Er det et politisk træk at flytte trossamfund til Kirkeministeriet?

Afgående biskop Niels Henrik Arendt. Taget i Haderslev

Der er nu engang en religionsretlig ekspertise til rådighed i Kirkeministeriet, skriver Niels Henrik Arendt, som en mulig begrundelse for at flytte andre trosretninger tilbage til ministeriet. Arkivbillede

Får danske trossamfunds plads i Kirkeministeriet økonomisk, teologisk eller juridisk betydning for dem eller for folkekirken, spørger sognepræst Niels Henrik Arendt

Det kan være interessant at overveje, hvad tilbageflytningen af ressortområdet ’de fra folkekirken afvigende trossamfund’ til Kirkeministeriet betyder.

Da Birthe Rønn Hornbech i sin tid fik dem flyttet fra Kirkeministeriet, var det udtryk for en bestemt og bevidst kirkepolitisk og juridisk holdning: Folkekirkens status er grundlovsmæssigt en anden end de andre trossamfunds, og det forplumredes ved at placere dem under samme ministerium.

Birthe Rønn Hornbech var så bevidst om sit eget folkekirkelige ståsted, at hun på en måde betragtede sig som inhabil i forhold til de ikke-lutherske trossamfund. Selvom hun er i besiddelse af så meget ægte frisind, at hun sagtens ville have kunnet håndtere det, var der en signalværdi forbundet med flytningen. 

Teologisk ville hun ikke have kunnet endossere en opfattelse af alle religioner som lige gyldige, hvilket placeringen af dem i samme ministerium kunne lægge op til.

Men nu er stiuationen en anden, og de er de igen i samme departement.

Jeg tror, det er sket af praktiske grunde, ikke som udtryk for en bevidst religionspolitisk eller teologisk dagsorden.

Og slet ikke forbundet med regeringsgrundlagets omdiskuterede formulering om Danmark som ’et kristent land’. (I så fald kunne flytningen fortolkes som forsøg på en imødegåelse af kritikken af folkekirkens særstatus.)

Mest sandsynligt kan det begrundes med, at der nu engang er en religionsretlig ekspertise til rådighed i Kirkeministeriet, som kan gøre gavn i forbindelse med den igangværende arbejdsgruppe om forholdene for de andre trossamfund.

Vil det være godt eller skidt for de andre trossamfund – sandt at sige vil det næppe have den store betydning. Man kan sige, at det holder diskussionen åben om sammenlignelige retsforhold, selvom folkekirken bevarer sin særstatus.  

Vil det måske indebære et tilbud til trossamfundene om statsopkrævning af deres medlemsbidrag?

Et jævnligt berørt emne er statens tilskud til folkekirken. Her overfor kan man sætte de andre trossamfunds ret til at fradrage deres medlemsbidrag i medlemmernes skat.

Men derud over er statens og folkekirkens økonomi viklede således ind i hinanden, at det er umuligt at sige, hvem der yder tilskud til hvem – beregninger peger på, at staten får sine ydelser fra folkekirken til en uhørt lav pris.

Yderligere to overvejelser i tilknytning til den nye (gamle) ressortplacering.

1) Ved denne fælles placering, bliver folkekirken virkelig fastholdt på, at den som majoritetskirke virkelig er forpligtet på at understøtte trosfriheden. Folkekirkens særstatus kan i mine øjne kun forsvares, hvis der råder fuld trosfrihed i landet (udelukkende med grundlovens indlysende begrænsninger:

” - - - dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden" §67)

2) Som bekendt fik folkekirken ikke en styrelseslov i den forrige regerings tid. Men nu arbejdes der så på en lovgivning for alle de andre trossamfund.

Kunne resultatet blive, at det ender med en dansk ’religionsmodel’, der derefter trækkes ned over hovedet på folkekirken i forenklingens navn?

Niels Henrik Arendt er præst i Staby-Madum pastorat og tidligere biskop over Haderslev Stift.