"Dyb sorg er fysisk, og døden er kold"

I mine arme gryntede han to gange, så jeg i et glimt nåede at håbe, han alligevel ville klare det. Men det var bare reflekser i hans krop og mit sind, skriver sognepræst Carsten Mulnæs, om dengang han mistede sin nyfødte søn.

Operationsstuen sitrede af uhyggeligt tavs travlhed, mens de arbejdede på at kalde min dødfødte søn til live. Noah var hverken død eller levende, da de endelig holdt inde, så jeg kunne døbe ham og over ham lyse velsignelsens ønske om Herrens fred. 

Det var et fortvivlende vanvid, da de pludselig genoptog mareridtet: Læger giver for sent op, fordi de i situationen kun tænker "mekanisk-fysisk" og ikke på den menneskelige eksistens, der skal bære et liv som voldsomt hjerneskadet efter iltmangel, hvis den ikke får lov at dø i fred. 

I mine arme gryntede han to gange, så jeg i et glimt nåede at håbe, han alligevel ville klare det. Men det var bare reflekser i hans krop og mit sind.

Sorgens erfaring var så fysisk, at dem, der ikke har prøvet det, vil vige tilbage for at høre om dens morbiditet. Jeg mærkede duften af våd jord, da Noahs lille kiste var sænket og sukkede, at det var godt, han kom hjem, hvor livet leves omkring ham. 

Inden da var vi flere gange kørt tilbage til sygehuset for at nå at holde ham igen, inden det var for sent. Et for omverdenen uforståeligt behov for at klemme et frossent lig ind til sig i fortvivlelsens proces med at lindre fantomsmerter fra sjælens amputation. 

LÆS OGSÅ: Livet er blevet større efter tabet af min datter

En nat drømte jeg, at jeg med de bare næver gravede ham op for at holde ham igen, men han var blevet ti år. Dage, der aldrig kom. Mennesker, der kender tabets hudløshed, forstår sorgens fysik - af fravær. 

Men det er relationens intensitet, der gør det. Det fysiske er ikke ting. Stærk tilknytning findes i relationer og erfares i levende live fysisk. 

Barnedødsfald er tabu

Fortvivlelsen finder sit fysiske udtryk. Mennesker kan være "ude af sig selv" i elskovens rus eller i sorgens desperation. I begge dele er de i virkeligheden mere indenfor i deres kroppe end nogensinde ellers. Derfor udelukker elskov og sorg heller ikke hinanden. Men det er relationer, det drejer sig om. 

En overfladisk debat om fysisk opstandelse har provokeret mig til at fortælle disse få træk fra en personlig historie. Det var det fine interview med Zenia Stampe i Kristeligt Dagblad den 30. januar, der gav mig mod på det. 

Vores sunde og raske Noah på 4 kilo blev ramt af en tilfældig ulykke, der hedder moderkageløsning, og døde ved fødslen. 600 danske familier rammes årligt af sorg over et barnedødsfald i familien. Men emnet er tabu.

Et liv, der ikke så dagens lys, anerkendes ikke som et barn, hændelsen omtales ikke som et dødsfald, og forældrene mødes derfor heller ikke i deres sorg med et relevant sprog. Der tales om et "foster, der ikke blev til noget"; at "det gik til"; forsikringsselskabet anser ikke dødsfaldet for en "ulykke; og en klage til myndighederne over fejlbehandling tages ikke seriøst. 

LÆS OGSÅ: 10 børnebøger om døden

Imens tænker forældrene på egen hånd morbide tanker, som skyldes, at tabet sidder så dybt i kroppen, at intet kan blive mere fysisk. 

Dyb sorg er fysisk, og døden er kold. Interviewet med Zenia Stampe havde mange sande og livsbekræftende facetter. Her fortalte hun med en alvorlig tyngde, som kun levende erfaring kan give, om sorgens integration af tab. 

Hun antydede - og åbenlyst bedre end mange teologer vil være i stand til det - hvor uforsvarligt såvel dogmatisk som sjælesørgerisk mange udsagn i den overståede opstandelsesdiskussion har været. 

Tre temaer, hvormed hun modigt beskriver indholdet af en personlig tro for sin lille Olga, burde være det uopgivelige centrum i kristen sjælesorg og enhver teologisk tale om opstandelsen: anerkendelse, eksistens og samhørighed. Ligeså fysisk sorgen kan beskrives som erfaring af fravær, ligeså ubrugeligt bliver udtrykket "fysisk opstandelse" som lakmusprøve på, om tro er "kristen" eller ej.

Kødets opstandelse handler om os mennesker

Vandmærket i luthersk teologi hedder "pro me" og stammer fra, at det for Luther var et kardinalpunkt, at det er ligegyldigt, om du tror det ene eller det andet, hvis ikke du tror, det er sket for dig. 

Troens tillid (fiducia) retter sig hverken mod rigtige eller forkerte ”fakta”. Jesu opstandelse er kun opbyggelig som vores opstandelse. Kødets opstandelse handler følgelig slet ikke om Jesu krop, men om os mennesker! 

Rettroende læreudsagn om Jesu opstandelse er teologisk tidsspilde, hvis ikke de kobles til eget håb. Som historisk kendsgerning er det spilfægteri og måske endda skadeligt for nogles vej til at finde troen. 

Omvendt: håber du på en opstandelse, så kan dette levende håb og Jesu opstandelse fra de døde indgå i en bæredygtig fortolkning af eksistens i tid og evighed.

LÆS OGSÅ: Jeg finder idéen om at opstå fra de døde uhyrlig

Men både sorg og håb henter sit materiale fra det fysiske liv, vi levede her. Himlens evighed er gjort af det ”stof”, der blev vævet i en jordisk tilværelse. Det afgørende i såvel sorg over den "mistede", som i drøm om "gensyn" eller tryghed ved, at de døde, vi kender, på kirkegården ligger ”sammen", er vores tilknytning til dem nu. Det 20. århundredes største dogmatiker, Karl Barth, indrammede dette forhold med sit smukke udtryk for det evige liv: ”Verewigung gelebten Lebens”. 

Der er nemlig en merværdi i det at være menneske: Du er med-menneske. Relationen er et mellemværende på godt og ondt. Det er i disse forhold, at livets mening udspiller sig. I tilværelsens mellemrum her i vores fysiske verden finder Gud sted. 

Ordets dobbeltbetydning er tilsigtet, selvom det måske var mere præcist at sige: ”at Gud indfinder sig”. Gud kommer jo ikke et andet sted fra. Der er kun én verden, og Gud kommer fra sig selv. Fysik er således ikke fremmed for Gud, men "sted" kommer bare til at betyde noget andet end geografi og topografi, når vi bruger det om Gud.

Livet drejer sig om relationer

Allerede Luther forstod metaforer langt mere avanceret, end når dagens fysikalister anklager nutidens symbolister for kætteri. (Luther udfoldede betegnende nok sin metaforforståelse i sin lære om Kristi realpræsens i nadveren). 

Metaforer er ikke ugentlig tale. Som om de bare i æstetisk øjemed bruger et overført udtryk i en ulogisk sammenhæng. Derimod er det en grundlæggende egenskab ved sproget selv at sætte verden i bevægelse, når den tiltaler os. Derfor tror vi også kun på evangeliet, hvis det er bevægende at høre på.

Som ånd indfinder Gud sig og finder sted i vores verden ved at forandre den. Han skænker kødets opstandelse, når han endegyldigt tilsiger syndernes forladelse.

Troen på dommedag er således intet andet end retfærdiggørelseslæren i yderste konsekvens: I guddommelig barmhjertighed er vores eksistens retfærdiggjort. Kort eller lang med både sejre og nederlag. På den måde handler det evige liv ikke om det fysiske livs uendelige fortsættelse, men om det skabte livs fuldendelse. I Gud.

Livet drejede sig om de relationer, som konstituerede tilværelsen i glæde og sorg og blev en fysisk erfaring på godt og ondt. I frelsen inddrager Gud os i det liv, vi med traditionen kalder ”treenigt”. For Gud er kærlighed, og i opstandelsen vedkender Gud sig sit kærlighedsforhold til mennesket. 

Evangeliets håb er en anerkendelse af det levende livs relationer, som udspillede sig i kød og blod. Sådan er det kødets opstandelse. 

Zenia Stampe beskrev ”samhørigheden” i relationerne som troens og håbets omdrejningspunkt. Meningsfuld tale om opstandelsen forløber netop ikke i instrumentelt sprog om kausale eller historiske forløb, men ”eksistentielt” om relationer. 

Det kristne eskatologiske håb forkynder Guds forsoning og forklarelse af brudte og afbrudte forhold. Den kristne tro bekender med Paulus det modsatte: at ethvert forældre-barn-forhold er opkaldt efter treenighedens himmelske Fader (Ef. 3,15).

Carsten Mulnæs er sognepræst.