Besparelser på universiteterne er ikke en konkurrencestat værdig

"Radikaliseringsaftalen er baseret på en antagelse om, at ytringer kan ”underminere” demokratiet og ...

Lige siden renæssancehumanismen har universitetets primære rolle været at danne mennesker. Viden er et middel hertil – men det egentlige mål er at udklække mennesker, der selv kan tænke og forholde sig til, hvad der er viden, og hvordan man kan skabe ny viden, skriver lektor Sune Lægaard. Foto: Privatfoto

Meget af diskussionen om konkurrencestaten er misforstået. Der er ikke nogen nødvendig modsætning mellem en konkurrencestat og en velfærdsstat.
Sune Lægaard, lektor i filosofi

Der behøver ikke at være nogen modsætning mellem konkurrencestaten og dannelse. En klog konkurrencestat satser på universiteterne. Selv tilhængere af konkurrencestaten bør derfor græmmes over regeringens politik, mener lektor Sune Lægaard

Regeringens besparelser på forskning og uddannelse har ramt universiteterne hårdt. Besparelserne er blandt andet blevet kritiseret for at reducere os til ”soldater i konkurrencestaten.” Jeg er enig i kritikken af besparelserne, men diagnosen af baggrunden for besparelserne eller deres effekter er ikke tilstrækkelig.

Meget af diskussionen om konkurrencestaten er misforstået. Der er ikke nogen nødvendig modsætning mellem en konkurrencestat og en velfærdsstat. Ideen om en konkurrencestat betegner den kendsgerning, at stater befinder sig i en konkurrencesituation. Hvordan man klarer konkurrencen påvirker betingelserne for at finansiere velfærdsstaten. Mange af vore institutioner er faktisk resultater af konkurrencen – andelsbevægelsen opstod eksempelvis som reaktion på en ændret international konkurrencesituation på markedet for landbrugsprodukter i 1800-tallet. Så der kan også komme gode ting ud af konkurrence.

En af de største saltvandsindsprøjtninger til danske universiteter i nyere tid var globaliseringspuljen fra 2007 og frem, der tilførte universiteterne nye midler netop for at gøre Danmark mere konkurrencedygtig. Den daværende VK-regering og den efterfølgende SR-regering var optaget af Danmark som konkurrencestat, men dette blev udmøntet i en satsning på universiteterne.

Derfor er det skamløst af politikerne, at de nu kritiserer universiteterne for at have gjort det, de selv krævede af universiteterne. Universiteterne er ikke ”kornfede” – allerede i 2009 viste en McKinsey rapport for finansministeriet, at universitetsuddannelser er underfinansierede. Og stik imod uddannelsesministerens påstand, om at universiteterne er blevet friholdt fra de generelle beskæringer af den offentlige sektor, er taksameteret, de penge universiteterne får for at uddanne studerende, blevet beskåret hvert år.

Besparelserne er udtryk for en misforståelse fra politikernes side af, hvad universiteter overhovedet er. Politikerne tror øjensynlig, at universiteter er professionsskoler, der uddanner kandidater til at bestride bestemte jobfunktioner, hvorfor ikke–erhvervsrettede uddannelser dimensioneres og lukkes. Teologi, jura og medicinstudierne vidner om, at universitetet kan være rettet mod bestemte professioner. Men det er en grundlæggende misforståelse at tro, at universitetskandidater skal produceres til at fylde bestemte jobs.

Lige siden renæssancehumanismen og især Humbolts moderne universitet i 1800-tallet har universitetets primære rolle været en anden, nemlig at danne mennesker. Viden er et middel hertil – men det egentlige mål er at udklække mennesker, der selv kan tænke og forholde sig til, hvad der er viden, og hvordan man kan skabe ny viden. Hvor professionsuddannelser udstyrer elever med kendt viden, der skal bruges til at udføre givne funktioner, lærer universiteter studerende at tænke selvstændigt og kritisk.

Spørgsmålet er, hvad konkurrencestaten og videnssamfundet har mest brug for – professionsuddannede elever med viden om bestemte jobfunktioner, eller selvstændigt og kritisk tænkende studerende trænede i at reflektere over, hvad viden overhovedet er? Hvilke jobfunktioner flyttes ud til lavtlønsområder – de rutinepræghede eller de kritiske?
 
Der er ikke nogen nødvendig modsætning mellem konkurrencestaten og dannelse. En klog konkurrencestat satser på universiteterne. Selv tilhængere af konkurrencestaten bør derfor græmmes over regeringens politik.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og fast skribent ved religion.dk.