Når selvcensur er det etisk rigtige

Ytringsfriheden er nedfældet som en juridisk beskyttet rettighed, fordi det etiske rum skal holdes åbent, det rum, hvor det skal være muligt at tage moralsk rigtige afgørelser præget af respekt for forskellighed. Det er derfor, vi ikke styrker ytringsfriheden ved at krænke andre, men undergraver den, mener Raag Rolfsen, der er dirketør for Areopagos. Foto:

Ytringsfriheden er ikke en abstrakt ret, som hænger løst i luften. Den finder sted, når jeg giver rum for, at den anden kan tage plads

Ytringsfrihed er den andens ret til at ytre sig, før den bliver min ret. Den er afledt af den andens ret til at være sig selv. At ytre sig er at tage plads i det offentlige rum, skriver direktør Raag Rolfsen

Fra journalister og karikaturtegnere har det sammenstemmende lydt efter terroren i Paris: "Det, vi nu må passe på, er selvcensuren". Flere har taget til orde for fælles publicering af Charlie Hebdos karikaturer, så terroristerne bliver forvirrede og ikke ved, hvem de skal angribe.

Mange, både fra venstresiden og højresiden i politik, har ligeledes fundet det rigtigt at sige, at de – på trods af at de fordømmer handlingerne, lider med ofrene og forsvarer ytringsfriheden – ikke er Charlie.

Respekten for andre handler ikke om identifikation, men om en genuin anerkendelse af forskellighed: Jeg er ikke Charlie, men jeg vil kæmpe for din ret til at være det.

Læs også: Tegninger og terror: Har vi ret til at krænke andre? 

Ytringsfrihed er en afledt rettighed. Sagt på en anden måde: Ytringsfrihed er den andens ret til at ytre sig, før den bliver min ret. Den er afledt af den andens ret til at være sig selv. At ytre sig er at tage plads i det offentlige rum.

Ytringsfriheden er ikke en abstrakt ret, som hænger løst i luften. Den finder sted, når jeg giver rum for, at den anden kan tage plads.
 
Den franske filosof Emmanuel Levinas hævder, at det er i mødet med det etiske ansvar for at give den anden plads, at jeg vågner op i min menneskelighed.

En argumentation for, at tiden nu er inde til konfrontation på ytringsfrihedens vegne, forholder sig dermed destruktivt til ytringsfrihedens moralske grundlag. Selvcensuren er ikke bare en lige så privilegeret mulighed som ytringsfriheden – tilbageholdenheden befinder sig ved ytringsfrihedens kilde.

Ved at vise generøsitet og storsind giver jeg den anden ret til at ytre sig, til at tage plads. Min ret til at ytre mig fremkommer som en mulighed for at respondere på den andens tiltale. I yderste instans vil jeg ikke have ret til at ytre mig uden først at have lyttet til den anden.

Når selvcensuren fremstilles som den største fare efter angrebene i Paris, bunder det i en sammenblanding mellem det etiske og det juridiske niveau i tilværelsen. Ytringsfriheden er nedfældet som en juridisk beskyttet rettighed, fordi det etiske rum skal holdes åbent, det rum, hvor det skal være muligt at træffe moralsk rigtige afgørelser præget af respekt for forskellighed.

Det er derfor, vi ikke styrker ytringsfriheden ved at krænke andre, men undergraver den.

Læs også: "Muslimer bør ignorere Charlie Hebdos tegning" 

Verden er i de sidste hundrede år gået fra at bestå af homogene kulturer og befolkningsgrupper, som eksisterer side om side, til en situation, hvor disse kulturer og grupper er viklet ind i hinanden. Migration og revolutioner i kommunikationsteknologi har ført størsteparten af jordens befolkning fra enhedssamfund til mangfoldighedssamfund. De fleste af de konflikter, vi oplever i dag, kan spores tilbage til denne udvikling. Det gælder også de uhyrlige udslag i Frankrig.

I vor del af verden er karikaturer og satire et meget udviklet sprog for at kritisere magt og privilegier. Der findes to forudsætninger for, at denne form for kritik fungerer. For det første at sproget bliver forstået i den kulturelle kontekst, som kritikken er rettet mod. For det andet, at kritikken sparker magten nedefra.

Læs også: Katolikker splittet over Charlie Hebdo

Hvis disse forudsætninger ikke er til stede, så fungerer det kritiske sprog ikke efter sin hensigt. Hvis satiren ikke opfattes som satire, så opfattes den som hån. Hvis sparket opleves, som om den stærke sparker på den som allerede ligger ned, så fører det til vrede og ønske om hævn.

I en verden, hvor det er vestlig magt og vestlige værdier, som har haft fremgang i den pågående globalisering, kan det være, at det er sådan, satire opfattes. Det ville være en mærkelig slutning, hvis vi konkluderer, at vejen til et fungerende mangfoldighedssamfund går gennem krænkelser og hån.
 
I den nuværende situation må vi derfor spørge os selv, om en vis tilbageholdenhed er det etisk rigtige valg.

Raag Rolfsen er direktør for Areopagos. Areopagos er en kristen organisation, som arbejder med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni i Danmark og Norge - og i Kina, hvor Areopagos blev grundlagt i 1922.