"Faldne engle peger på kampen mellem det gode og det onde"

Nogle teologer mener, at det ondes oprindelse skyldtes et fald i engleverdenen, skriver ph.d. og cand.theol Jørn Henrik Olsen. Her ses en falden engel skildret af den franske maler Alexandre Cabanel Foto: Wikimedia Commons

De faldne engle rejser sig i pagt med, at mennesket selv vil navngive verden og vil være årsag til sit eget liv, skriver ph.d. og fakultetsleder Jørn Henrik Olsen

Tankerne om engle og faldne engle knytter sig til store spørgsmål i kristendommen. Vel, der har været gjort mange spekulationer op og ned gennem tiderne om for eksempel de faldne engles betydning.

Hvordan forklarer man ondskab?
Hvis alt skal føres tilbage til Gud, Skaberen, er han også direkte eller indirekte årsag til alt det onde. I denne forståelsesramme en monistisk opfattelse - har nogle forklaret, at det ondes oprindelse skyldtes et fald i engleverdenen.

Ud fra en såkaldt dualistisk forståelse siges det, at Gud er god i absolut forstand, og at han derfor ikke kan være årsag til det onde. Når det onde alligevel er en uundgåelig skæbnemagt i verden, så skyldes det, at det onde eller den onde har et andet ophav en Gud. Der har således eksisteret to magter, en god og en ond.

Nogen tilfredsstillende forklaring finder vi ikke rigtig på spørgsmålet om de faldne engle og deres tilblivelse. Når det gælder spørgsmålet om det ondes ophav er det bedste svar måske, at det onde skyldes sig selv.

Man bør møde engledyrkelsen med skepsis
I de bibelske skrifter finder vi et par antydninger om et fald i engleverdenen. Forestillingen om Satan som en engel, der er faldet fra Gud, findes dog især i essæernes skrift Krigsrullen, et dødehavsskrift. Han beskrives som Guds modpol og har andre engle under sig.

I dag findes der en ny interesse i engle og faldne engle, som må høre til under det, som kristne må møde med en god portion skepsis. Det handler nemlig tit om rene spekulationer. Det usynlige skal vel ikke navngives eller synliggøres af os? Man kan læse en advarsel om at fordybe sig i egne syner og om engledyrkelse i Kolossenserne 2,18.

Englene kræver dybest set ikke en særlig og selvstændig interesse. De faldne engle bliver hurtigt til hvidt-løftige engle! Moderne engleterapi, hvor englene får tillagt en masse funktioner, kan bruges til meget i nutidens søgen efter mening og sammenhæng.

Kampen mellem det gode og det onde har betydet noget for mennesker til alle tider. Derfor møder vi også lidt forskelligartede overleveringer om engle. De faldne engle har spillet en rolle især i middelalderen og i en kristen sammenhæng. Myter og sagnomspundne fortællinger uden for de bibelske beretninger og tekster har således fyldt meget.

I Bibelen finder vi som antydet intet hurtigt eller nemt svar på spørgsmålet, hvordan en god og skabende Gud kan være årsag til det onde (dualistisk verdensbillede), så behovet for spekulation via myter og andre fortællinger har været der fortløbende. Lucifer-morgenstjernen var betegnelsen for djævelen hos kirkefædrene, jf. Esajas 14,12 og Lukas 10,12, hvor stjernen var en nedgående stjerne eller et lyn.

Dante skrev om den faldne morgenstjerne
Denne faldne oprører Satan var oprindelig Guds hjælper, men vedkommende engel faldt fra både opgave og kald. I den middelalderlige forestilling er Lucifer så blevet til den smukke frister, en skøn falden engel.

Oprørsenglens fald har en lang og sammensat historie. Hos Dante (den italienske forfatter Dante Alighieri, 1265-1321 i hans hovedværk Den guddommelige komedie findes et stort episk digt om en rejse gennem helvede, skærsilden og paradiset) bliver Lucifers fald på forunderlig vis til menneskehedens frelse.

Lysbringeren Lucifer, Guds morgenstjerne ville ikke nøjes med at være netop det. Han ville være sig selv. Han ville bestemme selv og have magten over mere end det, der egentlig var tildelt ham, altså ud over sine fastsatte evner og kræfter.

Efter oprøret mod Gud og faldet borede Lucifer sig ned i jordens indre, nærmest som en tragt og skabte helvede som en afgrund i jordens indre. Heraf også forestillingen om, at helvede er under jorden, modsat himlen over os.

Faldne engle betegner Guds fravær
Ud fra Dantes beskrivelse ligner helvede mest et krater med klippeafsatser, hvor de syv dødssynder straffes. Det bliver tungere jo dybere, man kommer ned. Nederst i bunden af tragten, på helvedes koldeste sted, sidder Lucifer/djævelen fastfrosset i is til maven, fordi han forrådte Guds skaberværk, kærlighedens gave, inkl. livets kilde og Guds gode vilje.

Lucifer repræsenterer Guds fravær, det vil også sige håbløshed, kærlighedens og troens fravær og kulde. Den overskydende jord fra styrtet fra himlen skød ud på den anden side af jorden, på den sydlige halvkugle (modsat Jerusalem) og tog form som et kegleformet bjerg. Det er skærsilden, hvor de allerede frelste opholder sig på vej mod den himmelske salighed. Her sker renselsen. Her sones dødssynderne. Lucifer skaber helvede ved sit styrt fra himlens tinde, og paradoksalt nok bliver det årsag til håb for mennesker, da skærsildsbjerget skyder op som frelsens mulighed.

Der findes mange moderne modstykker til de gamle vingede budbringere og væsener, der lignede strålende, mangeøjede hjul. I hver tiende popsang fra de sidste 30-40 år omtales englene.

Englenes magt er livgivende, magisk og usædvanlig. Faldne engle er måske nok en truet art i dag. De har trange kår. Det skyldes, at kristendommens fortællinger på grundlag af både i Gammel og Ny Testamente ikke lever så stærkt i menneskers bevidsthed. Skabelsens gudsbillede står ikke så markant længere. En konsekvens er efter min bedømmelse, at livets alvor står i fare for at smuldre, fordi gudsbilledet bliver utydeligt. Alt, læs alt, bliver så sødt og pakket så smukt ind i glimmer og vat, når gudsbilledet forvandles i lyset fra mennesket selv.

Der er dog noget modsætningsfyldt i dette, fordi der findes i nutiden en fascination af de faldne engle. Også med inspiration fra gammel tid. Man ser ikke, at hvis mennesket skal frelses fra det onde, så må Kristus gøre det. Han er alene årsag til, at mennesket kan frelses eller retfærdiggøres ved tro.

Faldne engle får plads i en privatiseret religiøsitet
I flere nyere religiøse miljøer er der sket en ophævelse af skellet mellem det gode og det onde. En falden engel er egentlig én, der ikke vil høre Gud til, men én der vil sig selv og sit eget magtsyge univers, én der kan alt selv og ikke vil anerkende, at der er noget, som er større end den selv.

Derfor er den gamle tvist og tvetydighed mellem godt og ondt kommet på en hård prøve, fordi der gøres mange forsøg i dag på at skabe veje mellem noget gammelt, traditionelt og helligt på den ene side og tidens senmoderne, religiøse følelse og tænkning på den anden side.

Både i litteraturen og musikken findes der eksempler på, hvordan de faldne engle gøres til positive formidlere i en moderne åndelig verden. De faldne engle rejser sig i pagt med, at mennesket selv vil navngive verden og vil være årsag til sit eget liv. Under dette fortegn eller udgangspunkt udfolder interessen sig for engle, dæmoner, gode og onde åndsmagter sig. Selv de såkaldte faldne engle kan også få deres plads og betydning i en privatiseret religiøsitet.

Jørn Henrik Olsen
Fakultetsleder på Menighedsfakultet
Cand.theol., ph.d.