Hvad mon paven ville svare på Naser Khaders åbne brev?

Naser Khader (K) kritiserer i et åbent brev pavens respons på den sidste tids terrorangreb. Men hvad har paven egentlig sagt til spørgsmålet om terror og religion? Interreligiøs konsulent Mogens Mogensen giver sit bud her

Pavens reaktion på det grusomme attentat mod en præst i en kirke i Frankrig udført af terrorister med tilknytning til Islamisk Stat har udløst en ophedet debat.

Også i Danmark, hvor Kristeligt Dagblad på forsiden af avisen bragte et åbent brev til paven fra Naser Khader, hvori folketingsmedlemmet fra De Konservative går i rette med pavens holdninger til terrorisme og islam. Men hvad er det egentlig, paven har sagt i den forbindelse?

Umiddelbart efter attentatet stillede en journalist spørgemålet: ”Hvorfor, når du taler om disse voldelige begivenheder, taler du altid om terrorister, men aldrig om islam, og bruger aldrig ordet islam?”

Paven svarede blandt andet: 

”Jeg bryder mig ikke om at tale om islamisk vold, fordi hver dag, når jeg løber aviserne igennem, ser jeg vold, her i Italien er der en, der har myrdet sin kæreste, og en anden har myrdet sin svigermor, og de er døbte katolikker! Der er voldelige katolikker! Hvis jeg taler om islamisk vold, må jeg også tale om katolsk vold ….. og nej, ikke alle muslimer er voldelige, og ikke alle katolikker er voldelige. Det er som en frugtsalat; der er alting. Der er voldelige personer fra denne religion, det er sandt: Jeg tror, at i stort set enhver religion er der altid en lille gruppe fundamentalister. …. [Islamisk Stat] er en fundamentalistisk gruppe, som kaldes ISIS, men man kan ikke sige, og jeg tror ikke at det er sandt eller rigtigt, at islam er terroristisk.”

Læs hele interviewet med paven her.

Men hvorfor sagde paven, som han gjorde? Var det udtryk for politisk korrekthed?

I en artikel på den katolske netside ”Crux” forsøger den katolske journalist og forfatter Austen Ivereigh at forklare, hvorfor paven reagerer, som han gør.

Der er katolske kommentatorer – og endda en kardinal – som har argumenteret for, at Islamisk Stat repræsenterer islams sande ansigt, og derefter er der ikke langt til at hævde, at islam ønsker at tage magten i verden, at islam dybest set er voldelig og er i krig med kristendommen.

Disse katolske ”counter-jihadists” forventer af deres pave en retorik, der matcher virkeligheden, som de ser den, og ikke en blødsøden politisk korrekthed. Men pave Frans ser heldigvis længere end hans kritikere, skriver Iverreigh.

Han taler ud fra en velgennemtænkt og effektiv seks-leddet strategi som respons på Islamisk Stats provokation.

For det første sætter han drabet på enhver person ind i en bredere sammenhæng af andre mord for at undgå at gøre noget offer til fokus for en moralsk vrede og til et våben i kampen. ”Den hellige præst, som døde, mens han var i gang med at bede for hele kirken, er kun en af... hvor mange kristne, hvor mange uskyldige, hvor mange børn?”

For det andet insisterer han på, at broderskab og fred er den eneste autentiske kristne respons. ”Vi har ikke noget ønske om at besejre had med mere had, vold med mere vold, terror med mere terror.”

For det tredje har paven, mens politikere råber om at lukke grænserne, forsat med at insistere på betydningen af at holde vore døre åbne for flygtninge. Derfor bad paven i en bøn om at give ofrenes familier ”styrken og modet til at fortsætte med at være brødre og søstre for andre, frem for alt for immigranter, og vidne om Din kærlighed gennem deres liv”.

For det fjerde afviser paven Islamisk Stats fortælling om kristendom versus islam. Hans strategi er tale om religion og fred på den ene side og fundamentalisme og falsk religion på den anden. Når paven taler om Islamisk Stats vold som ond og afskyelig, meningsløs og absurd, så afviser han Islamisk Stats religiøse legitimering af deres vold.

For det femte insisterer paven på – når han konfronteres med kristnes fristelse til at se muslimer som voldelige fundamentalister og sig selv som fredselskende og fornuftige mennesker – at kristne også kan fristes til fundamentalisme og religiøst sanktioneret vold.

”Der er ikke her tale om pacifisme,” siger Iverreigh, ”vi har brug for politi og sikkerhedstjenester, der er på mærkerne, og (hvis det ikke fører til flere uskyldige ofre) at tage kraften ud af radikal islam med bomber… ”.

Men den afgørende kamp kommer til at foregå i menneskers hjerter:

”Det, kirken kan hjælpe Vesten med at gøre, er at absorbere volden, og ikke blive provokeret af den; at være tålmodig midt i frygten og utrygheden; og at acceptere, at i mellemtiden vil flere mennesker dø. Det er ikke, hvad vore politikere vil fortælle os, men vi ved alle, at det er sandt. Set fra et kristent perspektiv, er Hamels død og andre lignende uskyldige fredsstifteres død ikke meningsløs, men magtfuld.”

For det sjette går pavens strategi ud på ikke at overgive sig til frygten ved at opgive vores rum og vores identitet. Da paven i december oplevede Islamisk Stats trussel mod Vatikanet, afslog han at bære en skudsikker vest og sagde, at vi ikke skulle sætte panserplader på vore kirkedøre. Og ærkebiskop Lebrun opfordrede for nylig folk til at ære fader Hamel ved at besøge en kirke, og ”for at udtrykke jeres afvisning af at se jeres hellige sted som besmittet, for at bekræfte, at vold ikke vil overtage jeres hjerte, og for at bede om Guds nåde”.

Pavens udtalelser er ikke udtryk for en politisk strategi til bekæmpelse af terror, men repræsenterer en kirkelig strategi, eller måske rettere en evangelisk respons, i forhold til terroren, og som sådan er den værd at forholde sig til, også for ikke-katolikker.

Pave Frans er naturligvis mand for selv at svare for sig, men nu er det jo ikke sikkert, at paven holder Kristeligt Dagblad og får læst Naser Khaders åbne brev, og derfor får han måske heller ikke sendt et svar til ham. Jeg gætter imidlertid på, at pavens svar nok ville flugte med de seks punkter som Austen Iveregh opstiller i sin artikel.

Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent. Du kan læse flere indlæg fra hans hånd på hans eget site her.