- Gud har mærket livet på egen krop

Når Gud har taget et menneskes skikkelse på, er Gud vel også lettere at forholde sig til som menneske og omvendt vil Gud også nemmere kunne forstå hver af os, spørger sognepræst Asser Skude. -

Den kristne tro på, at Gud blev menneske og derfor bedre forstår os, kan ikke matches hos jøderne og muslimernes Gud, mener sognepræst Asser Skude

Den kristne pinse står for døren, og det giver en god anledning til at overveje, hvordan vi hver især forestiller os Gud. I pinsen oplevede de første kristne, at flammer som af ild Helligånden satte sig på hovederne af dem.

Religion.dk har bedt sognepræst Asser Skude fortælle, hvordan han vil beskrive det guddommelige:

I Det gamle Testamente hører vi, hvordan Gud i en brændende tornebusk viste sig for Moses, og Gud sagde: Jeg er den, jeg er. Gud omtaler sig selv som Jeg er. Guds ild brænder, brænder ikke op, brænder ikke ud modsat menneskers kærlighed, som er lunefuld og sjældent varer længe og slet ikke evig, som Hans.

Gud viste sig for Moses, og sagde: Kom ikke nærmere. Gud ville have afstand mellem sig og mennesker. Gud ville have respekt og sagde til Moses, at han skulle tage sine sandaler af, for det sted, han stod på, var hellig jord.

Og samtidig sagde Gud til Moses, at Han ville være med ham i hans liv, endda gå hele vejen sammen med ham: Ud af slaveriet, over Det Røde Hav, ind i det forjættede land.

Jødernes Gud var skjult
For Moses og det jødiske folk var og er Gud den skjulte Gud, på latin kaldet Deus Absconditus. Gud viser sig ikke helt, kun halvt. Intet menneske vil kunne tåle at se Gud, det vil medføre døden. Endda Guds navn holdes helligt, ved ikke at sige Guds navn.

I Det nye Testamente sker noget radikalt nyt: Gud viser sig for mennesker: Gud åbenbarer sig helt og udelt igennem sin søn, Jesus Kristus. Det er del af vores kristne bekendelse, at Gud viser sig for mennesker i sin søn, Jesus Kristus.

Hvordan det kan lade sig gøre, kan vores forstand ikke gribe, allerhøjest kan vores hjerte gribe det. Tro er nu engang hverken sikkerhed eller viden, men forventning og håb.

Kristen tanke om inkarnation er unik
Som kristne står vi ret alene blandt andre trosretninger med vores tro på, at Gud blev født som menneske og endda af en ung kvinde, jomfru Maria. Det kan hverken jøder eller muslimer tro på. Og når det kommer til den kristne tro på en treenighed, mellem Fader, Søn og Helligånd, kan jøder og muslimer få den opfattelse, at vi kristne tror på tre guder.

Det er måske ikke underligt, at jøder og muslimer har svært ved at rumme det, når også vi kristne har det: Ret beset er treenighedslæren et af de sværeste teologiske problemer: Hvordan kan Gud have tre ansigter og dog samtidig være en og samme?

Uanset om man er jøde, kristen eller muslim, har vi alle troen på en eneste Gud. En Gud, som er almægtig Gud, og som står bag alting og opretholder alting. Alle tre trosretninger er monoteistiske, de anerkender kun en eneste Gud.

Jøder og arabere er halvsøskende
Muslimer siger det f.eks. sådan i deres bekendelse: Gud er stor og Der findes kun én Gud, og Mohammed er hans profet. Muslimer anerkender også Det gamle Testamente og bibelhistorierne, således også den om Moses og den brændende tornebusk.

Moses får besked af Gud: Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord. Muslimer tager den dag i dag skoene af, inden de går ind i moskeen for at bede.

Muslimer anerkender også de ord, hvor Gud siger til Moses, Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Og det følgende er tankevækkende, for ifølge Det gamle Testamente, så bliver den ene af Abrahams sønner stamfar til araberne og den anden af Abrahams sønner bliver stamfar til jøderne.

Ifølge Det gamle Testamente er jøder og arabere altså halvsøskende. De har samme far, men forskellige mødre.

Den skjulte Gud krævede billedforbud
I beretningen om Moses og tornebusken får vi at vide, at Guds ansigt er helligt, og intet menneske kan tåle at se Guds ansigt. Den historie fra Det gamle Testamente er det første eksempel på billedforbuddet som både findes i den muslimske og i den jødiske religiøse tro: Mennesket må ikke gøre sig (af-)billeder af Gud. Derfor ingen kunstnerisk gengivelse af Gud i nogen form.

Deraf er i den muslimske verden opblomstret den såkaldte kalligrafi, den smukke skrift med maleriske tegn på moskeerne, eftersom figurativ dekorering er forbudt. Denne muslimske religiøse praksis svarer til jødernes billedforbud, der også håndhæves strengt.

For muslimer viser Gud sig ikke med sit ansigt. Og for jøderne heller ikke. Det er fuldstændig utænkeligt. Det ville være imod Guds væsen, mener de. For de mener, Gud er den skjulte Gud.

Gud fik krop
Derfor er det svært for både jøder og muslimer at forstå vores kristne tro: For i vores kristne tro viser Gud sit ansigt. Råt for usødet. Hvis nogle af jer har set de sidste nye film om Guds søn, f.eks. Mel Gibsons Kristus-film, så kan vel ingen være i tvivl om den smerte, som Guds søn går igennem: Guds søn skildres ikke bare som en indsigtsfuld person, ikke bare som en mystiker: Guds søn er virkelig og tilstede og går igennem lidelsen og smerten.

Her ser man Guds søn trængt ud i den yderste usselhed, tvivl, foragt, had, latterliggørelse. På den måde har Mel Gibsons Kristus-film ikke helt uret: For Gud viser os sit sande og menneskelige ansigt. Nemlig i mennesket Jesus, der blev født, levede og voksede op, gik sammen med disciplene, men blev forrådt, tortureret, korsfæstet og døde på korset.

Inkarnationen er gudsbespottende
Det, at Gud viser sit ansigt for mennesker og blandt mennesker er helt utænkeligt for jøde og muslim. Inkarnationen er ikke mulig, hverken i jødedom eller islam.

Det er ligefrem gudsbespottende at tro det muligt: For hvis Gud er så mægtig og stor, er det selvmodsigende for dem, at Gud kunne tage et menneskes skikkelse på og være og leve som et menneske af kød og blod og endda ligefrem give sig til kende blandt mennesker.

Det er for en muslim og en jøde en Gudsfornægtede tanke. For en jøde, såvel som for en muslim, er og bliver Gud den skjulte Gud.

For os som kristne er Gud skabermagten, som stod bag skabelsen, og som ikke viste sit ansigt for hverken Moses eller Jakob, den såkaldte skjulte Gud. Men Gud er også mere end det: For os kristne er Gud også identisk med Guds Søn, Jesus Kristus.

I Guds søn har Gud åbenbaret sit ansigt, sit navn, sit væsen, sin intention, sin vilje. I Jesus Kristus har Gud åbenbaret sig, den åbenbarede Gud, på latin kaldet Deus Relevatus.

Gud har følt livet på egen krop
Så den måde Faderen åbenbarer sig på, er altså ikke som en fjern Gud, men som en, der er med i menneskelivet og med på forkant med livet. Derfor vil Faderen også kunne følge os i vores menneskeliv. For Gud har selv været der. Gud har selv følt det på sin krop.

Så at Faderen har sendt sin Søn til verden, så verden kan kende Faderen gennem Sønnen, betyder ikke at Gud er splittet, det betyder ikke at Gud ikke er en. At Gud er både Fader og Søn gør for mig at se Gud mere menneskelig, for Gud har været menneske og levet som menneske.

Og når Gud har taget et menneskes skikkelse på, er Gud vel også lettere at forholde sig til som menneske og omvendt vil Gud også nemmere kunne forstå hver af os, når Gud selv har været en af os? For mig at se er det hovedargumentet, som hverken jøder eller muslimer kan matche.

Artiklen er et forkortet blogindlæg af sognepræst Asser Skude. Du kan læse hans blog her.