Far er muslim - mor spiser svin

"Det kan lade sig gøre at have et lykkeligt ægteskab, hvor der er plads til både Allah og andre. Min mand er pakistaner og muslim. Jeg bekender mig til engle, guder og guider", skriver Kristina Aamand, forfatter og foredragsholder. Foto: Foto: Arkiv

"Vores børn vælger selv, hvilken religion de vil bekende sig til", skriver forfatter og foredragsholder Kristina Aamand

Mine forældre har givet tilladelse til, at vi må blive gift, det er helt vildt, lyder den lykkelige stemme i den anden ende af telefonen.

Kvinden, jeg taler med, har været igennem meget. Hun er opvokset med pakistanske forældre, men har selv taget mange danske værdier til sig. Det har givet anledning til konflikter, og jeg ved, hvor hårdt hun har kæmpet for retten til at tilbringe livet med den mand, som hun selv har valgt. En dansk mand. Derfor er jeg glad for at høre hende sige netop disse ord. Og nysgerrig. For hvordan er det lykkedes hende at overbevise forældrene om, at den blege bejler trumfer en mand fra Pakistan?

Ja, han er selvfølgelig tvunget til at konvertere til islam, siger hun så, af respekt for min kultur og mine forældre.

Jeg kan mærke hvordan min eufori hurtigt forvandler sig til skuffelse, og jeg nænner næsten ikke at sige det højt; at for mig at se, har det intet med respekt at gøre at påtvinge et andet menneske en religion. Men, jeg ved, at det sker hele tiden.

De fleste etniske minoriteter gifter sig stadig inden for egen etniske gruppe. Og når det sker, at en søn eller datter kommer hjem med en indfødt dansker, bliver der sjældent råbt hurra. Det samme gælder den anden vej, for mange etnisk danske familier er det tværkulturelle stadig en stor udfordring.

Det siges, at ifølge islam, er det tilladt for en muslimsk mand at ægte en from kristen kvinde. Men, det er ikke tilladt for en muslimsk kvinde at gifte sig med en from kristen mand. Hvem sagde ligestilling? Og hvad er det for en type respekt, som kun gælder den ene vej?

Børn bør lære at respektere andres mad

Et lignende eksempel er børneinstitutionerne, hvor alt svin efterhånden er bandlyst. Men, hvorfor ikke bare tilbyde de muslimske børn grisefri menu, og så lade de danske børn, der ikke er vegetarer eller på andre trendy diæter, nyde deres frikadeller?

Måske en ekstra tjans for køkkendamen, men med et fornemt formål, nemlig at vise børnene at respekt går begge veje og lære dem, at man ikke må sige ad til andres mad!

Spørgsmålet er, om det er blevet sådan, fordi muslimer stiller urimelige krav, eller fordi ikke-muslimske danskere har mistet overblikket og er bange for, at nogle bliver sure? 

Det kan faktisk godt lade sig gøre at bygge bro mellem religioner.

Historien om leverpostejen
Det kan endda lade sig gøre at have et lykkeligt ægteskab, hvor der er plads til både Allah og andre. Min mand er pakistaner og muslim. Jeg bekender mig til engle, guder og guider. Vi var begge kun nitten år, da vi mødte hinanden, og han kom direkte fra sin mors kebab til vores miniature to-værelses lejlighed, som skulle rumme to religioner. Jeg kan bedst beskrive, hvordan vi fik det til at fungere ved at fortælle om leverpostejen.

Min mand spiser ikke svin. Han er opdraget med, at det er et urent dyr. Det er jeg sådan set også, da jeg er opvokset med en muslimsk far. Men, jeg har altid tænkt, at det må være en misforståelse, da Allah jo har skabt grisen. Og da den hverken har nogen nuttetheds-faktor som en kattekilling eller nytte-faktor som et trækdyr, så er der kun tilbage at tilberede den på utallige måder.

Jeg havde - og har - respekt for hans grise-aversion, men hvorfor skulle det automatisk udløse, at jeg ikke må tage mig en leverpostejmad i ny og næ? Du skal respektere min religion, var hans forklaring. Jamen, hvad så med respekt for min frie vilje til at vælge, hvad jeg vil spise?, svarede jeg tilbage.

Jeg valgte at konfrontere udfordringen med det, jeg kalder akvarium-metoden I ved, når en fisk skal vænne sig til et nyt akvarium, så lader man den ligge i sin lille pose med vand og vugge lidt rundt, indtil den er klar til de nye omgivelser. Så jeg tog altså min Stryhns, og svøbte den i tre lag Vita-wrap, hvorefter jeg anbragte den bagerst i køleskabet.

I dag har vi været gift i 18 år, og Stryhns har taget den lange rejse fra skammekrogen til nu at ligge i al sin nøgenhed på frokostbordet side om side med slagterens halal.

Vores børn vælger selv
Måske tænker du, ja ja, det er fint, leverpostej er én ting, men hvad med børneopdragelse? Jo, vores børn vælger selv, hvilken religion de vil bekende sig til. Vi prædiker ikke.

Og så er der selvfølgelig de ting, hvor det er enten-eller. Som omskæring. Det betød mere for min mand, at vores første søn blev omskåret, end det gjorde for mig, at han ikke blev omskåret. Så jeg gav min mand forhuden. Da vi fik vores anden søn, havde jeg i mellemtiden svoret, at jeg aldrig mere ville udsætte mit barn for en omskæring. Det betød så meget for mig, at min mand gav afkald.

I skrivende stund ligger der et nyt familiemedlem på cirka fire centimeter i min mave, vores femte barn. Måske skabt af Allah, måske en genfødt sjæl fra universet som har sin helt egen særlige mission på jorden.

Uanset hvad man vælger at tro, så bliver den lille ny født ind i en farverig flok. Vores søn Noah har valgt at være muslim. Sophia synes religioner er latterlige. Og så er der Liv, hvis mantra er jeg er pakistaner, mens Bror forguder sin mor. Sidst, men ikke mindst, en far som er muslim og en mor, som spiser svin.

Gid flere turde prøve
Det kan altså godt lade sig gøre at give plads til andre sandheder end ens egen. Det er synd, at der ikke er flere, som tør prøve. Og ærgerligt for kvinden i telefonen og hendes danske mand, at de er nødt til at forhandle med friheden til at være sig selv, for at få hinanden. De kunne selvfølgelig vælge at se stort på den pakistanske families diskriminerende krav om konvertering.

Men, menneskers livsvilkår er forskellige, og kvinden er alligevel nået langt. Hun har selv valgt sin kommende mand, som den første i familien nogensinde. Så jeg sparer hende for talen, og siger højt tillykke, jeg ønsker alt det bedste for jer.

Og jeg mener det! For jeg tror virkelig på, at verden ville være et bedre sted, hvis flere mennesker var mindre arrogante i deres tro. Hvis flere kunne rumme andre sandheder end blot deres egen og ikke kun forventer respekt, men også giver respekt. Selv når det man møder kolliderer med de værdier, der ligger ens hjerte allernærmest.

Kristina Aamand er forfatter, foredragsholder og kommentarskribent på religion.dk