Synspunkt

Børn kan have godt af forkælelse

Mohamad forkælede sine børnebørn Alhassan og Alhussien meget. Det siger noget til os som muslimer om, hvordan vi bør være med vores børn, skriver imam Kassem Rachid.

Det er helt lovligt at forkæle sine børn i islam. Men man skal være forsigtig, skriver imam Kassem Rachid.

Islam opfordrer - som andre religioner - forældrene til at opdrage børnene fornuftigt og give dem omsorg og kærlighed. Det er helt lovligt i islam at forkæle sine børn, sin kone eller sin mand og også andre familiemedlemmer.

Men man skal være forsigtig med at forkæle sine børn. Der skal være en bestemt grænse, hvor man skal være opmærksom på, at det ikke bliver for meget.

Læs også: Meditation er den største forkælelse 

Hvis der bliver for meget forkælelse, så kan det være skadeligt for børn. Børn kan have godt af at blive forkælet en gang i mellem ved at familien viser kærlighed. Barnet kan mærke den kærlighed, og hvor meget familien elsker det.

Men børn kan hurtigt misbruge denne forkælelse, som kan blive et stort problem, hvor barnet har svært ved at omgås de andre eller prøver at styre de andre. Man skal også være opmærksom på, at man ikke forkæler et barn mere end resten af sine børn.

Man skal i islams opdragelse elske alle sine børn lige meget og være retfærdig overfor dem. Børn kan hurtigt mærke, hvis forældrene forkæler et barn mere end de andre, og dette kan skabe jalousi.

Læs også: Danskerne slås om, hvem der er mest forkælet

Vi har i koranen en historie om Yusuf, hvis far hed Jakob. Yusufs søskende syntes, at deres far forkælede Yusuf mere, end han forkælede dem. Derfor smed de Yusuf i en brønd, indtil nogle kom forbi og reddede ham.

Vi har også i islam en historie, hvor profeten Mohamad forkælede sine koner, men han handlede også retfærdigt mellem dem. Han forkælede også sine børnebørn Alhassan og Alhussien meget. Mohamad var engang ved at bede til Allah (Gud) og så kom hans to børnebørn og kravlede på hans ryg, mens Mohamad lå ned. Han blev liggende et stykke tid, før han rejste sig op, og hans børnebørn skulle ned af hans ryg. Det siger noget til os som muslimer om, hvordan vi bør være med vores børn.

Læs også: Vi er en nation af forkælede - det gælder bare ikke os selv

Så vi kan rolig sige, at forkælelse kan være en del af vores opdragelse, men vi skal være forsigtige med det og huske, der skal være balance i det.

Kassem Rachid er imam og tolk og panelist ved religion.dk.