Det glemte Europa
KRONIK: I forglemmelse af, hvad Europa egentlig er, foregår forfølgelsen af de kristne i Europa og ødelæggelsen af den kristne arv så godt som i stilhed - det gælder for eksempel i Kosovo
I den stolte fejring af Europa og jublen over dets udvidelse synes bevidstheden om selve Europas væsen at være fraværende. Det, man hylder, er Europa som magt. Man glemmer, at det egentlig europæiske ikke er andet end den kristne forkyndelse, som har modelleret de forskellige europæiske folks sind og sjæl og givet sig udslag i en bestemt livsforståelse, love, skikke og store kulturelle værker. I denne forglemmelse af, hvad Europa egentlig er, foregår forfølgelsen af de kristne i Europa og ødelæggelsen af den kristne arv så godt som i stilhed. Jeg tænker på Kosovo.
I dagene den 17.-19. marts blev over 30 kirker og klostre i Kosovo brændt, sprængt i luften og forvandlet til ruinhobe. Kirker såsom Den Frelsende Kristus og Den Hellige Nikolaus (begge fra 1300-tallet) er blevet til navne over anonyme bunker af sten. Brøkdele af ikoner, af manuskripter fra middelalderen, af kalkmalerier og krucifikser overlevede i askebunkerne. Knogler af helgener og af serbiske konger fra middelalderen blev spredt omkring på ødelagte kirkegårde. Af Den Hellige Jomfru Ljeviska- domkirken (1307) og det underskønne Devic-kloster (1400-tallet) i de grønne højder er kun brændte mure tilbage.
Med disse kirker og klostre forsvinder de store kunstfærdige kalkmalerier og de brede hvælvinger, som under søndagens guddommelige liturgi samlede himlen og jorden, de levende og de døde omkring den opstandne Kristus. Med dem forsvinder ikke blot endnu en del af serbisk ånd og kultur, men også en uerstattelig del af Europas kultur, historie og kunst, ja, af det, der er Europas fundament: den kristne tro.
Endnu 30 kirker og klostre blev i løbet af blot to dage føjet til listen over de 112 kirker og klostre, som blev tilintetgjort eller delvis ødelagt siden sommeren 1999, da FN og NATO overtog magten i den serbiske provins. Mange af dem havde overlevet 500 års osmannisk herredømme. De overlevede ikke FN's og NATO's afmægtige fred. Skønt der er 18.000 fredsbevarende tropper på stedet. Af det kristne Kosovo er der nu kun fire intakte klostre tilbage.
Det er ikke længe siden, at talebanernes sprængning af Buddha-statuerne i Afghanistan blev opfattet som en utilgivelig terroristisk handling. Men når selve Europas fundament, åndeligt og kulturelt, er under angreb, vækker det ikke den samme forfærdelse. Det, som foregår i selve Europa, synes, ved en mærkelig synsforvrængning, meget længere væk og mindre oprørende end det, der fandt sted på et andet kontinent. Og dog er det Europas sjæl, der er under angreb.
Det, der foregår i Kosovo, er ikke ligegyldige »uroligheder«. Det er en »organiseret og planlagt« handling, en »pogrom imod et folk og dets historie«, som NATO's kommandant for Sydøst-europa, admiral Gregory G. Johnson, har defineret det. Det er »etnisk udrensning«, som det amerikanske senat formulerede det i sin resolution 326 af 31. marts. Det er serbernes hjem (over 500), som er blevet brændt. Det er serberne (over 4000), som er blevet jaget væk. Det er de kristne kirker, som bliver fjernet fra jordens overflade: Mange steder bliver selve fundamentet gravet op, så intet spor kan blive tilbage. De, som gør det, er muslimske albanere. Konflikten mellem kristendom og islam er ikke til at komme uden om. Det er terroristiske handlinger rettet mod en bestemt tro og kultur.
I netop denne tid, da kampen mod terroren - den islamistiske terror, vel at mærke - er blevet til det altafgørende punkt på den internationale agenda for USA og Vesteuropa og har givet anledning til krigen mod Afghanistan og Irak og til jagten på Osama bin Laden, bør opmærksomheden rettes mod den terrorisme, som rammer det gamle Europa. Først nu kan man rigtig se, hvad Serbien var oppe imod i Kosovo (de albanske ofre i Kosovo under Milosevic var ikke 100.000; der var ca. 3000 døde, både albanere og serbere), og forstå, hvor uundgåelig kampen var imod den albanske terroristiske separatistbevægelse UCK (Kosovos Befrielseshær), som selv er en facet af den islamiske »hellige krig«.
Som Alexandre Del Valle fortæller i sin bog fra 2002 »Le Totalitarisme islamiste à l'assaut des démocraties«): (Den islamiske totalitarisme til angreb på demokratierne, red.) »Siden 1993 dukker albanske islamistiske grupper op i Kosovo og i Nordalbanien ... Således Abu Bakr al-Sadik-gruppen, forbundet med bin Laden-nettet. ... Efter sin aktivitet i Bosnien ... danner Abu Bakr al-Sadik-enheden UCK's første bataljoner af helligkrigere ... Fællesmålet for al-Qaeda og for mere respektable islamiske magter såsom Saudi-Arabien var grundlæggelsen af en islamisk stat gennem hellig krig og omvendelse, første etape mod en stor islamisk stat for alle muslimer på Balkan, med vægt på Bosnien, Kosovo og Albanien.«
Citatets indhold er stadig aktuelt. Dele af det gamle Jugoslavien er ved at blive (gen)islamiseret (Bosnien); de kristne kirker i Makedonien bliver også angrebet og brændt. Abu Bakr al-Sadik-gruppen er fortsat aktiv i Mitrovica-området. Muslimske »humanitære« organisationer såsom al-Haramain spreder wahhabi-litteratur og har bygget fem moskeer alene i Decani-regionen. Kosovo er på vej til at blive et rent albansk og muslimsk område, der, som bebudet af Bajram Rexhepi (premierminister for Kosovos provisoriske regering) i sit interview med Financial Times den 19. april, vil kræve selvstændighed.
For at forstå begivenhederne i Kosovo og separatistbevægelsens egenart (UCK) er det nødvendigt at tage dens oprindelse i betragtning. Dens begyndelse går tilbage til Pristina Universitet, grundlagt i 1970, en periode, da Kosovos uafhængighedsstatus blev uddybet i overensstemmelse med marskal Titos konstante politik med at svække Serbien. Universitetet i Kosovos hovedstad blev et revolutionært centrum, forsynet med bøger fra Enver Hoxhas stalinistiske albanske regime og med militante professorer, hvoraf nogle var sikker-hedsagenter fra Albanien. I begyndelsen af 1980'erne fandtes allerede en separatistbevægelse, som kæmpede for en marxistisk-leninistisk albansk stat i Kosovo. Efter kommunismens fald forsvandt marxismen, men ikke den totalitære idé eller det albanske projekt. Marxismen blev skiftet ud med islamismen, partiaktivisten med guerilla-krigeren, particellerne med det terroristiske net. Hashim Thaci, oprindeligt en studenteraktivist fra Pristina, blev senere UCK's magtfulde politiske leder. Der er en idémæssig og faktuel kontinuitet mellem den marxistiske og den islamistiske totalitarisme. Begge to river kirkerne ned og efterlader landene i ruiner.
De ortodokse kirker og klostre i
Kosovo hører med til den kristne arv i Europa. Med et udtryk fra Solzjenitsyn vil jeg sige: »I disse sten lagde deres forfædre det bedste, de havde i sig.« Deres forfædre var også vore forfædre - Europas forfædre.
Det er de forfædre, som bevarede deres tro i kampen mod osmannerne og gav det øvrige Europa en enestående kristen kunst (arkitektur og kalkmalerier) og en heroisk digtning (Kosovo-eposset), som har været en af inspirationskilderne i den vestlige romantik. I kirkernes og klostrenes sten indridsede de deres tro på Kristus som opstandelsens Herre. Det er det, kirkerne og klostrene i Kosovo forkynder: troen på opstandelsen. Det er den tro, som også er lagt i serbernes nationaldag. Deres nationaldag er dagen for nederlaget og døden på Kosovo Polje den 15. juni 1389. Det er nemlig, fremhævede jeg i min bog fra 1999, (»Det sidste slag på Solsortesletten«), nederlaget som selvopofrelse og døden som vejen til opstandelsen. De seneste nyheder fra Kosovo er endnu et vidnesbyrd om den levende tro på opstandelsen. En måned efter, at deres klostre og kirker blev lagt i ruiner, er munkene vendt tilbage til De Hellige Ærkeengle-klostret, nonnerne til Devic-klostret og de almindelige troende fra Belo Polje til Den Hellige Gudsmoder-kirken. De holder liturgi i teltene og er i gang med at genopbygge deres helligdomme. Det er dem, der ved at gøre alvor af deres tro også redder Europas væsen. De minder det øvrige Europa om selve meningen med Europa: den mening, som synes at blive glemt i glansen fra den store fejring og selvhævdelsens larm.
Monica Papazu er mag.art. og forfatter
Læs kronikken i morgen om
det officielle sprog af Niels Davidsen-Nielsen, professor
og formand for Dansk Sprognævn