Babettes Gæstebud belyser nadveren

PÅSKE: I Babettes Gæstebud får vi et nyt syn på nadverens mulighed for at vise nådens grænsesprængende betydning, skriver cand.theol. Jan Lange

I filmen Babettes Gæstebud digter instruktøren Gabriel Axel lidt videre på Karen Blixens fortælling. Filmen er dog tro mod Blixens egen udgave fra Skæbneanekdoter 1958, og faktisk udvider filmen blot fortællingens indlysende betydningspotentialer. Et eksempel på dette er scenen efter gæstebuddets nadver, hvor gæsterne lytter til en himmelsk fremførelse af en af Kingos aftensalmer (DDS 766). Det sidste vers lader Axel i filmen endog slutte alternativt til Kingos oprindelige tekst sådan: Gud, lad dit lys ej blive slukt og nådens dør ej blive lukt.

Og dermed rammes fortællingens teologiske betydningspotentiale lige på kornet. For linien beskriver præcist, hvad gæstebuddets gæster erfarer i den høje tid, der her overstråler dem; Guds lys skinner, og nådens dør står pivåben over dem. For alle i fortællingen er netop blevet besejret og velsignet af nåden. Før selvberoende og selvretfærdige asketer og etikere er nu tvunget ud af deres selvkontrollerende og trivaliserede livssyn; fra triviel givethed til grænsesprængende skænkethed.

Småbeduggede og nådesudvalgte tumler derfor aftenens gæster som nyvaskede lam ud i natten på vej hjem, - på himmelsk vis er de gjort til børn på ny og ender i stjernenatten i en herlig kædedans; i en salig lanciers. Fra alle sider lyder og genlyder det i natten som sfærenes musik Gud velsigne dig, fortæller Blixen.

Det er svært ikke at opfange fortællingens kerne som et frisk blik, et frisk syn, måske endog et åbenbaringssyn af kristendommens dybeste anliggender. Og ikke mindst et syn på nadverens mulighed for at vise nådens grænsesprængende betydning; den guddommelige generøsitets almagt. For hvad andet end realisering og påpegning af Guds determinerende relationelle ødselhed er da den kristne nadvers pointe? Bør den kristne nåde kunne forstås i andre, mindre begreber?

Aftenen i det lille asketiske samfund står netop i denne inklusive og betingelsesløse nådes tegn. En nåde, der i sin overflodsagtige generøsitet viser sig både uimodståelig og livsforvandlende. En betingelsesløs og almægtig nåde, der netop åbenbarer sig helt og fuldt under fortællingens centrum i måltidet - i nadveren.

Ganske kort fortalt leder Blixen op til dette højdepunkt ved at fortælle, at en fattig og forfulgt fransk kvinde, Babette, har søgt husly i en landsby højt mod nord i en pietistisk, asketisk kreds. Babette er kok, og har været en feteret madkunstner i Paris og har der serveret sine berømmede og sublime måltider for den elite, som har kulturel dannelse nok til at værdsætte hende som geni. Hun påtager sig dog sin skæbne i det fremmede og livsfornægtende uden at kny, og hun lever i mange år i den fattige landsby, der nu blomstrer op ved hendes næsten magiske evner. Hvor Babette er, er der velsignelse.

En dag i tidens fylde kommer der bud om, at Babette har vundet den kæmpe sum af 10.000 franc, og frem for at sige farvel og tak og drage til de frodigere egne, der kan anerkende hendes kunstnergeni, brænder hun alle penge af på ét måltid til de vrangvillige asketer, hun lever iblandt. Hun sætter alt på ét bræt, om man vil. De pietistiske asketer er uafvidede kommet til at indvillige i gæstebuddet og kan nu ikke bede sig fri, skønt de ønsker det for alt i verden. Asketerne er bange for at miste deres pietistiske og asketiske guds salighed. De lever hellere på øllebrød og klipfisk.

Babette forvandles nu til en djævelsk troldkvinde i asketernes øjne, men de søger deres guds beskyttelse mod hende og indtager middagen med svoren ed om ikke at lade sig forføre af det sanselige. Det bliver de nu alligevel - og forført af nåden.

Det samme gør fortællingens General Løwenhielm. Løwenhielm er ikke asket, men en etiker, der har valgt pligten frem for sit hjertes lidenskab. Derfor har han i sin fjerne fortid fravalgt sin kærlighed til en kvinde, der også er tilstede ved det måltid, han nu befinder sig ved denne underfulde aften ved gæstebuddet. Løwenhielm oplever i lyset af sit liv og det sublime måltid, han her oplever, aftenen som rystende og mirakuløs. Verdens måske dyreste og mest sublime måltid tilvejebragt midt i en fattig ørken sammen med sin ungdoms første og eneste lidenskabelige kærlighed. Under ophøjet påvirkning af verdens ædleste vin tolker han nu på alles vegne aftenens grænsesprængende begivenheder i en tale, der kommer bag på ham selv.

For et budskab vil igennem, siges det. Et budskab, der må vække til eftertanke for al den kortsynethed, der begrænser den guddommelige nåde. Løwenhielm siger bl.a. :

Vi mennesker, mine venner, er kortsynede. Vi ved vel, at der findes nåde i universet. Men i vor menneskelige kortsynethed forestiller vi os endog den guddommelige nåde som endelig. Vi bæver da - vi bæver da, inden vi her i livet træffer vort valg. Og vi gruer, efter at have truffet det, for ikke at have valgt det rette. Men det øjeblik kommer, hvori vore øjne åbnes, og vi forstår at nåden er uendelig. Den forlanger intet andet af os, end at vi skal forvente den i Tillid og erkende den i taknemmelighed. Den stiller ingen betingelser og udvælger ikke nogen enkelt iblandt os; den deklarerer almindelig amnesti. Se! Det som vi har valgt skænkes os, og det som vi har afslået bliver os, tillige og på samme tid, tildel. Ja, det som vi har forkastet, rækkes os indtil overflod

Man møder her en vision, der forstår, at nåde - for at være nåde - må være ubetinget og uendelig; to sider af samme sag. At den udvælger alle - og det uanset menneskets egenvilje. At den skænker nåde - både for valg og fravalg og det forkastede - indtil overflod.

Babettes inkarnation af overflodsagtig generøsitet sætter sig således igennem på trods af al modstand og bryder dermed ind i det naturlige religiøse kortsyn, og nåden forstås følgeligt i universelt inklusive overflodstermer.

Hvor Blixen tit forstår guddommelig generøsitet i æstetisk forstand, peger hendes fortælling her mod den guddommelige generøsitets relationalitet. Nådens overflod sigter relationelt og virker relationelt; den askestiske og kivagtige flok pietister bliver derfor venner i dens kølvand, og Løwenhielms og hans ungdomskærligheds fortabte relation genskænkes dem.

Der er tale om til-givelse, til-skænkning. Eller pointen her udtrykt med en vinkling af Paulus´ ord (1.kor 4,7): Hvad har mennesket overhovedet, som det ikke har fået til-givet?

Denne pointe kan netop belyse den kristne nadver som Guds til-givelse; Gud giver alt til; til verden og mennesket. Guds overflod af relationsvilje vises mennesket i Guds vilje til at gå hele vejen ind i døden, for at vise sin gave; sig selv som gave. Gud, der skænker denne sin gave i billedet på, at gaven er det eneste, Han vil, - uanset hvad mennesket så vil. Gud, der derved skænker mennesket livet på ny - ved netop at vise mennesket dets liv som skænket; uimodståeligt generøst skænket ud af Guds vilje til evigt fællesskab med vrangvillige, kortsynede og selvindkrogede mennesker. I nadveren er Hans legeme og blod tegnet på overvindelsen af den relationelle døds magt. Så meget vil Gud nådens livgivende gennemslag, at korsets vej til at realisere kærlighedens ultimative selvmeddelelse, er Ham både villet og kær. For Han elsker at give, - at til-give.

Den nyrige Babette skænker alle sit livs nye fremtidsmuligheder til gavn og liv for sine gæster; forbliver fattig ved at berige dem. Kristus har skænket hele sit liv. Gud sætter også alt på et bræt; korsets. Han gavner mennesket; begaver det med sin nådes kærlighedsrelation.

Ved nadveren påmindes man således kraftigt om, at Guds kærlighedsrelation er skænket, og at Gudskænkeren skænker sådan til overflod, at ingen eller intet kan være udenfor Hans frelsende relation.
Man skænker da også kalken. Drik alle heraf, lyder det med Jesu ord, når den indstiftes. Det er ikke et tilbud. Det er skaberord.

Guds fuldkomne kærligheds relationsvilje er så ubetinget kostbar, at den nødvendigvis må være ligeså ubetinget gratis for dens objekt. 10.000 franc på en enkelt middag siger noget om balance og gensidighed mellem skænker og modtager. Gud på Golgathas kors siger naturligvis endnu mere. Der er ingen balance - ingen gensidighed. Gud skænker det ubetalelige - sig selv - til det afvisende menneske. Fjendekærlighed i overflod.

Gud skænker og viser sin ødsle overflod af relationsvilje i nadveren. Ganske inklusivt, ubetinget og gratis. Det er ren relationel til-givelse. Nåde som til-givelse, der skaber, hvad den skænker. Gud skænker og skaber kærlighedsrelation. Gud opskænker og rækker sig selv - det som forkastes - indtil overflod. Og liv bliver tilgift.

Jan Lange, cand.theol.