Synspunkt

Vi må nedbryde muren af gensidig mistro

Under alle omstændigheder bør alle forstå, at sameksistens ikke længere er en mulighed, men derimod en nødvendighed. Vi skal ikke bare leve sammen nu, men også langt ud i fremtiden, skriver muslim Saliha Marie Fetteh efter en dansk-arabisk konference. Foto: Kirstine Mengel

Bomber alene lærer ikke folk at leve sammen, skriver lektor og muslim Saliha Marie Fetteh

I sidste uge deltog jeg i en dansk-arabisk inter-religiøs dialogkonference i Istanbul under overskriften: Growing together. Konferencens deltagere var muslimer, kristne og drusere fra henholdsvis Danmark, Norge, England, Libanon, Syrien, Irak, Egypten, Jordan, Afghanistan, Emiraterne, Tyrkiet og Saudi-Arabien.
 
Konferencen fandt sted på et tidspunkt, hvor konflikter præger flere lande i Mellemøsten, hvilket blandt andet er et tegn på, hvad der kan ske, når religiøse grupperinger ikke længere formår at tale, endsige leve sammen. Eller når religiøs fanatisme hos nogle grupperinger tager overhånd og udvikler sig til det skrækscenario, vi for eksempel ser i dagens Irak.

Overalt gør det sig gældende, at en gruppe (den stærkeste) bruger sin position til at tryne dem, der ikke har samme tro eller tilgang til religion, som de selv.

Læs også: Kritik er dialogens salt

Religion, eller rettere sagt en retorik præget af religion, anvendes politisk til at opnå magt, hvilket ikke er svært, da en stor del af regionen er præget af analfabetisme samt en generel uvidenhed, hvorfor mange mennesker ikke ejer viden at stå imod med. De kan derfor være mere modtagelige for propaganda og er tilbøjelige til at drage konklusioner baseret på følelser i stedet for intellekt.

Nogle vil måske mene, at det nemmeste ville være at bombe de ekstreme politiske og religiøse kræfter i de pågældende lande i sænk. Men bomber alene lærer ikke folk at leve sammen! Tværtimod så lægger de ofte kun låg på en konflikt, der så før eller senere dukker op igen.

Stort behov for at styrke relationerne mellem trossamfund 

Hvad kan vi så bruge denne dansk-arabiske dialogkonference til i en dansk kontekst, vil nogen måske tænke? Set med mine øjne er der mere end nogensinde brug for at styrke ikke bare relationerne mellem kristne og muslimer, men også forholdet til andre og mindre trossamfund. 
 
For det første for at komme de stereotyper om ”de andre” til livs, der desværre stadig lever i bedste velgående i folks fantasi, både i de arabiske lande, men så sandelig også her i lille Danmark. I dialogen med ”de andre” presses man nemlig til at kigge både udad og indad i bestræbelsen på at opnå et kompromis og dermed skabe respekt i stedet for skepsis overfor ” den anden”. 
 
For det andet er det mere end nogensinde vigtigt, at vi på tværs af religiøs baggrund står sammen og udfordrer de ekstreme lokale og globale kræfter, så de ikke får mulighed for at vokse sig større og stærkere. Derfor bør religiøse ledere også klart og tydeligt fordømme ekstremisme, terrorisme samt undertrykkelse af etniske og religiøse minoriteter. Det gode samfund er det samfund, der behandler sine minoritetsgrupper anstændigt og medmenneskeligt. 
 
Ved et dialogmøde taler man ikke om ”de andre”. Man taler derimod med ”de andre” som ligeværdige samtalepartnere med henblik på at fremme sameksistens, hvilket dog ikke altid er nemt. Og især ikke hvis deltagerne ikke er vant til at føre en kritisk dialog, endsige kigge lidt indad! Her kan man håbe, at nogle af konferencedeltagerne lærer noget fra gang til gang, således at de med tiden bliver bedre til for eksempel at tackle kritik af deres respektive trossamfund. 
 
Læs også: Folkekirken støtter dialog - ikke mission 

Men måske er det bare sværere at modtage kritik fra minoritetsgrupperne, hvilket er en tendens, der også ses hos en del mennesker her i Danmark. Desværre foregår dialogen gerne mellem eliten (religiøse ledere, meningsdannere og så videre) og ikke mellem den gruppe af mennesker, som i højere grad kunne have gavn af at lære repræsentanter for andre trosretninger bedre at kende. 
 
Om ikke andet, så for at nedbryde den mur af gensidig mistro, der ofte præger forholdet til ”de andre” – mistro baseret på følelser og ikke på kendsgerninger. Muligvis fordi man ved at generalisere ”de andre” som værende negative, uciviliserede, underlige og farlige, selv kan føle sig positiv og kulturelt overlegen. 
 
Under alle omstændigheder bør alle forstå, at sameksistens ikke længere er en mulighed, men derimod en nødvendighed. Vi skal ikke bare leve sammen nu, men også langt ud i fremtiden, hvorfor vi alle har ansvaret for, hvordan ikke bare vi selv, men også vores medmennesker gebærder sig overfor hinanden. 
 
For lærer vi ikke som borgere i denne globale verden at leve sammen i al fordragelighed ved blandt andet at forbedre de menneskelige relationer via dialog på tværs af religion, men i høj grad også indenfor samme religion, kan situationen i de arabiske lande og sågar i Europa tilspidses. Og det kan vel næppe være i nogens interesse? 

Saliha Marie Fetteh er ekstern lektor i arabisk sprogfærdighed og skriver kommentaren ved religion.dk.