Adskillelse af kirke og stat er min drøm om et valgtema
Spørgsmålet om religionslighed bør snart tages op. Og min holdning starter med en følelse: Der er simpelthen noget uetisk i, at staten har en favoritreligion, skriver talsmand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm
NB: Anders Stjernholm er folketingskandidat for Alternativet
En god ven sagde kynisk til mig: “Hvis religion skal have en rolle i den her valgkamp, bliver det kun de konservatives misforståede modtræk til terror, som er at få mere kristendom ind samfundet.”
Jeg frygter, han har ret. Men jeg håber det ikke. Der er mange, der virker som om, de ser folkekirken som modsætningen til islam. Den opfattelse vil jeg gerne rette: Ateisme er islams modsætning.
Pres avler modpres. Hvis vi samler os i tættere, mere lukkede kristne fællesskaber - betyder det at andre samler sig tættere om deres religion. Antallet af "vores" fundamentalister matcher ganske pænt - på ethvert tidspunkt - antallet af "deres" fundamentalister. Jo flere, der fægter med korset herhjemme - jo flere vinker tilbage med Koranen. Og det giver ikke fællesskab. Det giver det modsatte.
Og det bør ingen - uanset om de vil blandes med andre kulturer eller ej - være interesserede i. Kun hvis de virkelig gerne vil slås.
En anden klar opdeling i debatten er: Respekt for andres religion versus ytringsfrihed. Hvilket også er en misforståelse.
For det første mener jeg ikke, man kan forvente respekt for hvilken som helst ide. Jeg har svært ved at respektere alles idéer – for der er nogle enormt tåbelige nogen derude – racehygiejne, astrologi og chemtrails for eksempel.
Chemtrails er en konspirationsteori om, at jetstrømme er fyldt med sløvende kemikalier. Jeg kan acceptere, at der er mennesker, der tror på det - og at disse mennesker taler højt om deres tro - fordi jeg frit og uden indpakning kan få lov til at give igen. Det samme bør gælde idéer, der har et religiøst afsæt. I sidste ende kan ingen forvente, at deres ide fritages for kritik. Ingen ide er hellig. Men jeg kan og vil altid acceptere dem – hvilket er noget andet.
Min håb er, at debatten med tiden vil ramme den logiske fællesnævner: At ingen idé kan sige sig fri for hån og spot.
Fokus bør ligge på værdiernes ophav. Hvor kommer de egentlig fra? Har de fortsat værdi i nutidens samfund – bringer de os fremad? Er de nyttige politisk?
For spørgsmålet om religionslighed bør snart tages op. Og min holdning starter noget usædvanligt i følelserne: Der er simpelthen noget uetisk i, at staten har en favoritreligion.
Uanset om folket foretrækker en bestemt gudsdyrkelse, bør staten være neutral.
Adskillelsen af kirke og stat er i det store billede et lille bitte, men naturligt skridt i vores udvikling. Selvfølgelig skal religioner operere udenfor og på tværs af staterne. Kirken og nationalstaten er et parløb, ingen bør have interesse i. Hverken staterne - eller de religiøse for den sags skyld. Danske kristne skal også have lov til at finde fælles fodslag med deres ligesindede uden for grænserne.
Den store variation i troen hos folkekirkens medlemmer viser da også tydeligt, at I hver især kunne finde langt tættere og bedre samarbejdspartnere i andre landes kirker. I kan finde ud af, hvem i verden, der tror ligesom jer.
Nationalstater skal snart skiftes ud. Den fremtid ligger tydelig foran os. At samles i større og større fællesskaber med en stadigt mere fælles - varieret, men tolerant kultur bør da være det klare mål. En fælles kultur med færre regler, mere tolerance og større forståelse. Men jeg drømmer, hvis jeg tror, at valgkampens debatniveau kan komme derhen.
Opdatering: Anders Stjernholm har senere bedt os gøre opmærksom på, at adskillelse af kirke og stat ikke er Alternativets holdning, men hans egen, og at han i dette indlæg taler for sig selv, ikke for Alternativet.
Anders Stjernholm er talsmand for Ateistisk Selskab og kandidat for Alternativet.
