne passende ha’ fortalt ham, at han var endnu længere fra Gud!

”Det står endnu værre til med dig, for Gud kræver langt mere af dig end du tror! Gud forlanger en endnu større retfærdighed! Så du har i høj grad grund til at frygte Gud og Guds dom!”

Bartholdy skriver i én af sine prædikener, hvordan gudsfrygten er helt nødvendig for at vi kan høre evangeliet. Ja, faktisk er gudsfrygten det eneste sted, hvor vi for alvor kan høre og tage imod evangeliet.

Om troende muslimers gudsfrygt er der ingen tvivl! Den er de opdraget i; men forkyndelsens opgave er bare ikke, som vi måske tror og praktiserer, at gøre den mindre, men tværtimod at hjælpe dem med at gøre den større. Så stor, at de til sidst ikke længere ved, hvad de skal stille op. Først da vil der være en mulighed for, at de kan høre evangeliet eller i det mindste forstå hvad det handler om, når vi taler om, at Gud elsker og tilgiver syndere.

Folkekirken skal genoptage en troværdig dommedagsforkyndelse
Derfor kan man godt sige, at den store udfordring til folkekirkens forkyndelse i forhold til muslimerne må være at kunne genoptage en troværdig dommedagsforkyndelse. En forkyndelse, som på moderne vilkår og i et sprog, som muslimer vil forstå, fastholder talen om dommedag, fortabelsens mulighed, samt gerningernes og det retfærdige livs nødvendighed i forhold til at kunne bestå på dommens dag. Nemlig de gerninger og den retfærdighed, som kommer af troen.

Det skal jo kunne ses på os, at vi er Guds børn. Det skal kunne ses og afspejles i vore liv, at vi har mødt evangeliet.

Og det er det andet og mindst lige så svære: at være synlige kristne. At turde og kunne leve i det nye liv, som vi er kaldet og døbt til. Vi er jo blevet alt for usynlige og alt for vant til at påstå, at troen ikke behøver at kunne ses eller at have konsekvenser i hverdagen.

Men det er falsk tale. Troen har og skal netop ha’ konsekvenser. Direkte og synlige konsekvenser i vort helt almindelige daglige liv. Det er ganske enkelt et spørgsmål om forkyndelsens troværdighed, at der er frugter.
Derfor er det en stor opgave at være forkynder, ikke mindst overfor muslimer, som måske mere end mange andre har øje for troværdigheden og gerningerne.
…
Luther skriver et sted, at islam er Guds ris til en lunken kristenhed! Med andre ord: når de kristne bliver lunkne i troen, så sender Gud islam for at gøre os varme igen. For at vække os.

I det lys kan islam ses som et spark til den bløde og indforståede forkyndelse, som er uden skarpe kanter. Den forkyndelse, som er holdt op med at tro på og forkynde dommedag og fortabelse. Som er uden alvor og konsekvenser og uden synlige krav og gerninger. Hvor Gud opfattes som en stor, varm og blød bamse, som dybest set er ligegyldig og ligeglad med, hvad vi gør, eller hvordan vi forvalter og lever vort liv. Så i stedet for at forbande islam og muslimer, skulle vi nok takke Gud for islam og muslimernes tilstedeværelse i vort land.

For måske kan de være med til at vække os og befri os fra en bleg, lunken og blodfattig forkyndelse, så en gammel, lunken kristenhed vækkes op af dvale.

(artiklen er forkortet, red.). Steen Skovsgaard er biskop i Lolland-Falster Stift og panelist ved kristendom.dk. Artiklen er et uddrag af hans bog ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?”.