Familiesynode efterlader katolikker i forvirring

Bishops and cardinals take part in a Holy Mass for the 14th Ordinary General Assembly of the Synod of Bishops ...

Under synoden erklærede pave Frans, at han ønsker en synodal kirke og således ikke, at pavestolen fortsat skal tage alle vigtige beslutninger selv, som traditionen ellers har været siden apostlen Peter. Det betyder, at spørgsmålet om, hvorvidt skilte og gengifte kan modtage kommunion i princippet kan lægges ud til de forskellige landes bispekonferencers afgørelse. Her ses biskopper og kardinaler ved messen, der afsluttede synoden i søndags i St. Peterskirken i Vatikanet. Foto: Pacific Press / Scanpix Denmark

Den tre uger lange synode har udstillet en dyb splittelse og krise i den katolske kirkes hierarki.
Iben Thranholm, katolik og journalist

Mens biskopper og kardinaler bedyrede, at kirkens lære om ægteskabets uopløselighed stod fast, anvendte man et sprog, der pegede i den modsatte retning, skriver katolik og journalist Iben Thranholm

"Hvis du lukker øjnene og ikke kan se, at det er præster, der taler, kunne det lige så godt være mænd fra en hvilken som helst human organisation." Sådan sagde en amerikansk journalist til mig efter en af de mange pressekonferencer om familiesynoden i Vatikanet. Synoden har stået på de sidste tre uger og blev afsluttet søndag den 25. oktober.

Jeg måtte desværre give hende ret.

I fokus var ”den menneskelige oplevelse”, og Gud blev dårligt nævnt.  Til daglige pressebriefinger om, hvad synoden med de 270 biskopper fra hele verden havde drøftet den pågældende dag, var det stående spørgsmål blandt alle journalister ”What’s the story?” (hvad er historien?).

Det var der nemlig ingen, der havde noget svar på. Det ord, som var mest betegnende for hele synodeforløbet, var forvirring. Over hele linjen: både blandt de sekulære, troende, liberale og konservative. Hvis der var noget, der forenede de forskellige fløje, var det en dyb og alarmerende forvirring.

Det forvirrende var, at mens biskopperne og kardinaler bedyrede, at kirkens lære om ægteskabets uopløselighed stod fast, blev der anvendt et sprog, der pegede i den helt modsatte retning. Eksempelvis blev der sagt, at ”kirkelige regler burde være fleksible”, at udtrykket ”elsk synderen, men ikke synden” ikke længere var brugbart og at kirken ikke burde tale om moral, men derimod vise sin skønhed. Der blev talt om at række ud mod dem, som ikke lever i traditionelle familier og om, at kirken bør være en ”lyttende kirke” og ikke en belærende.

Mange journalister i Vatikanets pressekontor lignede derfor nogen, der havde været udsat for granatchok hver eftermiddag efter pressebriefingen. Ikke fordi de var imod kirkens forsøg på at komme folk i møde, men fordi mange blev klar over, at kirken kan være på vej ud i noget, som kan forvandle den til uigenkendelighed. Og fordi kirken ikke længere kan – eller rettere vil - sige med fuld sikkerhed, hvad der er rigtigt og forkert, som den har gjort i omtrent 2000 år. Hvad vi var vidne til, var et helt nyt narrativ.

Selvom biskopperne til pressekonferencerne forsøgte at overbevise om en varm og broderlig stemning, kunne det ikke skjules, at der foregik en hård kamp mellem konservative, heriblandt især de afrikanske biskopper, der står fast på traditionen, og mange mere liberale europæiske, særligt tyske, og amerikanske biskopper. Den tre uger lange synoden har udstillet en dyb splittelse og krise i den katolske kirkes hierarki.

Søndag blev synoden så afsluttet med en konsensus i et endeligt dokument, en anbefaling fra biskopperne til pave Frans. Dokumentet understregede kirkens traditionelle lære, men indeholder samtidigt mere løse formuleringer, som giver Frans opbakning nok til at gå videre med visionen om at skabe en mere ”barmhjertig” kirke. Kirkedøren er åbnet på klem for fraskilte katolikker og gengifte uden annullering og for dem, som bor sammen uden at være gift. Derimod var synoden helt lukket over for homoseksuelle ægteskaber, selvom dokumentet siger, at homoseksuelle skal behandles med respekt og at der på pressebriefinger også blev talt positivt om homoseksualitet.

Dokumentets ordlyd bærer præg af at være valgt med stor politisk omhu, så både liberale og konservative kan føle, at de har sejret. Konservative var begejstrede over, at kirkens lære ikke blev ændret, at ægteskabet er uopløseligt og at homoseksualitet forbliver uacceptabelt. Dog er nogle bekymrede for, at dokumentet alligevel åbner mulighed for, at skilte kan modtage kommunion (det  vil sige gå til nadver), fordi det heller ikke siger, at det er umuligt i al fremtid.

De liberale jubler over, at Frans har formået at få kirkens hierarki til at tage spørgsmål op, som længe har været tabu og over, at dokumentet netop ikke indeholder formuleringer, som vil forhindre Frans i at lave ændringer. Men denne konsensus kan hurtigt få en ende, fordi den formodentligt er kunstig.

Det er op til Frans at afgøre det næste skridt. Det er alene paven, der kan afgøre, hvad der skal ske ud fra biskoppernes anbefalinger. Det forventes, at paven selv skriver et dokument om familien eller måske endda en rundskrivelse. 

Paven har allerede løftet sløret for nogle af de retningslinjer, han formentlig vil skrive efter her. Under synoden erklærede pave Frans, at han ønsker en synodal kirke og således ikke, at pavestolen fortsat skal tage alle vigtige beslutninger selv, som traditionen ellers har været siden apostlen Peter. Det betyder, at spørgsmålet om, hvorvidt skilte og gengifte kan modtage kommunion i princippet kan lægges ud til de forskellige landes bispekonferencers afgørelse. I praksis vil det kunne medføre, at man eksempelvis i Afrika ikke kan modtage kommunion som gengift, men at man kan i Tyskland. Det ene sted vil det blive opfattet som helligbrøde og det andet som en kilde til nåde.

Sker det, er den katolske kirke ikke længere én hellig og apostolisk kirke, som der står i trosbekendelsen, men derimod de facto opløst i en række valgmenigheder. Det kan i værste fald medføre så dybe splittelser, at kirken, som vi kender den i dag, vil bryde sammen. Det kan undre, at en pave tør risikere så meget.

Selvom enden på synoden blev, at gengifte fortsat ikke kan modtage kommunion, er døren bestemt ikke smækket i. Tværtimod. Den er åben. Det efterlader katolikker – og for så vidt hele verden – i en moralsk forvirring. Ingen ved længere, hvad der egentligt er rigtigt og forkert. Den katolske kirke har altid været karakteriseret ved dens læreembede.

I sin prædiken til messen i søndags i Peterskirken, som afsluttede synoden, sagde Pave Frans, at Jesu disciple er kaldede til at lede uden at være belærende.

Det var således endnu et granatchok, som kom fra paven, for hermed indikerer han, at han sigter mod at omdefinere sit eget læreembede og forvandle den katolske kirke.

Når pave Frans så gerne vil komme tiden i møde og forstå det moderne menneske, er det forbavsende, at han vælger denne nye, løse ledelsesstil. Det, der truer verden mest i øjeblikket, er en opløsning af alle former for velkendte strukturer. Det moderne menneske lider under dette autoritetstab og hungrer efter, at nogen kan fortælle, hvad der rigtigt og forkert, godt og ondt, sandt og falsk. Det er og har altid været den katolske kirkes opgave og identitet at være dette moralske forbillede, som nu altså også er truet på grund af misforstået barmhjertighed. Barmhjertigt er det at fortælle folk sandheden og ikke at give efter for tidsånden.

Den katolske kirkes mission er ikke at være et demokrati, der skal lytte til vælgerne, men en orden, en sandhed, der ikke kan rokkes. Præster, ja, selv paven er blot indsat som kustode over denne sandhed, men har ingen selvbestaltet myndighed til at ændre traditionen. Det eneste lys i det mørke, som spreder sig i øjeblikket, er Kristi forsikring om, at helvedes porte aldrig skal få magt over kirken.

Iben Thranholm er katolik, journalist og kommentator af katolske forhold. Hun var selv i Vatikanet under en del af synodens forløb.