"Døden kommer på plads med et begravelsesritual"

Kirkens begravelsesritual bringer døden på plads for de pårørende, der skal leve videre med den afdøde i deres hjerter og tanker, skriver sognepræst Martin Herbst

Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg elsker at begrave folk. Der er noget sørgmodigt over ethvert livs afslutning, og nogle gange er dødsfald tragiske eller meningsløse. Men jeg holder meget af den måde, vi begraver folk på i kirken og har gjort det gennem århundreder.

Grunden er den enkle, at vi gør det på en passende måde. Hvorfor jeg lige præcist vælger at benytte udtrykket passende om begravelsesritualet, vil jeg vende tilbage til sidst i beskrivelsen.

To ekstreme måder at omgås døden
Det kan ellers være sin sag at forholde sig til døden, dens uomstødelige kendsgerning til trods. I den forbindelse kan man tale om to ekstremer.

Som det ene yderpunkt har vi den nekrofile. Den nekrofile elsker døden. Han føler sig draget af den og fascineres af den. Det lyder dæmonisk, og det er det også. Det siges, at Hitler var nekrofil. Ifølge psykologen Erich Fromm kunne han blive helt tændt, når han betragtede et lig.

Hvor andre lukkede øjnene og havde fået nok, spærrede han dem op og ville have mere. Nu er det gudskelov et fåtal af mennesker, der lider af nekrofili.

Der er langt flere, der lider af dens modsætning, der dermed udgør det andet yderpunkt. Det modsatte af nekrofili er nekrofobi.

Den nekrofobiske frygter døden. Hvor den nekrofile drages til døden, flygter den nekrofobiske fra alt, der har med døden at gøre. Det kan komme til udtryk ved, at man bryder sammen, hver gang der tales om døden, eller man deltager i en begravelse. Nekrofobi kan også vise sig som en manisk besættelse af sundhed, motion og et overgearet pilleforbrug.

Døden er overvundet af Kristus
Kristendommen indebærer en opløsning af både nekrofili og nekrofobi. Man nærmer sig døden uden at blive opslugt af den. Den holdes på afstand, uden at man flygter fra den. Det er det, der sker, når vi deltager i en begravelse.

Som præst befinder jeg mig midt i det hele. Foran mig, og lidt hævet, står alteret. Det ligner en kiste på tværs. Den lighed er helt tilsigtet. Bag mig og nede i kirken står kisten på langs. Kisten foran mig er tom. Kisten bag mig er fuld. Tilsammen udgør de to kister et kors. Midt i dette krydsningspunkt står jeg og vender mig skiftevis mod alteret og forsamlingen.

Min opgave er at oversætte det himmelske budskab om, at døden er overvundet af Kristus til hjerter, der ofte er fulde af sorg og forvirring. Min opgave er endvidere at leve mig ind i deres tanker, følelser og minder og vise, at ethvert menneskes liv, i særdeleshed det, der nu har nået sin afslutning, peger mod noget større, peger mod Gud, hvorfra alt liv kommer.

Ritualet sætter døden på plads
I dette møde kommer døden på plads. Den kommer på plads helt konkret i kisten. Den kommer på plads hos deltagerne, der nu skal leve videre med den afdøde i deres hjerter og tanker. Og den kommer på plads hos Gud. Ikke ved, at den overtager pladsen. Det ville være nekrofili. Heller ikke ved, at den bliver fornægtet. Det ville være nekrofobi. Den får en plads, en passende plads.

Og det er her, jeg vil vende tilbage til min indledende bemærkning om brugen af ordet passende. For et ritual er ganske enkelt en handling, der passer sig for en given sammenhæng. Ritual kommer af det græske arariskein, passer sammen.

Således er begravelsesritualet det, der gør, at døden kommer på plads, på en passende måde. Og det har ikke så lidt betydning for det liv, vi hver især lever.

Martin Herbst
Sognepræst og panelist på religion.dk