6 former for religiøs dialog
Hvad er forskellen på religiøs redskabsdialog og VIP-dialog, hvor religiøse ledere mødes? Og hvilken slags dialog skal vi bruge hvornår?Ph.d. og teolog Henrik Lindberg Hansen giver her sit bud på seks forskellige former for religiøs dialog
Som en opfølgning på sin sidste artikel vedrørende dialog mellem religioner fortsætter teolog Henrik Lindberg Hansen med en mere formel beskrivelse af religionsdialogens seks typer.
Begrebet "religiøs dialog" bruges vidt forskelligt alt efter, hvordan folk forstår religion og religionens rolle i samfundet.
Min sidste artikel analyserede, hvorfor der er så stor forskellighed i dialogen, mens den foreliggende kategoriserer dialogen i seks typer baseret på forskelligheder i dialogens metoder og mål.
Kategoriseringen bygger på den katolske kirkes fire dialogtyper i skriftet "Dialog og Proklamation", men udvider disse for også at favne den mere politiske dialog og redskabsdialogen, som bruges til at forberede folk til dialog.
1. VIP dialog
Religiøse ledere mødes for at repræsentere deres respektive religiøse grupperinger. På dette niveau rummer dialogen meget politik, og møderne inkluderer til tider politikere.
Formålet med at mødes kan være at styrke forholdet mellem to religiøse grupperinger, men det kan også være for at danne fælles front mod en tredje.
I deltagernes retorik kan denne meget politiske dialog ligne de andre former for dialog, da de politiske bånd kan styrkes ved at danne positiv viden om den gruppering, som de positive bånd knyttes med.
Denne form for dialog når nogle gange ud til græsrødderne gennem medierne. De religiøse ledere bliver vist i TV, hvor de sidder side om side og fremstår venskabelige, mens de understreger nødvendigheden af fredelige relationer mellem andre religioner med baggrund i deres egen tro.
Det vil ofte få folk, som ser sig selv under de religiøse lederes autoritet, til at betragte bånd med de andre grupperinger som positivt og legitimt.
Alligevel lader mange af dem, som jeg har interviewet og snakket med på gadeniveau i Kairo, til at have en meget lille tiltro til denne form for dialog, hvilket ofte skyldes, at de oplever spændingerne i samfundet på trods af, at ledere viser sig positive overfor hinanden.
Men det er svært at måle dialogens effekt, uanset hvilken form for dialog det drejer sig om, da det ville være svært at sige, hvordan tingene ville være, hvis ikke disse religiøse ledere havde sat sig sammen for at knytte venskabelige bånd.
VIP dialogen er altså politisk, men det skal også understreges, at mens der dannes bånd mellem nogle grupper, kan det også udelukke andre, når dialogen antager form af politiske alliancer. Fra et realpolitisk perspektiv er dette ikke nødvendigvis negativt, da forholdet mellem samfundsgrupperinger er et politisk anliggende, der kræver politisk stillingtagen.
2. Komparativ/akademisk dialog
Forskere giver sig i kast med at undersøge andre religioner på mange forskellige måder og med mange forskellige mål for øje, men det grundlæggende for dem alle er, at de gør det for at opnå bedre forståelse af den anden religion.
Men hvis attituden i denne form for dialog er negativ, så bliver den producerede viden som oftest også negativ, mens positive forskere afstedkommer mere positiv viden. Ofte er attituden mellem de negative og positive forskere anstrengt. De positive kalder ofte de negative for "aggressive" eller "fanatikere", hvis det går højt, mens de negative ofte kalder de positive for "naive".
3. Erfaringsbaseret dialog
Mens den akademiske dialog forsøger at se på den anden religion "udefra", så prøver denne form for dialog at se på den religiøst anderledes tænkende – altså personen – "indefra". Det kan f.eks. gøres ved at være til stede ved eller deltage i den anden religions religiøse handlinger, eller ved at deltagerne fortæller om deres egne religiøse erfaringer.
Som med alle andre former for dialog så ændres også formålet med denne form for dialog i forhold til den attitude, som deltagerne går ind i dialogen med. Hvis forholdet til modpartens religion er negativt, så kan formålet med at vise sin egen religions sandhed og værdi fremstå som et forsøg på at omvende den anden. Men hvis forholdet omvendt er positivt, kan mødet med den anderledes religionstilgang skabe bedre forståelse, der kan bevirke, at man går fra mødet beriget.
4. Diapraksis
Begrebet diapraksis blev brugt første gang af den danske teolog Lissi Rasmussen, mens den katolske kirke kalder denne form for dialog "handlingsdialog".
Ikke al religiøs dialog rummer talen om det religiøse. Hvis der er skepsis og dermed spændinger mellem forskellige religiøse grupperinger, så kan det ofte være mere effektivt gennem handlinger at vise, at denne skepsis er ubegrundet end at forsøge at vise det gennem ord.
Diapraksis kan eksempelvis være at sætte forskellige religiøse grupperinger sammen om et projekt, som kan forbedre levevilkårene for begge parter. Når deres liv og levned på den måde bliver afhængig af folk fra den anden religiøse gruppering, er det mere sandsynligt, at attituden vil blive vendt til noget positivt.
Mens diapraksis ikke rummer talen om det religiøse, så kan det skabe en social forståelse, som kan ændre attituden hos de involverede.
Men også denne form for dialog kan bruges negativt. Jeg har oplevet sammenhænge, hvor den ene religiøse gruppering ser det diapraksisorienterede projekt, som de er involveret i, som noget de gør for at vise deres storsind, og dermed hvor meget mere attråværdig deres egen religion er end de andres.
5. Græsrodsdialog
I en meget bred definition af ordet er vi alle engagerede i dialog i det øjeblik, hvor vi møder en person, som er forskellig fra os. Denne form for dialog sker konstant i vores hverdagsliv, hvor attituden er afgørende for, om der dannes positive eller negative relationer.
Denne definition af "græsrodsdialog" er en basal definition, hvor dialogen ikke er noget bevidst, som folk foretager sig, men et udtryk for basale relationer mellem mennesker i mødet med det fremmede.
Grunden til at klassificere dette som en selvstændig form for dialogtype er, at det understreger, at dialog rent faktisk er en meget naturlig menneskelig praksis i mødet med det anderledes tænkende. Vi forsøger alle at danne forståelse – positiv eller negativ – af det, som vi står overfor, for at kunne handle i forhold til det. Vi er nødt til at afgøre, om det er noget, som vi bør frygte eller være tryg ved.
6. Redskabsdialog
Nogle folk, der arbejder med dialog, og som har ét eller andet niveau af forståelse for vigtigheden af attituden og dialogens forskellige metoder, arrangerer workshops med det formål at uddanne deres deltagere i, hvad dialog er og bør være.
Formålet med disse workshops er at uddanne deltagerne til at tage del i dialog ved at udstyre dem med, hvad organisatorerne ser som en dialogattitude og med nogle metoder, som giver dem mulighed for at give sig i kast med dialog – enten i deres hverdagsliv eller i organiserede dialogarrangementer. Metoderne varierer alt efter, hvilken indstilling initiativtagerne har til dialog, men det kan være indføring i en hvilken som helst af de ovenstående typer.
Organisatorer med en mere positiv attitude vil ofte have deltagere fra forskellige religioner, hvilket gør disse workshops til praktisk dialogarbejde og ikke kun træning.
Konkluderende skal det nævnes, at selvom ovenstående artikel fremstiller dialogen som noget meget forskelligartet, hvilket kan være forvirrende, så betyder det også, at der er noget for alle - det er bare et spørgsmål om at finde sig til rette i en dialogform og så komme i gang.
Henrik Lindberg Hansen er teolog, ph.d. i religionsvidenskab og skriver religionsanalysen ved religion.dk.