Bøn i arbejdstiden: Snak dog om det!

I forhold til de muslimer i Danmark, som er på arbejde, så er det ikke altid muligt at finde et sted at bede. Derfor er det muligt for en muslim at vente med at bede, indtil man kommer hjem, skriver imam Kassem Rachid. Foto: Privatfoto

Imam Kassem Rachid: Det er ikke besværligt at finde en løsning, hvis man er tolerante over for hinanden og har respekt for hinandens forskelligheder.

Jeg synes, at problematikken tilhører en del af det store spørgsmål, som engang imellem kommer i medierne og som endnu ikke kan besvares. Det er spørgsmålet om, hvor meget religion kan rumme i det offentlige.

Hvis jeg skal være ærlig, så ligger der en masse tanker og sager til spørgsmålet. Blandt andet politiske beslutninger, statens rolle i forhold til trossamfundet med flerkulturalitet, pligter og rettigheder.

LÆS OGSÅ:Kan man bede og spise madpakker i samme rum?

Jeg mener, at tiden er kommet til at finde de rigtige og gode redskaber frem for at vi kan kommunikere med hinanden og have åbne dialoger og samarbejde.

Vi må være tolerante over for hinanden
Det, vi oplever i Vesten og især i Danmark er, at vi ikke er kommet langt med at finde ud af det sammen, desværre. Eksempler på dette er Muhammed tegningerne og episoden med skoleinspektøren i Odense.

Vi må have forståelse over for hinanden, respektere hinandens forskelligheder og være tolerante over for hinanden. Det er måden, vi finder en løsning på.

LÆS OGSÅ:
Fyret for at fjerne bedetæpper fra frokoststuen

Man må gerne udskyde bønner
Hvis jeg skal svare direkte på spørgsmålet, så er det ifølge islam faktisk lovligt at lægge nogle bønner sammen, hvis man har grund til det. Det kan være for eksempel være, når man er ude at rejse eller ikke har mulighed for at finde et sted, der er egnet til at bede.

I forhold til de muslimer i Danmark, som er på arbejde, så er det ikke altid muligt at finde et sted at bede. Derfor er det muligt for en muslim at vente med at bede, indtil man kommer hjem, hvor man lægger sin bøn sammen med den næste bøn, der skal bedes.

Vores profet Mohammad (swa) lagde engang en bøn sammen uden grund. En af hans ledsagere blev spurgt om, hvorfor Mohammad (swa) gjorde det. Han svarede, at det var, fordi han ikke ville gøre det besværligt for hans nation.

Find ud af det sammen!
Mit forslag er, at hvis en dansk virksomhed har flere ansatte muslimer, så snak dog om det! Find ud af det sammen! Det er ikke et krav, at hver virksomhed skal have et specielt bedested. En muslim kan bede når som helst og hvor som helst, så længe stedet bare er roligt, rent og tørt.

LÆS OGSÅ:
Er det ok at bede til Allah på dansk?

Jeg kan huske, at jeg under min uddannelse som social- og sundhedsassistent plejede at bede i et klasseværelse. Somme tider når jeg er ude at tolke, beder jeg også på parkeringspladser, hospitaler og så videre, alt efter, hvor jeg befinder mig.

Til sidst vil jeg sige, at det ikke er besværligt at finde en løsning, hvis man er tolerante over for hinanden og har respekt for hinandens forskelligheder.

Kassem Rachid er imam og tolk og panelist ved religion.dk.