"Adventstiden er ofte forbundet med ensomhed"
Mange oplever ensomhed i adventstiden. Det er både godt og nødvendigt at sætte ord på følelser og tanker, som fylder meget her i advents- og juletiden, skriver forfatter Jørn Henrik Olsen
Vi kommer alle til at opleve ensomhed på et tidspunkt i livet. Det kan for eksempel ske, når der indtræder forandringer, når man for eksempel flytter til et nyt sted eller starter på en ny uddannelse. Men det kan også skyldes særlige dage og perioder i løbet af året.
Slet ikke alle bryder sig om advents- og juletiden, fordi de bliver mindet om noget, de nu er adskilt fra. Tiden frem til jul kan rent faktisk beskrives som en del af den virkelighed, der kan knytte sig til erfaringen af ensomhed.
Ensomhed bærer i sig et dobbelt væsen. Beskrivelsen af ensomhed er mere end en klagesang. Dobbeltheden eller spændingen kan være denne: Ensomheden kan nedbryde dig og lægge til rette for et nyt forhold både til dig selv og andre. Ensomhed er både smerte og åbning. Ensomhed kan i sig bære på en god og livsbekræftende erfaring.
Den gode ensomhed åbner ofte vejen til nødvendig ro og stilhed – og til fornyelse og kreativitet. Ensomhed er i dette tilfælde tit udtryk for et aktivt, positivt tilvalg. Den kan ses som en god, frivillig ensomhed. I så fald kan den være meget gavmild.
Desværre findes der også en ensomhed, der er alt andet end god og gavmild. Et voksende antal mennesker har negative, smertefulde erfaringer med ensomheden. Måske har de slæbt rundt på stærke ensomhedsfølelser i lang tid. Mere og mere oplever de hindringerne for en naturlig kontakt med andre. I visse tilfælde har ensomheden udviklet sig til et knugende, tavst mørke eller måske haft nærmest invaliderende virkning. Det sker især, når den bliver meget langvarig og umulig at komme ud af. Et langsomt nedbrud af et menneske kan komme af dyb ensomhedssmerte.
Modsat kan ensomheden også åbne op for et nyt og bedre liv. Dog kan denne ensomhed imidlertid være vanskelig at lære eller at opdrive. Filosoffen Friedrich Nietzsche skriver et sted: ”Gradvis er der gået et lys op for mig, om hvad der er den mest almindelige mangel på vores form for dannelse og opdragelse. Ingen lærer sig, ingen stræber efter, ingen lærer andre – at tåle ensomhed.” Han beskrev for øvrigt ensomheden som et ”hjem”, hvor man kan finde sig selv. Al god ensomhed er karakteriseret ved, at jeg er sammen med mig selv.
Ensomhedens tavse mørke kan dog være vanskeligt at håndtere. Det gør ikke noget godt for os. Derfor skal vi i den forstand ikke tåle ensomhed. Når smerter bliver tilstrækkelig stærke, ødelægger de både ens verden og sprog. Smerter kan gøre mennesker helt stumme. Deles med andre kan den ikke, for der er ikke plads til andre, når smerten er blevet hele ens verden.
Jeg vil her skitsere en konkret opfordring: Nedskriv gerne nogle ord om den ensomhedssmerte, du eventuelt kender til. Skrivning kan være en måde at holde en indre kanal åben på. Den kan betyde en italesættelse også af de vanskeligste følelser. Det skrevne kan ofte få menneskelivet med dets smertefyldte udfordringer til at træde frem i et stærkere lys. Det kan igen betyde større klarhed og udmønte sig i et støt voksende håb.
Det er både godt og nødvendigt at sætte ord på følelser og tanker, som måske fylder meget her i advents- og juletiden. Ensomhed, smerte og længsel kan være trædesten på vejen gennem mørket ud i lyset. En accept og erkendelse af ensomhedens tavse mørke kan nogle gange aflure nogle rigere, livsbekræftende sider af tilværelsen. Da kan et menneskes ensomhed vokse i stilhedens ro. Men da er det pludselig den gode ensomhed, der kommer til syne i livsspejlet.
Jørn Henrik Olsen
Cand.theol, ph.d., billedkunstner og forfatter
Se Jørn Henrik Olsens bog om ensomhed og andre emner: Den blå ild: Ensomhedens længsel og skønhedens smerte (Vita Nuova Publisher, 2016)