Fællesskabet er afgørende under ramadanen

Det er utrolig vigtig for min overlevelse af ramadan-månedens store og små udfordringer, at jeg er en del af et fællesskab, skriver cand.mag. Nancy Mohammed Al-Shahrour

Ramadan-måneden åbner op for den sanselige kærlighed. Kærlighed til Allah. Allahs kærlighed til mennesket. Kærlighed mennesker imellem.
Menneskets sanser bliver bevidstgjort og forstærket under fasten. De bliver ledt derhen, hvor kærlighed og omsorg bliver den fastendes stærkeste redskab.

En af de grundlæggende kerneværdier, som er vigtig at pleje og dyrke i ramadanen, er fællesskabet. Det at være en del af et fællesskab er utrolig vigtig for min overlevelse af månedens store og små udfordringer.

Ramadanen er som et maratonløn, og forsyningerne til løbets lange distance kommer i alle afskygninger – for mig kan det være en kollega, der viser forståelse for, at jeg typisk er mere stille af bare udmattelse ved 13-14-tiden.

Det kan også være et middel at hvile – som dengang jeg i al hemmelighed dasede hen på en henlagt, rød sofa på min tidligere arbejdsplads. En varm sommerdag fik jeg øje på den, og vi fandt hurtigt ud af, hvordan vi bedst kunne få forholdet til at fungere: en hurtig invadering, når chancen bød sig. Den blev mit kæreste eje. Dermed undgik jeg kantinens duftende retter og synet af de overdådige kager.

Det muslimske sammenhold og ”brother”-spirit er til at mærke på min nuværende arbejdsplads, hvor folk med forskellige nationaliteter og etniske baggrunde udgør et af firmaets varemærker.

Her behøver vi ikke at spørge hinanden, hvordan det går med fasten – ansigternes bleghed og de tunge, slæbende skridt taler sit tydelige sprog. Jeg vil bekende, det er mindre udfordrende at arbejde et sted, hvor mangfoldigheden er til at se og opleve.

Spørgsmål, som ”jeg har bagt en rigtig lækker jordbærtærte, vil du ikke have et stykke”, og kommentarer, som ”Du sulter dig selv, og hvad gør det egentlig godt for, at du heller ikke må drikke?”, hører heldigvis til sjældenhederne.

Bønnen, maden og brydningen af fasten om aftenen (iftar) er vigtige omdrejnings- og samlingspunkter. Madlavningen bliver en kunst, hvor alle kneb gælder, så længe det er halal.

Det virtuelle fællesskab kan tydeligt mærkes i facebookgruppen "Tid til Iftar”. Her deler folk lystigt ud af deres kreative madeksperimenter og inspirerer hinanden med ideer til mad baseret på blandt andet det arabiske, pakistanske, tyrkiske og marokkanske køkken.

Siden er blevet et multikulturelt Masterchef-program! Her kæmper man dog ikke mod hinanden, men med hinanden, hvilket gør betydningen af maden i ramadan-måneden noget ganske særligt.

Desværre er der mange muslimer, der ikke har familie eller venner, de kan dele deres iftar med. Derfor er det særlig glædeligt, når muslimer sørger for hinanden og for de ensomme i ramadan-måneden.

Dette sker eksempelvis i Dansk Islamisk Råds moské på Vingelodden 4, hvor der hver evig eneste dag i ramadanmåneden bliver serveret iftar-middag til folk, der ikke har de økonomiske midler til at få et næringsrigt måltid. Her står frivillige ildsjæle klar til at lave mad i moskéens køkken, og udover dem er der frivillige, som hjælper til i form af indkøb af varer. Hvis man ikke har tid til at være med til arrangementet, kan man bage en kage eller donere penge – alt kan bruges, så disse mennesker får en god oplevelse og en værdig behandling.

Jeg har en dyb respekt for de mennesker, der gør dette hver evig eneste aften!

For hvad er et måltid, når man ikke kan dele følelsen af samhørigheden og fællesskabet?

Når den første dadel spises og den varme suppe strømmer ned i mig, føler jeg, at hver enkel åre i min krop vækkes til live.

Det er den samme følelse af glæde, jeg mærker, når mit blik udveksles med andre fastende, når fasten brydes. Et blik af taknemmelighed. Et blik af udmattelse. Og bagved disse blikke ligger en genkendelig fornemmelse af sejr, som var det en bitter og endeløs kamp, der blev vundet.

Nancy Mohammed Al-Shahrour er cand.mag. i arabisk.