Er en ny generation af muslimske ledere på vej?

Det er kun muslimske teologer, der er opvokset i det danske samfund, som kan tolke islam ind i en dansk kontekst. Noget tyder på, at disse danskfødte muslimske teologer nu er ved at træde ind på scenen, vurderer interreligiøs konsulent Mogens Mogensen

Som en respons på TV2's dokumentarserie ”Moskéerne bag sløret” har tre imamer sammen med fem muslimske organisationer, der repræsenterer størstedelen af muslimerne i Danmark, offentliggjort en kronik i Jyllands-Posten i går under overskriften ”Moskéen uden slør”.

Indledningsvis er det værd at lægge mærke til, hvem der har forfattet kronikken. Det er tre imamer, der har det til fælles, at de alle er født og opvokset i Danmark, at de er i 30’erne, og alle har studeret islam på universiteter – og har deltaget i dialog med repræsentanter for andre religioner og livssyn i Danmark. Der er altså tale om en helt anden type imamer end dem, som vi mødte i dokumentarudsendelserne, og som for de flestes vedkommende var vokset op i en helt anden kultur og ikke talte dansk, men prædikede, undervist og rådgav på arabisk.

Det er også vigtigt at notere sig, at disse tre imamer alle er en del af Dansk Islamisk Center, som er en forening og en moské, der opererer på dansk. Det er denne forening, som har taget initiativet til denne kronik – og for øvrigt også til den pressemeddelelse, ”Åbenhed er nøgleordet”, som en række muslimske organisationer efterfølgende har underskrevet, og som blev udsendt efter den første udsendelse om ”Moskéerne bag sløret”. Noget tyder på, at en ny generation af velintegrerede muslimske ledere nu er ved at træde frem som repræsentanter for muslimerne i Danmark. Hvad har de så at sige til ikke bare Jyllands-Postens læsere, men til hele den danske befolkning?

For det første bekender de sig til den åbne debat, som Danmark er verdenskendt for, og som højskolekulturen har bidraget til. Derfor anerkender de også, at det er ”helt i tråd med den danske ånd”, at TV2's dokumentar ”Moskéerne bag sløret” tog en række emner op, som relaterer til muslimerne i Danmark som for eksempel kvindesyn, børneopdragelse og overholdelse af dansk lov.

Samtidig anker de dog over, at udsendelserne giver ”et højst kritisabelt, misvisende og forudindtaget billede af imamers og moskéers rolle”. Efter min mening har forfatterne ret så langt, at alle de ”sandheder”, der er blevet afsløret, jo ikke tilsammen giver et dækkende billede af danske imamer og danske moskéer – men det er et problem, som ikke kun vedrører pressens behandling af muslimer! Men grundlæggende må man da glæde sig over, at de muslimske ledere bekender sig til den frie debat, som er en vigtig del af dansk kultur.

For det andet understreges det, at danske muslimer udgør en meget mangfoldig skare etnisk, sprogligt, kulturelt, socialt og religiøst. Denne nuancering går desværre ofte tabt i debatten om muslimer i Danmark. Denne mangfoldighed gælder også spørgsmålet om holdningen til eksempelvis stening. Forfatternes holdning er, at spørgsmålet er irrelevant i en dansk hverdag, fordi strafferet ”ikke hører ind under privatpersoners eller moskéers resort. Vi anerkender, i øvrigt i fuld overensstemmelse med almen islamisk jura, at statsmagten har dette monopol”.

Denne tilgang til stening, og for øvrigt også andre hudud-straffe, får imidlertid ikke spørgsmålet til at gå væk, for man kan stadig med god ret tillade sig at spørge ind til, hvilket ideal-samfund muslimer forestiller sig, om det er et samfund, hvor stening og andre hudud-straffe skal have en plads. Det svarer til, at man med god ret kunne udfordre kommunister – da vi under den kolde krig havde et kommunistisk parti - med spørgsmålet om, hvorvidt de i påkommende tilfælde gik ind for en voldelig revolution og proletariatets diktatur?

For det tredje gives der en meget oplysende beskrivelse af imamers funktioner i moskeerne og i de muslimske samfund, af imamers forskellige uddannelse eller mangel på samme, og af imamers forskellige arbejdsvilkår. Det burde glæde politikere, at kronikkens underskrivere har været med til at lancere en islamisk teologisk uddannelse på Københavns Universitet, og at de ønsker at arbejde frem mod ”en form for certificering, der kan sikre, at alle eksisterende og kommende imamer i Danmark får indsigt i dansk lov og kultur.” Det er en meget prisværdig, men samtidig vanskeligt gennemførlig plan, de her giver udtryk for, men der er grund til at alle gode kræfter – også blandt politikere – bakker op om denne bestræbelse.

For det fjerde er det magtpåliggende for forfatterne at imødegå den opfattelse, at ”religiøse muslimer og især imamerne og moskeerne repræsenterer ’mørke kræfter’, der modarbejder det danske samfund”.

For de tre imamer handler det derimod om sammen at værne om og udvikle det fælles samfund. Det er derfor meget opmuntrende, at de rækker hånden ud til politikere og civilsamfund til dialog og samarbejde om de udfordringer, der findes i de muslimske miljøer.

For det femte præsenteres planen om at udvikle ”et manifest, der tager udgangspunkt i en dansk-muslimsk virkelighed”. For, som de siger: ”Koranens ord, som ifølge muslimer er Guds levende ord, skal kunne omsættes til den situation, man måtte befinde sig i, og skal give mening i den moderne tid”. Her lægges der op til udviklingen af en dansk islam, en tolkning af islam, hvor man for alvor inddrager den danske kontekst.

De går så vidt som til at skrive, at det handler om ”at finde løsninger, som kan forene deres tro med det at være borger i Danmark, både de skrevne og uskrevne regler i form af love, forpligtelser, normer osv.”

De finder blandt andet belæg for denne holdning i Koranens udsagn om, at man skal overholde sine aftaler, og her handler det om de aftaler, som man indgår ved at være borger i et bestemt samfund. Det er en proces, som kun muslimske teologer, der er opvokset i og dermed helt fortrolige med det danske samfund, kan gennemføre. Noget tyder på, at disse danskfødte muslimske teologer nu er ved at træde ind på scenen. Det skal blive spændende at følge denne proces frem mod udviklingen af en dansk islam.

Der er politikere, debattører og kommentatorer, som principielt anvender en mistænksomhedens hermeneutik over for muslimer i Danmark, og de vil sikkert forholde sig lige så kritisk over for denne kronik som overfor de meget problematiske ting, som TV2's udsendelser afslørede. Nogen har den holdning, at hvis en imam siger noget, som er imod danske værdier, så er det forkasteligt, og hvis en imam udtaler sig i overensstemmelse med danske værdier, så taler han nok med to tunger. Og derfor vil de slå hånden af de muslimske ledere, der rækker hånden frem til dialog og samarbejde – også om de udfordringer, som de anerkender, der er i muslimske miljøer.

Det er ikke det, der er brug for i dag. Det danske samfund er i de senere årtier på alle måder blevet langt mere mangfoldigt, også når det gælder religioner, og der er ingen vej tilbage til Morten Korchs danske mono-samfund. I stedet for at skubbe muslimer, som dem de tre imamer bag denne kronik repræsenterer, fra os, skulle vi naturligvis indgå i en dialog med dem, og naturligvis også en kritisk dialog, hvor vi også drøfter de problemer, som TV2's udsendelser afdækkede. For som imamerne skriver: ”Vi har alle et ansvar for at opbygge tilliden og lede efter det bedste i hinanden”.

Mogens Mogensen er interreligiøs konsulent. Du kan læse flere af hans indlæg på hans egen blog, hvor også dette indlæg er hentet fra.