EU bør insistere på religionsfrihed i Mellemøsten og Nordafrika

Det er nu, medlemslande som Danmark skal stå deres prøve: Hvilken rolle skal rettigheder – herunder retten til tros- og religionsfrihed – spille i samarbejdet med tredjepartslande? Bør disse rettigheder ikke være en del af handelsaftaler i Mellemøsten og Asien? Er danske politikere villige til at lade pengene følge formuleringerne og værdierne omkring tros- og religionsfrihed? Spørger generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen. Foto: Leif Tuxen

På skrift prioriterer EU religionsfrihed. Men ønsket om at beskytte mindretal må følges op af handling, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

Forholdet mellem religion og den internationale liberale samfundsorden er et område, som længe blev ignoreret af politikere og forskere.

Efter den kolde krigs afslutning var den almindelige forståelse, at ligesom Vestens liberale ideologi havde sejret i Europa, sådan ville den også ville sejre blandt EU’s sydlige naboer i Mellemøsten og Nordafrika. I disse år bliver denne forståelse mere og mere tvivlsom, al den stund religion ser ud til at fylde mere og mere i konflikter: Boko Haram i Nigeria og Islamisk Stat i Syrien og Irak er blot to eksempler fra den daglige nyhedsstrøm.

I EU findes der en nystartet tværpolitisk gruppe om tros- og religionsfrihed (Intergroup on FoRB & RT (Freedom of Religion and Belief and Religious Tolerance)), mens det amerikanske udenrigsministerium siden 1998 har haft en permanent kommission (USCIRF, United States Commission on International Religious Freedom), der har til opgave at overvåge og rapportere udviklingen inden for tros- og religionsfrihed.

Jeg var onsdag d. 2. juni i Bryssel til en præsentation af de årlige rapporter fra EU og det amerikanske udenrigsministerium om udviklingen inden for religionsfrihed.
Der er flere interessante punkter at notere sig, både i forhold til ligheder og forskelle mellem USA's og Europas håndtering af spørgsmål om religionsfrihed og i forhold til den EU-politik, som vi fremover vil se - og som også vil have indflydelse på den danske politik på området.

Traditionelt har religionsfrihed ikke haft så stor politisk bevågenhed i Europa, mens det i længere tid har været en prioritet i USA. Baggrunden for dette er det sekulære Europa over for det mere religiøse USA. I den forbindelse er det værd at minde om, at graden af sekularisering i Europa ikke blot er højere end i USA, men adskiller Europa fra resten af verden – det er Europa, der er undtagelsen i henseende til sekularisering! Helt grundlæggende rejser det spørgsmålet om hvad denne sekularisering betyder for politiske prioriteringer:

Kan man tænke sig, at det betyder et EU, som står mere famlende overfor, hvordan man skal forholde sig til religiøse aktører? Har EU nogen klar ide om, hvordan liberale demokratier skal respondere på de voldelige handlinger, som begås i en religions navn? Er der noget, EU kan lære af den amerikanske indsats på dette område?

I den årlige amerikanske rapport fra USCIRF er hovedpointerne, at 2014 blev det mest dystre år for religionsfrihed i nyere tid med tiltagende religionsforfølgelse og enorme flygtningestrømme som konsekvens.

Den humanitære krise kræver øjeblikkelig indsats i Syrien og Irak såvel som i den Centralafrikanske Republik og Nordnigeria. Men indsatsen stopper ikke ved dette. I det lange løb er garantien for sikkerhed og fred nemlig tros- og religionsfriheden. Kun fuld anerkendelse af behovet for tros- og religionsfrihed kan sikre både majoriteters og minoriteters velfærd i det lange løb, hævder rapporten. Eftersom religionsfrihed ikke eksisterer som en isoleret ret, så må de fundamentale problemer omkring korruption og ulige fordeling af ressourcer og muligheder samtidig adresseres. Manglende tros- og religionsfrihed må derfor ses som indikator på dybtliggende sociale og sekteriske konflikter.

Der er allerede en refleksion i gang i EU omkring tros- og religionsfrihedsproblematikkerne. Refleksionen er tydelig i de guidelines, EU udsendte i 2013. Det er disse guidelines, de enkelte medlemsstater nu opfordres til at implementere på nationalt niveau.

Disse guidelines opfordrer til protest over krænkelser, protest i forhold til misinformation, ansvarliggørelse af overtrædere og fastholdelse af staters generelle ansvar. Desuden understreger EU's guidelines sammenhængen mellem ytringsfrihed og religionsfrihed: Religionsfrihed er ikke blot retten til privat at tænke og tro som man er blevet overbevist om, men indebærer også en social dimension med offentlig anerkendelse.

Den nyeste rapport fra EU's tværpolitiske gruppe om tros- og religionsfrihed omhandler udviklingen i 2014. Rapporten beskriver en række lande og giver desuden en række anbefalinger.

Inden for EU er retten til gudstjeneste, religiøse skoler, uddannelse af præster samt synagoge-,tempel-, kirke- og moskebyggeri en stadfæstet ret med nogle veldefinerede undtagelser. Blandt EU’s sydlige naboer i Mellemøsten og Nordafrika er denne ret langt mere begrænset, især i forhold til ikke-muslimske grupper.

Specielt kristne grupper har været trængte i det sidste årti: mere end 1 million kristne har forladt Irak siden 2003 og flere hundredetusinder har forladt Syrien siden borgerkrigens start i 2011. Ønsket om at beskytte disse mindretal har været en af de vigtige grunde til, at EU har udfærdiget de tidligere omtalte guidelines.

Ønsket om at beskytte de kristne grupper fremhæves i den rapport, som blev præsenteret i Bryssel onsdag d. 2. juni. For at religionsfriheden skal blive til faktisk politik må medlemsstaterne tilslutte sig og implementere EU's guidelines.

Det er nu, medlemslande som Danmark skal stå deres prøve: Hvilken rolle skal rettigheder – herunder retten til tros- og religionsfrihed – spille i samarbejdet med tredjepartslande? Bør disse rettigheder ikke være en del af handelsaftaler i Mellemøsten og Asien? Er danske politikere villige til at lade pengene følge formuleringerne og værdierne omkring tros- og religionsfrihed?

Herskere og regimer kommer og går. For religiøse mindretal betyder det et usikkert og omskifteligt livsvilkår, når de er afhængige af ’stærke mænd’ som Saddam Hussein eller Bashar al-Assad. Kun når hele samfund forpligter sig på religionsfrihed – og det vil sige frihed for de anderledes tænkende og for minoriteter – kan mindretallenes sikkerhed beskyttes.

Manglende frihed og ustabilitet hos EU’s sydlige naboer påvirker Europa i form af bådflygtninge (flere end 200.000 i 2014) såvel som i form af jihadisme, anti-semitisme og islamofobi i Europa (Paris januar 2015, København februar 2015). Arbejdet for religionsfrihed er derfor et arbejde for sikkerhed både i Danmark og i resten af verden, der sigter mod universelle rettigheder og fungerer som modgift til ekstremisme, misinformation, diskrimination og forfølgelse.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.teol.ph.d. og generalsekretær i Dansk Missionsråd.