Min juletid

"Som barn trak jeg mig tilbage en stund selve juleaften"

Der er naturligvis også en fordel ved verdsligheden. Alle kan deltage. Min muslimske mand går ikke med i kirke juleaften. Han kommer gerne i kirken, når han er inviteret til barnedåb, bryllup og lignende, men ellers ikke. Til gengæld kaster han sig lystigt ud i alle de andre juleaktiviteter, og det er jo dejligt, skriver katolske Lone Skov Al Awssi. Foto: sara_winter - Fotolia

Selv om vi gik i kirke i min barndom, var fokus på det verdslige og æstetiske. Men jeg trak mig altid tilbage midt i festlighederne for knælende at bede en bøn og ønske Jesus tillykke med fødselsdagen, skriver katolske Lone Skov Al Awssi

Jeg husker med glæde min barn- og ungdoms jul på Sydfyn. Min mor gik meget op i julen, alt skulle være perfekt. Mor kom fra Marstal, så der var også mange kulinariske traditioner derfra.

Jeg mindes julen nærmest som et projekt, der startede senest den 1. december og kulminerede den 24. december med julegodter ved sengen, forberedelserne, naboerne, som kom til portvin, dadler, figner og småkager inden kirkegang, derefter den store middag. Juleaften sluttede aldrig før midnat, ofte over, og der var ingen nåde for småbørn.

Der blev ikke snydt med mandelgaven og ikke åbnet pakker, før alle havde valgt en julesang hver til dansen om træet. Det kunne være ret overvældende, men det fine var fællesskabet for at få det hele til at lykkes. Var man lidt trist eller sløj i julen, så holdt man det for sig selv, intet skulle ødelægge festen. Den holdning kan jeg godt savne i nutidens store fokus på individet i stedet for fællesskabet.

Selv om vi gik i kirke, så var fokus på det verdslige og æstetiske. Jeg må have følt en ubalance her, for allerede som barn trak jeg mig altid tilbage en stund selve juleaften midt i festlighederne. Knælende bad jeg en bøn, takkede Gud og ønskede Jesus tillykke med fødselsdagen. Ingen bemærkede det, og jeg har aldrig talt om det.

Da min mor fik en hjerneblødning og tilbragte de sidste ti år af sit liv på plejehjem, fejrede vi julen i hendes værelse på plejehjemmet med juletræ, medbragt julemad, børn, gaver og julesange til midnat. De øvrige beboere bar nådigt over med os. Vi gjorde det hver eneste jul. Vi forsøgte at give hende alle de skønne jule, som hun havde givet os, tilbage. Engang imellem tænkte jeg da, at min søn ikke fik minder fra julen i sit barndomshjem, men det var der ikke noget at gøre ved, hensynet til mor var større. Til gengæld har min søn fået fejringen af Hellig Tre Konger den 6. Januar med sig. Her tænder vi det tredelte lys og spiser kagen med den lille gemte porcelænsfigur.

Et af julens vigtigste budskaber er netop hensynet til fællesskabet, til de andre.

Nu holder jeg jul i vores hus hver andet år, og vi skal i kirke, men den danske jul er meget verdslig, og det er svært at ændre på. Jeg kunne godt tænke mig, at vi eksempelvis læste juleevangeliet højt i fællesskab, talte om julens virkelige indhold og reflekterede lidt mere over det åndelige.

Der er naturligvis også en fordel ved verdsligheden. Alle kan deltage. Min muslimske mand går ikke med i kirke juleaften. Han kommer gerne i kirken, når han er inviteret til barnedåb, bryllup og lignende, men ellers ikke. Til gengæld kaster han sig lystigt ud i alle de andre juleaktiviteter, og det er jo dejligt.

Jeg har affundet mig med og nyder da også den verdslige, danske jul. Min egen åndelige fordybelse må jeg så dyrke i tiden op til jul eller i juledagene, og der bliver stadig tid til en bøn et stille sted d midt i juleaftenens tummel. Desuden drømmer jeg om, bare en gang i mit liv, at sidde i Peterskirken julenat og stå på Peterspladsen 1. juledag og lytte til Pavens ”Urbi et Orbi” – ”Talen til byen og verden”.

Lone Skov Al Awssi er katolik og panelist ved religion.dk.