Fælles oplevelser skaber sammenhold

HØJTID: Jeg kunne i dag ikke drømme om at fejre jul i mit eget hjem, men jeg har ikke noget imod at deltage i andres julefest som gæst, skriver muslimske Aminah Tønnsen

SYNSPUNKT

Når julen nærmer sig, vandrer mine tanker ikke kun tilbage til min barndoms jul, men også til julen 1967, hvor jeg fik mit livs overraskelse.

På vej til julehygge, juletræ og rugbrødsmadder hos den danske præst i Øst-Jerusalem, blev jeg og en gruppe danske unge mødt af julebelysning ved Damaskus-porten, der fører ind til Jerusalems gamle bydel.

Engelsk eller amerikansk julemusik strømmede ud af højtalere i hele kvarteret, og vi blev på den måde mindet om, at der bor mange kristne arabere i Jerusalem.

Tre år senere, da jeg som nygift havde bosat mig i min mands hjemland, Marokko, ventede der mig endnu en overraskelse: Min mand havde året forinden holdt jul sammen med mig og min familie i Flensborg; og uden at jeg havde nævnt det med et eneste ord, begyndte han i midten af december at se sig om efter et juletræ, for naturligvis skulle vi holde jul, som jeg var vant til fra mit fødeland.

Vi kørte op i Atlas-bjergene en weekend. Der var cedertræer i alle størrelser; men grantræer så vi naturligvis ikke så meget som skyggen af - og vi havde nok også bevæget os på kanten af loven, hvis vi var gået på privat skovhugst.

Senere fandt vi ud af, at man i nabobyen Meknes, hvor der boede en hel del franskmænd, kunne købe juletræer på torvet i ugen op til jul. Det blev ikke til et grantræ, men grønt var træet da.

Næsten samtidig ankom en stor pakke hjemmefra med glanspapir, stjernestrimler og lyseholdere - og så var julen reddet.

Da vi nogle år senere flyttede til Rabat, stødte vi sommetider i december måned på et par julemænd, der fjollede rundt på torvet og under palmerne på Avenue Ben Abdallah. Det var både pinligt og malplaceret, syntes jeg - for vi var jo trods alt i Afrika!

Men samtidig med, at vi holdt jul hjemme hos os selv, deltog vi naturligvis også i de muslimske højtider i storfamiliens skød: Offerfesten, festen for fastens afslutning, markering af Profetens fødselsdag og børnefesten achoura.

For mig blev det en naturlig ting at deltage - jeg var jo medlem af familien. Alle religiøse højtider har også et folkeligt islæt, og det siger sig selv, at de muslimske højtider for mig dengang ikke havde samme betydning som for resten af familien - for mig var det familiesammenkomster slet og ret.

F.eks. har jeg i mere end ti år deltaget i offerfesten uden at være klar over, at den havde religiøst indhold og kunne relateres til Abraham og Ismael! Ingen fortalte mig sammenhængen - og jeg spurgte ikke, men antog den for at være en arabisk tradition slet og ret.

Og lige så længe var jeg uvidende om, at det, der i Marokko er en børnefest, achoura, er en religiøs mindedag for shi'a-muslimer.

For min bekendte, en jævnaldrende tysk dame, blev det naturligt at deltage i jødiske højtider sammen med sin muslimske familie, idet den stammede fra et område, hvor den i generationer havde levet side om side med den fortrinsvis jødiske befolkning.

Nu var det hendes mand, der som ældste søn i familien plejede de tætte personlige relationer ved at deltage i jødiske højtider og mærkedage.

Også i mange andre lande er der lang tradition for, at man lykønsker hinanden og - som noget ganske naturligt - deltager i hinandens fester. Fælles erfaringer og oplevelser skaber sammenhold og fællesskabsfølelse og er med til at forhindre angst for det anderledes, der er kimen til splittelse og ufred.

Men hvorledes takler vi så den hjemlige situation?

Efter min opfattelse er der en tydelig forskel på at være vært og gæst. Jeg kunne i dag ikke drømme om at fejre jul i mit eget hjem, for julens religiøse kerne er en mindehøjtid for Jesu fødsel - ikke Profeten Jesus, som jeg tror på, men Jesus Guds søn, frelseren og forsoneren.

Jeg har derimod ikke noget imod at deltage i andres julefest som gæst og hygge mig sammen med mine værter - ligesom jeg intet har imod, om kristne deltager i mine højtider i mit eget hjem.

Koranen fortæller os, at vi ikke må gøre forskel på profeterne (Koranen 4,152), og hører man til dem, der markerer Profeten Muhammads fødsel med koranlæsning og bøn, så ville man også med god samvittighed kunne markere Profeten Jesu fødsel med bøn og læsning af de passager i Koranen, der fortæller om Jesu liv og levned; men egentlig fest eller højtid kan efter min opfattelse ikke komme på tale.

En fest eller højtid betyder ikke andet eller mere end det, den enkelte selv lægger i den. Den samme fest kan for nogle have en dyb religiøs betydning, medens den for andre blot er en hyggelig sammenkomst med kulturelt islæt.

Derfor er det mig ganske ubegribeligt, at nogle herboende muslimer fastholder, at man ikke bør deltage i kristne højtider - af lutter frygt for, at man skal blive så glad for at klippe julehjerter, danse omkring juletræet og spise ris à l'amande, at man føler sig fristet til at konvertere til kristendommen.

Hvis der ikke skal mere til, så er man nok ikke så rodfæstet i sin egen tro, at det bliver et synderligt tab for det muslimske fællesskab.

Som altid gælder det for mindretal om at holde tungen lige i munden. Følger man kritikløst flertallet, ender man med ikke kun at miste omverdenens respekt, men også sin selvrespekt.

Aminah Tønnsen
Muslimsk forfatter og foredragsholder

Indlægget er bragt med tilladelse fra forfatterens hjemmeside www.islamstudie.dk