Jøde: Jeg følte mig banket tilbage til Anden Verdenskrig

Weekendens ulykkelige hændelser kom ikke bag på mig. I årevis har vi nu levet bag hegn, og ved enhver begivenhed har en gruppe af frivillige unge passet på os. Vi vidste således, det kunne ske, skriver cand.pæd.psyk. Hanna Skop

Weekenden plejer at være det tidspunkt på ugen, hvor man dels rekreerer sig efter den forgange uge, dels lader op til den uge, der kommer. Anderledes skete det i den nys forgangne weekend.

Det var en weekend, hvor man var lænket til TV for at høre nyt. Mange følelser og tanker dukkede op.

Den første tanke, der lørdag slog ned i mig var: ”Det kan ikke passe, sådan noget kan ikke forekomme her”. ”Vi bor i et åbent og frit samfund, hvor vi kan sætte holdninger og meninger til diskussion, hvilket vi sætter så uendelig megen pris på”.

Læs også: "I Danmark er demokratiet helligt"

Men efterhånden slog forsvarsmekanismerne fra, og langsomt begyndte jeg, at forstå sagernes rette sammenhæng.

Der blev yderligere sat fart på erkendelsesprocessen, da jeg søndag morgen vågnede op til meddelelsen om mordet på den helt uskyldige Dan Uzan. Følelser fra angst, sorg, magtesløshed, fortvivlelse, modløshed, vrede og medfølelse med de pårørende til de uskyldige ofre afløste hinanden i hurtig rækkefølge.

Jeg følte mig banket tilbage til Anden Verdenskrig, hvor det at tilhøre en bestemt religion var årsag til forfølgelse og død. Det er klart, at en hændelse af den karakter genopvækker tidligere oplevelser af overgreb. I vor menighed lever stadig nogle, der har Anden Verdenskrig og dens rædsler i hver en knogle af deres krop, og mange har sikkert spurgt sig selv, er det nu kommet så vidt i Danmark?

Imidlertid må jeg erkende, at weekendens ulykkelige hændelser ikke kom bag på mig som medlem af det jødiske samfund i Danmark. I årevis har vi nu levet bag hegn, og ved enhver begivenhed stor eller lille har en gruppe af frivillige unge påtaget sig opgaven at passe på os. Vi kontrolleres, så snart vi skal ind af denne eller hin bygning.

Dette er ikke rart på nogen måde, men vi har for længst indset, det var en nødvendighed, hvis livet skulle leves. Vi vidste således, det kunne ske. Vi så, hvad der skete andre steder i verden.

Alligevel håbede vi på, at Danmark var undtagelsen, håbede på, at den danske måde at forholde sig til omverdenen ville have en afsmittende effekt. Dette håb blev gjort til skamme af en enkelt ung ekstremist.
 
Dagen derpå kommer så tankerne om, hvordan vi i fremtiden kan forhindre gentagelser? Til dette spørgsmål tror jeg, der kun findes tre ord: opdragelse, opdragelse og opdragelse.

I de senere år har der været megen fokus fra politisk hold på den faktuelle læring i skolerne. Denne er selvfølgelig vigtig, hvis Danmark skal klare sig på det internationale marked, men vi må ikke prioritere dette så højt, at alt andet nedprioriteres.

Jeg tænker på formidlingen af hele det sociale aspekt. Hvad kræver det af mig at være en god borger i Danmark? Hvordan omgås jeg mine medmennesker? Hvordan lever jeg, og hvordan forholder jeg mig til mennesker, der er lidt forskellige fra mig? Hvordan løser jeg konflikter?

Læs også: Hvad er islamisk ekstremisme?

Det skal nævnes, at der fra forskelligt hold allerede i en del år har været forsøg på at bygge bro mellem de forskellige kulturer, der findes i Danmark. Klasser fra den jødiske skoler har aflagt besøg på muslimske skoler og vice versa.

Et projekt, som i sin tid udgik fra Nørrebro, hvor en kristen, en jøde og en muslim besøgte skoler for at fortælle om deres tro, var god praktisk indlæring for eleverne. Her kunne eleverne erfare, at man godt kunne sidde ved samme bord, selv om religionen var forskellig. De kunne også opleve, hvorledes de forskellige religioner havde lært af hinanden, de så ligheder og forskelle.

Også musikeren Henrik Goldschmidts børnekor med børn fra forskellige kulturer er et fint og opbyggende initiativ. Her lærer børnene på egne præmisser, hvordan man fungerer bedst sammen.

Det multietniske samfund er i dag en realitet. Det kræver til tider omtanke. Vi kan ikke forholde os til omverdenen, som vi har gjort siden Arilds tid. Vi er nødt til at åbne vore øjne over for andres værdier. Vi er ikke nødvendigvis nødt til at være enige, men kan godt omgås hverandre med gensidig respekt og hensyntagen trods uenigheden.

Dette stiller også krav til alle vore nydanskere. De må også åbne deres øjne over for danske værdier, selvfølgelig behøver de ikke at antage dem alle. Men en almindelig ikke voldelig tilgang til samfundet og de beboere, de lever iblandt, er en forudsætning for livet i Danmark. En åben og fordomsfri stillingtagen er nødvendig.

At leve i et moderne samfund som det danske, kræver også af den enkelte, at man tilegner sig det normsæt, vi lever under. Demokrati kommer ikke af sig selv. Det skal læres. Så lad os starte med børnene. Det er den gruppe, der lærer mest fordomsfrit. Vuggestuer og børnehaver er her en vigtig opdragelsesfaktor.

Læs også: Muslim: Vi er alle en del af Danmark

Så hvis politikerne i dag spørger sig selv om, hvad de kan gøre, kunne svaret være enkelt. Normeringerne skal tilbage igen til tidligere niveauer. Det er vigtigt at kunne sætte fokus på særlig udsatte børn, så de kan fanges i tide og ledes på den rette sti. Der skal skabes omsorg og trivsel fra dag et i et barns liv. Og de, der måtte have behov for hjælp, må vi som samfund kunne yde dem. Det er bedre at forebygge end at straffe, er en gammel pædagogisk grundregel.
 
Det danske samfund har mange gode værdier at yde sine borgere. Vi er lykkelige for ytringsfriheden og vil forsvare denne til hver en tid. Vi bliver vrede, når den anfægtes. Imidlertid betyder dette ikke, at vi skal bruge den til hver en tid uden skelen til, hvordan den kan opfattes af en eventuel modtager.

Vi behøver ikke at såre andres følelser unødigt. Måske kan vi få sagt, de ting vi anser for væsentlige på en mere hensynsfuld måde, hvis vi tænker os lidt om.

Den grundlovsfunderede ytringsfrihed skal bruges med omtanke, når vi virkelig har noget på hjerte. Brugt på rette tid og sted er den en af vore helt uerstattelige værdier.

Weekendens gruopvækkende hændelser fik også det bedste op i den danske befolkning. Pludselig genså vi ånden fra oktober 1943, hvor danskerne reddede jøderne ud af landet. Man samlede sig om den tragedie, der havde ramt de pårørende. Man søgte trøst i samværet med hinanden, og man udviste solidaritet med ofrene for udåden.

Mindehøjtidelighederne rundt i landet, blomsterne og lysene foran synagogen og Krudttønden viste, hvordan vi ønsker at leve med hinanden.

Måtte vi bevare dette sammenhold, også når hverdagen atter trænger sig på, og måtte vi bevare det grundsyn, at vi dybest set alle er ens uanset hudfarve og oprindelse. Måtte ordene: Lad os løfte i flok, blive vort motto for den hverdag, der indfinder sig.

Hanna Skop er cand.pæd.psyk. og har tidligere undervist på Carolineskolen