En syntese mellem terapi og sjælesorg er mulig

Terapeutisk sjælesorg er en teologisk kvalificeret omsorg for troen og den troende, som udføres parallelt og integreret med en psykoterapeutisk kvalificeret omsorg for den psykiske side af det pågældende menneskes vanskeligheder, skriver Bent Falk.

I november 2006 udkom min bog "I virkeligheden -- Supervision i gestalt-terapeutisk sjælesorg". (Forlaget ANIS, 224 sider, 249 kr.). I den forbindelse er jeg blevet bedt om at skrive lidt på denne hjemmeside om begrebet "terapeutisk sjælesorg" og begrundelsen for at tage emnet op i en bog på nuværende tidspunkt.

"Sjælesorg" er den del af præsternes arbejde, der går ud på gennem samtale med mennesker at hjælpe dem til rette med deres tro, når de kommer i vanskeligheder med den. Det har altså ikke specielt noget med sorg at gøre. Det er en fordanskning af det tyske ord "Seelsorge", og "Sorge" på tysk betyder ikke sorg, men omsorg (engelsk "care").

Sorg er bare én ting, der kan komme til at rokke ved et menneskes tro, men det er der også meget andet, der kan - for eksempel en moralsk konflikt eller en vanskelighed ved at forlige sig med en bestemt kirkelig retnings udlægning af den bibelske tekst.

"Terapi", i denne forbindelse underforstået "psyko-terapi", betyder behandling med henblik på at helbrede en sygelig mental tilstand. Terapeuten er altså en slags læge, mens sjælesørgeren snarere ser sig selv som samtalepartner eller sparringspartner i en eksistentiel samtale med en person, der ikke er syg, men som er kommet i vildrede om sine valg og orientering i livet, og som forsøger at hjælpe sig med troens kompas.

"Terapeutisk sjælesorg" er en kombination af de to begreber, som blev foreslået første gang af den betydelige psykoterapeut (gestalt på jungiansk baggrund) Elise Frigast, der desværre døde kun 67 år gammel i 1995, og som var min første lærer i gestaltterapi.

Anledningen var, at hun i efteråret 1982 skulle undervise på Præstehøjskolen i Løgumkloster. Her ville man for første gang føje en introduktion i psykoterapeutisk praksis til det sædvanlige pensum med teoretisk undervisning i sjælesorgens teologiske aspekter og i de forskellige terapeutiske systemers karakteristika.

Forslaget stødte på en del modstand fra præsteside, fordi "man jo ikke var kommet på teologisk kursus for at blive psykoanalyseret", og fordi "man ikke skulle psykologisere troen", som det hed. Den første indvending var udtryk for, at mange troede, al psykoterapi var psykoanalyse. Den anden var udtryk for en frygt for, at psykologien ville nedskrive Gud som en objektiv og magtfuld virkelighed uden for mennesket til nogle subjektive religiøse følelser og fornemmelser, og en frygt for, at den ville relativere menneskets ansvarlighed i verden ved at bortforklare al skyld som skadelige påvirkninger under opvæksten - og måske endda ensidigt betragtede kristendommen som en af de mest skadelige af disse påvirkninger.

Kombinationen af tro og terapi stødte også på modstand fra psykolog- og psykoterapeutside. Man frygtede, at indførelsen af en værdidimension i den terapeutiske sammenhæng ville undergrave terapiens formodede "objektivitet" og føre til manipulation af klienterne i retning af, at de skulle overtage en bestemt livsanskuelse. Man frygtede også, at en kristen baggrund for terapien ville indebære en håndfæstning for terapeuten i retning af ikke at udfordre en neurotisk adfærd, hvis klienten gav den en religiøs begrundelse.

Når min bog tager denne gamle konflikt op nu så mange år efter, er det dels fordi, der er sket meget store fremskridt hvad angår mødet mellem teologi og psykologi, hvilket nok kunne være værd at dokumentere. Dels er det fordi konflikten -- desværre -- ikke er ophørt. I hvert fald ikke fra teologside.

En begavet ung teologisk doktorand lod sig i forbindelse med forsvaret for sin phd-afhandling for ikke så længe siden interviewe i Kristeligt Dagblad under en overskrift om, at vi må have "psykologien ud af sjælesorgen". Det er en strømpil for genkomsten af dén dogmatisk bestemte (det betyder i denne forbindelse desværre det samme som fordomsfulde) modstand mod en erfaringsbaseret (fænomenologisk) teologi, som pastoralpsykologiens pionerer måtte kæmpe med i 1970erne.

Denne genopdukkede psykologiforskrækkelse viser sig også ved, at de værdifulde begreber -"spiritualitet" og "åndelig vejledning" er kommet til at stå for forskellige former for religiøs adfærd (måder at bede og meditere på), som i høj grad ser bort fra og i værste fald tildækker den religiøse persons psykiske karakteristika, livshistorie og eksistentielle dilemmaer.

Spiritualitet og åndelig vejledning er "in", fordi det hermed mest drejer sig om at være "åndelig" som en form for væren, hvor man lader det stå hen, hvad det er for en ånd (indhold), der vejledes i, og hvordan den ånd passer i en konkret given krop.

"Pastoralpsykologi" er derimod ved at være et glemt begreb. Det står for en psykologi, der er relevant for og anvendt på menighedsmedlemmernes liv og præstens formidling af det kristne budskab. Måske er grunden til, at begrebet er gledet i baggrunden blandt andet den, at nogle af pastoralpsykologerne i sin tid i deres begejstring over at have fået redskaber til at opløse kirkeskabte neuroser og sygeliggørende bibeltolkninger var ved at glemme den pastorale side af sagen til fordel for den psykologiske. Det pastorale er arbejdet med den kristne tro som erfaret kontakt med den Gud, Jesus Kristus troede på.

Det er med andre ord efter min mening velbegrundet fortsat at argumentere for en ægte integration af psykologi og teologi / psykoterapi og sjælesorg. Det vil sige en helhedsanskuelse, hvor man tager alvorligt, at mennesket psykisk set er målrettet, og at det eksistentielt (åndeligt) set er værdiorienteret.

Eftersom målet for vores stræben uløseligt er forbundet med de værdier, vi identificerer os med, vil en psykologisk betragtning af et menneskes kamp for at komme til rette med livet være ufuldstændig uden en bevidstgørelse omkring de værdier, der styrer den; og tilsvarende vil et menneskes åndelige stræben mod et liv i fuld, "organismisk" konsekvens af dets styrende værdier være ufuldstændig uden en undersøgelse af, hvilke psykiske barrierer en forandring af livsførelsen vil støde på.

Det er den sammenhæng mellem erfaring og værdier, der enkelt kan udtrykkes gennem de tre grundspørgsmål i den fænomenologisk-eksistentialistiske terapiform (Gestaltterapi). Det er den terapi, som min bog handler om, og som jeg anser for at være den, der mest oplagt peger på muligheden af en syntese mellem terapi og sjælesorg. Spørgsmålene lyder:

1. Hvad vil du?
2. Hvad kan du gøre for at opnå det?
3. Hvad vil du gøre for at opnå det?

I alle tre spørgsmål hører det konkrete, jordnære, umiddelbart erfarbare og de overordnede, styrende værdier, der hverken kan måles eller vejes, uløseligt sammen; og der ligger i denne klare konstatering, så vidt jeg kan se det, ikke nogen fare, hverken for værdirelativering eller manipulation. Det mener jeg er en tilstrækkelig begrundelse for begrebet "terapeutisk sjælesorg", som jeg konkluderende vil definere på denne måde:

Terapeutisk sjælesorg er en teologisk kvalificeret omsorg for troen og den troende, som udføres parallelt og integreret med en psykoterapeutisk kvalificeret omsorg for den psykiske side af det pågældende menneskes vanskeligheder. ("I virkeligheden..." s. 14).

Hvad integrationen af terapi og teologi indebærer for læsningen af bibelteksterne (eksegesen), er den anden væsentlige begrundelse for at tilstræbe den. Hvad dette angår, tillader jeg mig at henvise til "I virkeligheden...", og til min tidligere bog, "Kærlighedens pris I og II", som udkom på ANIS i 2005, og som rummer en del eksempler på terapeutiske perspektiver i Jesu lignelser, i dogmatiske lærestykker og i de kirkelige ritualer.

Bent Falk
bentfalk@post6.tele.dk

Bent Falk er cand.theol. og psykoterapeut MPF, tidligere sygehuspræst og nu privatpraktiserende psykoterapeut i Hellerup. Han driver en omfattende undervisnings- og foredragsvirksomhed i Danmark og udlandet, og han har udgivet bøgerne "At være dér, hvor du er" om samtale med kriseramte (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1996; 7. oplag 2006), "Kærlighedens pris I og II" med teologisk-psykologiske essays (Anis, 2. udgave 2005) og "I virkeligheden -- Supervision i gestalt-terapeutisk sjælesorg" (Anis 2006).