"Familiens svigt kan skubbe konvertitter mod radikaliserede miljøer"

Når jeg taler med unge, som er endt i radikaliserede fællesskaber, fortæller de ofte, at de ikke tror på fællesskabets ideer, men snarere mangler et andet fællesskab at være en del af. De føler sig udstødte af deres familier og venner, skriver cand.mag. Nour Tessie Jørgensen

Et stort antal af danskere med etnisk dansk baggrund konverterer hvert år til islam. Procentdelen af dem, der bliver, det vi kalder ”radikaliseret”, er en så ubetydelig procentdel, at vi ganske enkelt ikke bemærker dette, men når en sag om en terrormistænkt, konverteret 15-årig pige fra en lille dansk by går landsdækkende, som det skete i sidste uge, bliver dette pludseligt et iøjnefaldende emne.

De fleste, der konverterer, gør det i slutningen af teenageårene og starten af tyverne. Gennem konverteringen prøver de at finde deres identitet og et fællesskab, som de føler tilknytning til. For rigtig mange unge mennesker giver islam mening og svar på de spørgsmål, de har gået og tumlet med i deres hverdag.

De unge bliver konstant konfronteret med alverdens ulykker og livets besværligheder på sociale medier, da internettet gør hele verden tilgængelig i deres hænder. Dette afføder eksistentielle spørgsmål, der kræver svar, men mange unge brænder inde med disse spørgsmål, fordi de ikke har noget sted at gå hen med dem. Nogle unge finder disse svar ved at konvertere til islam.

Konvertitter savner anerkendelse
I mit arbejde med konvertitter får man dagligt henvendelser fra konvertitter, som har svært ved at håndtere relationen til deres familie, fordi de oplever, at deres familier afviser dem eller nægter at tale om deres valg af religion. Flertallet af konvertitter oplever at være udstødte eller føler, at deres familier har vendt dem ryggen.

Jeg kan godt forstå, at familier kan opleve frygt og en form for skam ved deres børns valg, men en negativ og aggressiv reaktion fra familien kan i ekstreme tilfælde skubbe konvertitten mod lukkede ”radikaliserede” miljøer.

Jeg forstår også godt, at man som forælder ønsker at pålægge andre skylden og bortforklare sit barns valg med hjernevask, når de havner i usunde religiøse miljøer, men realiteten er, at hvis der ikke er nogen at hjernevaske, er der heller ingen, som vil have succes med dette. Ved at afvise sit barn, nægte at tale om dets tro og udvise fjendskab, når det ønsker at tale om sit valg, skubber man kun barnet mod at søge fællesskaber, hvor de føler sig accepteret og anerkendt.

De fleste forældre vil gerne tale med deres børn om følelser, identitetsproblemer, sex, interesser og lignende emner, som deres teenagere går igennem, men nogle forældre anerkender ikke, at søgen efter religion kan være et lige så vigtigt emne. Når jeg taler med unge, som er endt i fællesskaber, vi definerer som radikaliserede, beretter mange af dem, at de ikke tror på de såkaldte ”ekstreme” tanker og ideer, men de føler ikke, at de har et andet fællesskab at være en del af. De føler sig udstødte af deres familier og af deres venner. De føler sig fremmedgjorte i det land, som de betragter som deres hjemland.

Landet over er det muligt for forældre til konvertitter at komme i kontakt med dansk-talende imamer og etnisk danske konvertitter, som har været igennem samme udvikling som forældrenes konverterede teenager. Det er vigtigt, at der bliver skabt dialog mellem disse imamer/ældre konvertitter og forældre til unge konvertitter, da min erfaring viser, at dialog og italesættelse af ens frygt fremmer forståelsen og kan resultere i, at konvertitten ikke føler sig udstødt af sin familie.

Dialogerne kan også have den positive effekt for forældrene, at de får et indgående kendskab til, hvilke fællesskaber blandt muslimer, der betragtes som radikaliserede, og hvilke der ikke gør. Dermed lærer de at kende forskel på ”radikaliseret” og almen muslimsk praksis og kan gribe ind, hvis deres barn skulle få for stor interesse for den førstnævnte.

Nye konvertitter afprøver forskellige fællesskaber
Det er mit indtryk, at en stor del af radikaliseringen handler om at føle sig anerkendt og accepteret i et fællesskab. Når man ikke længere føler sig accepteret af sin familie og i flere tilfælde også sine gamle venner, så er man mere sårbar og har nemmere ved at ende i ekstreme fællesskaber.

Min erfaring viser, at flertallet af konvertitter efter konverteringen skal finde deres egen plads som dansk muslim, og derfor afprøver de forskellige fællesskaber. Det er fejlfortolket at tro, at en konvertit har taget et endeligt valg ved at konvertere.

Det er først ved konverteringen en egentlig udvikling starter, og det er der, der kan sættes ind, hvis man ønsker at påvirke den enkelte konvertit og hans/hendes udvikling positivt. Allerede etablerede muslimske fælleskaber bestræber sig på at imødekomme konvertitter og skabe dialog mellem dem og deres omverden for at forhindre, at de søger ekstreme fælleskaber for anerkendelse og accept.

Mange unge muslimer føler sig også stigmatiseret, og på samme måde, som vi konstant italesætter en ”os og dem” på sociale medier, oplever disse konvertitter også konstant at skulle vælge ”side”. Det er nemmere at ”vælge side”, når det i dag udføres ved et klik på en like-knap på facebook.

Men det sort-hvide billede fra de sociale medier repræsenterer ikke nødvendigvis virkeligheden, tværtimod gennemgår den enkelte konvertit en svær udviklingsperiode, hvor han/ hun prøver at finde sig selv, og det, som giver mening for dem. Det er netop her, de har brug for at kunne indgå dialog og opleve støtte fra deres familier.

Nour Tessie Jørgensen er cand.mag. i islamiske studier.