Filioque - debatten bør tages op i folkekirken

Nutidens amerikanske lutheranere tager stilling til det gamle filioque-problem - hvad gør folkekirken?

Debatindlæg:

LUTHER OG DEN HELLIGE TREENIGHED - FILIOQUE

Gennem længere tid har jeg – uden held – ledt efter en forklaring på, hvorfor vi opfatter Den Hellige Treenighed, sådan som vi gør i den danske folkekirke.

Den oprindelige opfattelse, som de ortodokse kristne fastholder: at SØNNEN og ÅNDEN begge udgår fra FADEREN, den volder mig ikke vanskeligheder: Logos, der blev kød – og Logos, der blev ånd – de to side om side udsendt til denne verden.

Men at HELLIGÅNDEN tillige skulle udgå fra SØNNEN (filioque: " – og SØNNEN"), som Vestkirken: De romersk katolske og siden tillige bl.a. de lutherske kirker hævder, det forekommer mig at være en underligt forvirrende og alvorlig nedgørelse af ÅNDEN.

Der kan sikkert siges meget modererende og udglattende herom, men den meget anerkendte religionsforsker Mircea Eliades sammenfatning af forskellen (I 4-bindsbogen: "De religiøse ideers historie") er vist vanskelig at komme uden om: I den oprindelige form er "Gud Fader Treenighedens ophav, væsensgrund og årsag" – men i den nye form fra ca. år 1000 er "Helligånden garant for den guddommelige enhed".

Bag Den Hellige Treenighed er altså Gud Fader – i modsætning til den nye opfattelse, hvor der ikke synes at opfattes noget bag Treenigheden, men hvor Helligånden "blot holder sammen på Fader og Søn".

Det er vel forståeligt, at kampen mod den i Vesteuropa vidt udbredte arianisme's stærke nedvurdering af Jesus – ikke mindst tilspidset under et kirkemøde i Toledo i år 589 – kan have medført, at der måske ikke også blev kræfter til at kæmpe for Helligåndens guddommelighed.

Ligeså er der påstande om, at Karl den Store af politiske grunde ønskede at lægge afstand til Østkirken og dertil bl.a. benyttede filioque, som han pressede paven i Rom til at acceptere.

Og i dag er det vel fortsat sådan, at mange opfatter Jesus Kristus som alene et til det yderste begavet menneske, men ikke som Guds Søn – ligesom Helligånden ofte er os totalt fremmed.

Imidlertid forekommer det mig underligt, at Martin Luther ikke gjorde oprør mod den nyere romersk katolske og – kan man vist ikke komme uden om – meget fladere opfattelse af Den hellige Treenighed.

Lutherske teologer i USA har taget udfordringen op, og de har i 1998 taget afgørende skridt til at anerkende den oprindelige opfattelse af Den hellige Treenighed.

Man kan forsøge at kalde det petitesser, og man kan forsøge at minimere forskellen, som de romersk katolske gør, ved i stedet at sige, at "Helligånden udgår fra Faderen gennem Sønnen", idet de hævder dermed at være i overensstemmelse med den oprindelige opfattelse, men forskellen forekommer mig dog at være langt større end som så, ikke mindst fordi man jo ignorerer hele den langt dybere dimension, der ligger i ordene: "Ophav, væsensgrund og årsag".

Luther accepterede åbenbart filioque – eller var han måske blot ikke opmærksom derpå?
Nutidens amerikanske lutheranere tager stilling.

Mit spørgsmål er: Vil man i den danske folkekirke fortsat blot lade spørgsmålet ligge? Eller vil man lade sig inspirere af kolleger i USA?

Eller vil man forsvare filioque? Eller?

Måske svares der, at det er hver enkelt præsts egen sag, men i så fald, hvad mener kristendomspanelet da selv?

– Og hvad mener vi danskere, når vi først ser, at der er så stor forskel på hvordan vi kristne opfatter/oplever Gud? Det burde dog ikke være ganske ligegyldigt.

Med venlig hilsen

Arne Thomsen