Foghs religion

Religion er en privat sag, mener statsministeren. Det passer ikke

HVORDAN SKAL VI FORHOLDE os til religion i Danmark? Det væsentlige spørgsmål prøvede statsminister Anders Fogh Rasmussen at besvare i onsdags i en af de vigtigste taler, han har holdt i sin regeringstid. Og hans svar giver grund til bekymring.

Statsministeren havde indvilget i at indlede en serie foredrag om Søren Kierkegaards og N.F.S. Grundtvigs betydning for en række prominente danskere. Med talen dokumenterede han til fulde, at han er en politiker med filosofisk og ideologisk ballast. Han har læst begge filosoffer, og de har hver på deres måde haft stor betydning for hans politiske holdninger. Talen blev optrykt i uddrag her i avisen i går og findes i sin fulde længde på Kristeligt Dagblads hjemmeside på internettet. I talen fortæller han om, hvordan hans livssyn er blevet formet og ikke mindst synet på frihed. Talen afslutter statsministeren med at filosofere over religionens plads i samfundet og udsteder i den forbindelse en bandbulle mod al form for religiøs fundamentalisme. Han sigter utilsløret til islam og muslimsk lovreligion, men slår takter an, som bør vække til diskussion. Ingen frihedselskende dansker vil ønske at få indført muslimsk sharialovgivning i landet, men det ligger heller ikke lige for. Statsministeren slår fast, at "religion er og bliver et personligt anliggende mellem det enkelte menneske og den Gud, som den pågældende måtte tro på." Kort sagt: Religion en privatsag, for nu at gentage et mantra, som lyder igen og igen i den offentlige debat.

MEN RELIGION ER ikke en privatsag, heller ikke kristendommen. Den og alle andre religioner står i kø for at modbevise det udsagn. Der består tværtimod et kompliceret forhold mellem religion og samfund og religion og politik. Ligesom andre religioner har kristendommen noget afgørende at sige om, hvad der er rigtigt og forkert. Troen er en personlig sag mellem Gud og det enkelte menneske, men troens konsekvens er ikke en personlig sag.

Det danske samfund er dybt præget af en historisk betinget udvikling med kristendom som en drivende faktor. Ved at gentage udsagnet om, at religion er en privatsag, skaber statsministeren illusionen om, at tro alene vedrører livet bag hjemmets fire vægge. Det er forkert. Kristendommen har været og er fortsat en både civiliseret og civiliserende kraft i samfundet. Statsministeren lagde i sit foredrag distance til den etik, der udspringer af kristendommen, idet han prøvede at formulere en universel etik, der er hævet over kristendom, islam og andre religioner. En etik, der tager sit udgangspunkt i det enkelte menneskes samvittighed, og som derfor er det, som han kaldte "instansen over mennesket". Der, hvor Søren Kierkegaard sætter Gud ind, sætter statsministeren samvittigheden ind.

NETOP FORDI HAN IKKE tænker kristendommen med som en klar og entydig kilde til den etik, der bør bære det danske samfund, må man være skeptisk over for angrebet på den religiøse fundamentalisme. For hvad mener statsministeren med fundamentalisme? Mener han, at det ikke bør være acceptabelt at argumentere i den politiske debat med sin religion, hvilket ikke bare muslimer, men så sandelig også jøder og kristne gør, når de for eksempel siger nej til fri abort eller aktiv dødshjælp med henvisning til, at al menneskeliv er skabt af Gud? Må man som kristen ikke længere argumentere for en sag med Bibelen i hånden, som en række konservative kristne gør, når de her henter argumenter imod for eksempel vielse af homoseksuelle?

Det er en gammel liberal tanke, at religion er den enkeltes valg, hvilket er blevet til misforståelsen om, at religion er en privat sag. Det ligger i den anspændte debat om religionens plads i det danske samfund i disse år lige for at løse problemet med den ekstreme islam ved at bandlyse al religion i det offentlige rum. Så har man styr på den. Det var ikke det, statsministeren sagde direkte i sin tale, men noget tyder på, at han er tættere på at mene det, end han giver udtryk for. Og det er ikke en rar tanke.bjer