Frimurer-logen er ikke en kirke

Tom Frederiksens svar til en oprigtig spørger forekommer mig overfladige, nedladende og usaglige, skriver Jens Ravn-Olesen.

FRIMURER-LOGEN: Den Danske Frimurerorden stiller kun ét absolut krav for medlemskab, nemlig at man er døbt med den kristne dåb, skriver Jens Ravn-Olesen i en kommentar til Tom Frederiksen

Tom Thygesen Frederiksens svar omkring Frimurer-logen har affødt denne kommentar i læserdebatten fra Jens Ravn-Olesen.

Tom Frederiksens meget summariske og overfladiske præsentation af frimurerne fortjener en tilføjelse. Jeg kan egentlig bedst gøre det ved at citere nogle uddrag fra min erindringsbog, "Rod, vækst og erkendelser", som netop er udkommet på forlanget Unitas. Her skriver jeg i det kapitel, der omtaler mit medlemskab af Den Danske Frimurerorden, bl.a.:

"Jeg blev optaget i Den Danske Frimurerorden den 7. december 1984, to dage før min 48 års fødselsdag. Jeg have haft opfordringer dertil gennem mange år – første gang, så vidt jeg husker, fra daværende folketingsmedlem, senere forsvarsminister, pastor Orla Møller. Jeg havde dog – vel som de fleste – en del skepsis at overvinde.

Afgørende for min beslutning blev derfor, at min bror Anders, blev frimurer, medlem af Det Danske Frimurerlaug og logen Bertel Thorvaldsen til Håbet i Horsens. Ved at opleve den interesse, han viste, og hvor stor betydning det fik for ham, også i lokalsamfundet, hvor han blev medlem af menighedsrådet og kirkeværge for Juelsminde Kirke, blev jeg efterhånden overbevist om, at den frimureriske idé og det åndelige indhold også måtte have noget at sige mig.

Det var to gode venner, arkivar Erik Jacobsen og sognepræst K.A. Berg, Christianskirken i Lyngby, som jeg havde samarbejdet med i forskellige kirkelige sammenhænge, der blev mine faddere.

Altså blev jeg optaget i logen Christian, en af de ældre loger i København, stiftet i 1874. Og det har jeg aldrig haft grund til at fortryde. Selv om det ofte forbavser såvel frimurerbrødre som mine grundtvigske venner, når jeg fremfører det, har jeg nemlig her fundet en pædagogisk systematik, der bedst kan karakteriseres med Grundtvigs ord om "menneske først og kristen så". Nemlig i den forståelse, at før man erkender sig selv som menneske – og som skabt af Gud til dette menneskeliv – har man ikke forudsætningen for at erkende sig selv som kristen, som ved Kristi liv, død og opstandelse omfattet af nåde og tilgivelse.

Frimurere er ganske almindelige mennesker. I dag også "almindelige" i den demokratiske betydning, at medlemmerne kommer fra alle samfundslag. At frimurere nok oprindeligt rekrutteredes fra to samfundsgrupper, dels elitære og akademiske, dels højere embedsmænd, adelige og andre med rang, er kun en historisk kendsgerning, der vel også fremmedes af, at konger og fyrster i stort tal anerkendte frimureriet.

Men jeg vil hellere hefte mig ved det "almindelige" i den betydning, at vi er mennesker på godt og ondt. Forskellen er kun den, at vi er medlemmer af en gammel orden med en ideel målsætning, som vi efter bedste, eller jeg skulle måske skrive ringe evne søger at tilnærme os. Jeg kunne også karakterisere det på en anden måde. Nemlig sådan, at Den Danske Frimurerorden kun stiller ét absolut krav for medlemskab, nemlig at man er døbt med den kristne dåb.

Frimureri er ikke kirke, og det understreges fra første dag, hvor man optages – eller vel rettere allerede ved de samtaler med fadderne, som skal gå forud for en optagelse. Frimureriet forvalter ikke sakramenter eller optræder som stedfortrædende kirke. Men frimureriet fremhæver og underbygger en meget væsentlig side af kristendommen, som man måske ikke altid oplever så stærkt fremhævet i kirken – nemlig det personlige ansvar.

Dette, at man er skabt af Gud for at leve menneskeliv efter den bestemmelse, som gennem kristendommens idealer omfatter både dig selv og din næste, ja hele Guds skabning. Frimureriet er ikke blind for, fremhæver og understreger tværtimod gennem sine ritualer, at vi som mennesker ikke os selv magter at hæve os op over synd og ufuldkommenhed. Men at idealet derfor alligevel skal fastholdes, og at vor stræben skal gå på at nærme os dette ideal.

Frimureriet er på denne måde ikke hemmeligt, som den almindeligste anklage mod logesystemet altid lyder. Kun de nævnte ritualer, der alle er indvielsesriter, når en broder optages i 1. grad og senere i de øvrige grader. Hele oplevelsen og dermed den pædagogiske idé bag ritualerne ville gå tabt, hvis den, der optages, på forhånd kendte disse riter med deres spørgsmål og udfordringer. Derfor værner man om hemmeligholdelsen af ritualerne, men alt andet i frimureriet er offentligt tilgængeligt.

Dertil kommer, at Frimurerordenen i sin selvforståelse og sine principper har indbygget et socialt ansvar. Et af de helt faste led ved enhver logeaften er en indsamling til fattige og nødlidende. Men en væsentlig del af denne omsorg udøves uden større ydre proklamationer. Kendt er dog nok de store, årlige juleuddelinger."

Så meget om min tilgang til emnet frimureri. Og dernæst kun den tilføjelse, at Tom Frederiksens afsluttende bemærkninger om "en lidt snobbet drengeklub for forfængelige mandfolk der er optaget af mystik, moral, dannelse og at kende de rigtige mennesker" som svar til en oprigtig spørger forekommer mig så overfladige, nedladende og usaglige, at hverken Dialogcenteret, religionsportalen eller spørgeren – og slet ikke Den Danske Frimurerorden – kan være tjent dermed.

Med venlig hilsen til Maria Jørgensen og eventuelle læsere af dette.

Jens Ravn-Olesen

Jens Ravn-Olesen er fagredaktør på religion.dk og tidligere journalist på Kristeligt Dagblad

Svar:

Jeg takker for responsen på mit indlæg fra Jens Ravn-Olesen. Jeg står ved mit indlæg, som Ravn-Olesen kalder min "meget summariske og overfladiske præsentation". Naturligvis måtte mit indlæg være summarisk, eftersom mit indlæg var et indlæg og ikke en bog.

Jeg vil gerne slå fast, at de kritikpunkter jeg nævnte, samtidig er Dialogcentrets kritikpunkter. Disse kritikpunkter, mener jeg, er fuldt legitime. Dialogcentret stiller kritiske spørgsmål ved okkulte tendenser, hvor de end dukker op - inden for eller uden for kristendommen. Og vi forholder os til anklagepunkter, som folk rejser over for os.

Og vi mener, at selv om frimureri i Danmark er kristeligt, så er det ikke uden videre indlysende, hvordan folkekirkens lutherdom kan forbindes med en lukket kreds' ønske om at stræbe mod menneskets moralske fuldkommenhed via hemmelige ritualer, hvori der indgår symboler, der tenderer det okkulte.

På den anden side mener jeg og Dialogcentret ikke, at frimureriet er en ikke-kristen sekt, der bedriver okkultisme. Vi er kritiske, men ikke fjendtlige, mod frimureriet, og vores tidligere næstformand er således frimurer af 8. grad.

Min afsluttende bemærkning om frimureri som en harmløs drengeklub, drevet af lidt forfængelige mennesker, er ikke en officiel DC-holdning, men naturligvis min personlige. Jeg beklager, hvis det virkede fornærmende på Ravn-Olsen. Hensigten med bemærkningen var i virkeligheden: Der er så vidt vi jeg kan se ingen grund til at drive hetz mod frimureri i Danmark.

Med venlig hilsen

Tom Thygesen Frederiksen
Dialogcentret