Brødrene Price i Rom: Angreb på kristendommen pakket ind i olivenolie og mozzarellaost

Solbakken er den niende fyring i

Solbakken er den niende fyring i Tyskland Foto: Sigrid Nygaard/ / Scanpix

"Muhammedtegningerne var det rene vand ved siden at Pricernes tur til Rom. Tegningerne var kun trods alt kun streger på et stykke papir, hvorimod brødrene lavede et direkte fysisk overgreb på kristendommen," skriver katolik og debattør Iben Thranholm

Kan du ikke tåle noget sjov? Det spørgsmål har jeg fået stukket i hovedet, efter jeg har kritiseret brødrene Prices madprogram fra Rom, hvor ydmygelse af Den Katolske Kirke var hovedingrediensen.

Jo, jeg kan skam godt tåle noget sjove bemærkninger om min kirke. Jeg holder faktisk foredrag om katolsk humor, hvor jeg fortæller jokes fra den kirkelige verden. Der lyder høje latterbrøl fra salen, og jeg selv ler gerne med. Min humor og selvironi hvad angår min tro fejler ikke noget.

Men brødrene Prices tur til Rom havde ikke intet med humor at gøre. Det var derimod et direkte angreb på kristendommen pakket ind i et tykt lag olivenolie og mozzarellaost. Havde brødrene begrænset sig til at få associationer til den hvide røg fra pavevalget over de dampende gryder, kunne man have trukket på smilebåndet, men brødrene var umættelige hvad angik gudsbespottelse.

De vanærede den sidste olie, en af kirkens syv sakramenter, gjorde tyk grin med præsters påklædning, hev pædofiliskandalerne frem og scorede billige point på at minde om konflikten om jorden som verdens centrum mellem kirken og Giordano Bruno, der blev brændt på Campo dei Fiori.

Mærkeligt nok var der ikke et eneste ord om den populære pave Frans. Vanhelligelsen kulminerede, da en Jomfru Maria-statue blev anvendt som kødhammer, til den knækkede. Afslutningvis tabte brødrene et kors ned i suppen. Programmet var en lang opskrift på, hvordan man mest usmageligt kan omgås kristendommen.

Føltes som overfald på familiemedlemmer
Muhammedtegningerne var det rene vand ved siden at Priceernes tur til Rom. Tegningerne var kun trods alt kun streger på et stykke papir, hvorimod brødrene lavede et direkte fysisk overgreb på kristendommen.

Da de tæskede løs med Jomfru Maria-figuren og tabte korset med i suppen, følte jeg det på samme måde, som hvis nogen overfaldt et af mine nærmeste familiemedlemmer. Min tro er ikke en abstrakt filosofi, men et personligt forhold til Jesus Kristus og Jomfru Maria. Det skærer mig i hjertet at se dem ydmyget og forulempet på åben skærm.

Ville alle normale mennesker ikke råbe stop, hvis de var vidne til, at deres mor blev overfaldet? Kirken er min mor. Men det er ikke kun mine personlige følelser, der gør, at jeg reagerer over for Pricerne, men også for at gøre opmærksom på, hvad jeg er begyndt at kalde for den stille kristenforfølgelse.

Pricerne og tidsånden: Angreb på kristendom er blevet populært
Jeg tror ikke, at brødrene Price som sådan har planlagt et angreb på kristendommen, men de spiller med på tidsånden. Hvad der gør brødrene så populære, er netop, at de kan levere hvad folket vil have: brød og skuespil og nu også tilsat en god omgang kasten de kristne for løverne.

For kunne man forestille sig at Pricerne ville fyre op i Weber-grillen med Koranen og stege en saftig svinemørbrad foran den blå moske i Istanbul. Eller ville de stille sig ved Grædemuren i Jerusalem og banke wienerschnitzler møre med toraruller? Nej, bestemt ikke. Til gengæld ved de, at det ikke koster noget som helst at tæske løs på kristendommen og da slet ikke Den Katolske Kirke.

Der er faktisk populært at gøre det. Firs procent af alle hatecrimes i Europa er rettet imod kristne. Men det er ikke noget, politikere gider at beskæftige sig med. Det får bare lov til at ske. Helt af sig selv. For vi kan da godt tåle noget sjov, ikke?

Pricerne normaliserer brutalitet over for kristne
Når et program som "Spise med Price" kører hetz på kirke og kristendom, har det naturligvis en forstærkende effekt. Brødrene har jo fået alle danskere til at sige rigeligt smør, og når de åbenlyst taler så nedsættende om kirke og kristendom, er det med at normalisere en ny form for brutalitet over for kristne.

Programmet og de mange hadefulde reaktioner, det har affødt, fortæller mig, at Pricernes forhånelse af kirken vækker genklang i langt større omgang i befolkningen, end jeg anede. Jeg må konstatere, at verbal vold mod kristne i det danske samfund er bredt accepteret.

Selv blandt kristne hersker der en accept af den stille forfølgelse eller måske snarere en resignerende holdning. Troende er bange for at blive sat i bås som nogen, der ikke kan tåle noget sjov, eller også har man endnu ikke indset, hvordan virkeligheden er ved at udvikle sig.

Frygt for det sekulære samfunds domme styrer desværre mange kristne miljøer i dag. Hellere kysse kejserens billede end at risikere at blive udelukket fra det gode selskab.

Ikoner på moralsk opløsning
"Spise med Price" er mere end et madprogram. Det er et tidsbillede. Der ligger en næsten uhyggelig og skæbnesvanger symbolik i, at de to livsnydere, der har gjort bugen til deres gud, stiller deres køkkenbord op foran Forum Romanum i Rom. Hvad de gerne vil bringe videre til danskerne, er at livet gælder om at spise, drikke og underholde sig til man falder død om.

Der er ingen anden mening end at proppe sig, til man revner. Tomheden fyldes ud af madorgier. Når de samtidigt bruger denne perverse omgang med mad som en platform til at kaste snavs på kristendommen, hele den europæiske kulturs fundament, bliver de ikoner på den totale moralske opløsning. Det var netop sådan en dekadence, der fik det romerske rige til at styrte sammen.

Iben Thranholm er katolik, teolog, journalist og debattør