Derfor bør kristne kende den jødiske løvhyttefest
Jødernes løvhytter forkynder, at vi ikke har et blivende sted her. På den måde vidner de fra en kristen betragtning stille om vort eneste faste sted, Jesus, frelseren, skriver sognepræst Jan Holm Mortensen. Læs eller genlæs i anledning af løvhyttefesten, som begyndte fredag aften
Løvhyttefesten (Sukkot) er en af den jødiske festkalenders største fester. Man bygger små hytter i haven, på altanen eller sågar på taget. De ortodokse jøder går op i at finde en helt fejlfri lulav, en lille buket med en dadelpalme-, en myrte- og en pilegren kombineret med en citron.
Påske og pinse genkender vi som en del af det kristne kirkeår, men hvor blev løvhyttefesten af? På Bibelens tid havde løvhyttefesten et dobbelt perspektiv ganske som påske og pinse. Det var både en høstfest og en fejring af Guds frelse i forbindelse med Sinajpagten. Det var festen for frugthøsten (indsamlingsfesten).
Løvhytterne blev netop brugt ved denne anledning, som midlertidige grenhytter ude ved marken. Her sov man, mens høsten stod på. Sådan vogtede man over de modne afgrøder og undgik at spilde tid med at gå ud og hjem. Befalingen om at bo i løvhytter ved Herrens tempel skulle understrege, at det er Herren, der er høstens giver og vogter.
Var ørkenvandringen noget at fejre?
I Tredje Mosebog kapitel 23 knyttes denne høstfest til en frelseshistorisk begivenhed: I skal bo i løvhytter i syv dage for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten. Høstens midlertidige løvhytte (grenhytte dækket med løv) bliver et billede på ørkentidens midlertidige telte (grenhytter dækket af skind).
Det virker umiddelbart overraskende, at det skulle være noget at fejre. For de 40 år i ørkenen var jo en prøvelsestid, en straf! Et mere naturligt klimaks ville vel have været en fejring af indvandringen i det forjættede land! Selve målet!
Og så alligevel. Netop ude i ørkenen stod det klart, at folket var helt afhængigt af Gud, og at han var hos dem. Han ledte dem som en trofast hyrde ved skysøjlen om dagen og ildsøjlen om natten, gav dem vand af klippen og manna at spise og så videre. Han var deres eneste faste holdepunkt.
I den forstand var ørkentiden en idealtid! Når folket kom ind i landet, ville fristelsen derimod være at få et fast sted der og glemme Gud (Femte Mosebog kapitel 8 vers 12-18).
Løvhyttefesten peger frem mod evigheden
Løvhyttefesten ser således ikke bare tilbage til en idealtid men også frem. Det forjættede land var nok målet for Sinajpagtens frelse men bag landet ligger løftet om LANDET, den nye pagts land, det ny Jerusalem, Guds rige.
Festen peger frem på den dag, da Herren vil komme på den store høstdag og indsamle sit folk i sit rige og tage bolig hos det, lige så tæt og nært som i ørkentiden. Sådan beskriver profeterne netop Herrens dag med billeder fra løvhyttefesten (se for eksempel Esajas' Bog kapitel 4 vers 3-6; 48, 20-21, Zakarias' bog kapitel 14).
Jesus erklærede løvhyttefesten opfyldt i sig selv
Denne tanke føres videre i Det Nye Testamente, hvor den endelige frelse også beskrives med billeder fra løvhyttefesten (især i Johannes' Åbenbaring kapitel 7 vers 9-17 og kapitel 21-22). Hvor påske og pinse er opfyldt i Kristus venter vi altså stadig på opfyldelsen af denne fest, men festens indhold: Gud med os, er allerede åbenbaret i og med Jesus Kristus, der teltede iblandt os (Johannesevangeliet kapitel 1 vers 14).
Dette allerede-perspektiv udfoldes i Johannesevangeliet kapitel 7-10, hvor Jesus står frem under en løvhyttefest og erklærer festen opfyldt i ham: Den, der tørster, skal komme til mig og drikke, Jeg er verdens lys, Jeg er den gode hyrde. Jesus er Gud hos os.
Disse udsagn knytter sig direkte til de særlige vand- og lysritualer, man havde under denne fest på Jesu tid (som beskrevet i Mishna). Men det er der ikke mulighed for at gå i detaljer med her.
Festen, de kristne stadig venter på
Når vi ikke fejrer løvhyttefest i det kristne kirkeår (selvom det ville give god mening), ligger der den pointe i det, at det er endetidens store fest, som vi stadig venter på. Festen, som ikke er endegyldigt opfyldt endnu. Løvhyttefestens allerede-perspektiver: 1) At Gud allerede har taget bolig iblandt os ved Jesu fødsel - fejrer vi til jul. 2) At Jesus allerede bor i vore hjerter ved sin Ånd - fejrer vi til pinse (jf. Joh. 7,37-39).
Men hvis ikke vi ved, at vi ikke fejrer løvhyttefesten og hvorfor vi ikke gør det, ja, så er vi gået glip af en dyb pointe og vigtige betydningssammenhænge i Det Nye Testamente. Derfor bør vi som kristne kende den jødiske løvhyttefest.
Vi har ikke et blivende sted her, forkynder jødernes løvhytter - også i dag. De vidner fra en kristen betragtning stille om vort eneste faste sted, Jesus, frelseren. I hans hytte skal der engang fejres en evig løvsalsfest, som Brorson formulerer det i sin salme over Johannes' Åbenbaring kapitel 7 (DDS 571). I hans hytte er vi allerede hjemme.
Dette er den tredje artikel om jødernes efterårsfester i et kristent perspektiv. Du kan læse de to første her og her.