De hellige tekster er ikke facitlister

Religionen "er" i allermest abstrakte forstand de mennesker, der producerer den, mener Mikael Rothstein. - Foto: Scanpix

KOMMENTAR

Ricardt Riis har ret i (læs indlægget her, red.), at jeg har reageret hårdt og vredt på den behandling, som han gav min kollega Tim Jensen, og det er sikkert rigtigt nok, at jeg burde have trukket vejret dybt og skrevet et lærd og gennemført argumenteret indlæg.

Der var bare intet i Riis' oprindelige angreb på Jensen, der motiverede mig i så henseende. Jeg kan naturligvis kun glæde mig over, at Riis anerkender en humanistisk og samfundsfaglig indfaldsvinkel til studiet af religionerne, men det kom ikke til udtryk i hans oprindelige bandbulle mod kollega Jensen.

Nu, da vi således kan kommunikere på sikker grund (dvs. på kulturvidenskabens vilkår og uden skelen til religiøse sager), så lad mig kort forklare de punkter, jeg anser for relevante (sandt er det, at jeg anser teologi for et religionshistorisk genstandsområde, men det orker jeg ikke at diskutere mere, beklager):

Det er en grundlæggende fejl at studere levende religioner under henvisning til deres hellige tekster alene. Alle henvisninger til Koranen som forklaring på muslimers adfærd er fortegnende, for der hersker ingen en-til-en forbindelse, men kun indirekte, kulturelt filtrerede forbindelser.

Tænk om alle folkekirkemedlemmer i Danmark blev vurderet ud fra hvad der står i Bibelen! Meningsløst! Derfor er det, populært sagt, ret ligegyldigt, hvad der står i de hellige skrifter, når vi diskuterer religion, kulturmøde etc. De hellige tekster er ikke facitlister. De læses forskelligt og bruges forskelligt overalt. Mennesker har magt over teksterne, ikke omvendt.

Det er den fordummende skripturalisme, jeg sigter til, når jeg afviser, at kristne og muslimer er forskellige, fordi der står pæne ting i Bibelen og slemme ting i Koranen.

Tekster er potentialer, muligheder, som mennesker bruger forskelligt. Mange protestanters og muslimers tekst-kult gør, at folk tror, at teksten rummer religionen, men det gør den ikke. Teksten indgår i religionen. Religionen "er" i allermest abstrakte forstand de mennesker, der producerer den.

I det hele taget er der tale om en besynderlig essentialisering når man taler om religioner som en slags væsener med et særligt indhold. Hvordan kan "kristendom" være noget særligt, når de kristne fordeler sig på 30.000 forskellige retninger?

Hvordan kan "islam" være noget bestemt, når der findes muslimer i hele verden, folk der end ikke begriber hinandens sprog? Hvorfor dette snit ind i stoffet? Hvorfor ikke konstatere, at der findes krigeriske og modbydelige folk i begge religioner, og naturligvis det stik modsatte?

Kristendom og islam er to puljer, og løfter man alt det ækle ud af dem, får man ækle mennesker, løfter man det smukke og gode ud af dem, får man det modsatte. Og sådan gør mennesker i et evigt rod og mix - godt og skidt.

Religionerne har ingen essens! At hævde det er det samme som at sige, at man kun kan sige noget bestemt med et givent sprog, at man f.eks. kun kan bande eller kun synge salmer. Begge dele er jo løgn, for man kan det hele.

Naturligvis er religionerne forskellige, og naturligvis er kulturer forskellige. Naturligvis foretrækker vi noget frem for noget andet, og naturligvis er alt ikke lige godt, når vi selv skal vurdere det.

Analytisk betragtet må man imidlertid fastholde relativismen som nødvendig i studiet af religionerne. Hvordan ellers forstå folk med andre forudsætninger end en selv? Den evne kan uproblematisk gå hånd i hånd med både moralsk og politisk stillingtagen; jeg er f.eks. hverken glad for hårdkogte kristne eller muslimer, men uden modvilje mod kristne og muslimer, der også har plads til en fritænker som mig i verden.

Den stereotype ide om det kristne som noget i sig selv godt og islam som essentiel ond er forrædderisk mod virkeligheden. Og når det modsatte hævdes af muslimer er det præcis ligeså forkasteligt.

Jeg fastholder i øvrigt, at Riis' karakteristik af Tim Jensens arbejde er fortegnende og uforskammet, og at hans insisteren på at sortere ham fra som forsker med ret til bevillinger er forargelig og udtryk for uvidenhed og arrogance.

Tillad mig i øvrigt at forlade debatten nu, da jeg om få dage rejser væk en tid.

Mikael Rothstein
Lektor i religionshistorie, Københavns Universitet