Hvad siger man til mennesker der har mistet?

3. januar 2005, kl. 10:09

FLODBØLGEN: Robert Kronberg, der har været på Phuket for at hjælpe turister væk, spørger hvad man kan sige til de ramte om Guds mening med katastrofen

Debat-tråden her er taget fra mailinglisten krydset. Du kan tilmelde dig listen her her.

Robert Kronberg, der administrerer listen og er bosat i Thailand, arbejder selv i turistbranchen og har været ude i de katastrofe-ramte områder og hjælpe rejsende til at komme hjem.

Han skriver efter at være kommet tilbage til Bangkok:

"Dagen efter tsunami (flodbølgen) fløj jeg til Krabi, og derfra i bil
til Phuket for en nat, hvorefter jeg fløg tilbage til Bangkok.

Jeg har ikke ord for det, hvordan naturen, det blå hav, pludselig kan
forvandles til en dræbermaskine i ganske kort tid for så at forsvinde
igen for stedse. Så megen ulykke, så mange døde, sårede og savnede.

Jeg var rundt på et hospital for at lede efter folk; kun i film har
jeg set hospitaler så kaotiske, så overfyldte og med så mange
gennembankede kroppe, døde og levende.

Strandede i visse område, var fyldte med lig, siger øjenvidner om især
Koh Phi Phi (ø) og Khao Lak (bjerg). Føst var der roligt, så viste der
sig noget i horizonten, noget hvidt og skummende. Hvad var det?
Pludselig forsvandt vandet under skibene, så de hang der i luften, som
om de ikke vidste, at vandet var væk. Og så kom bølgen, 10 meter høj,
og smadrede alt, kroppe blev kastet rundt ned i havdybet, mod klipper,
mod koraler, mod havbunden og mod skibsdele.

For alle blev det uforglemmeligt, men for mange blev det til et før og
et efter. Og mange råbte til Gud undervejs og adskillige råber stadig.
Må Gud være med dem, og med alle der er berørt, og især med de
familier som er smadret, for dem hvor det blev til et før og et efter.
Må Gud hjælpe dem til at finde mening og finde tilbage til livet igen.

Hilsen, Robert
Nytårsdag 2005

Peder Jensen svarer:

Hej Robert !

Når noget sådan sker er vi magteløse og vi søger i chocket at nyorientere
os. Gud er nær os når katastrofer sker og for det enkelte menneske er Han
der når det er nødvendigt.

Senere kommer tvivlen og spørgsmålet hvorfor mig eller mine - der er aldrig
et svar. For de overlevende viser erfaringen at de vil stille spørgsmålet:
Hvorfor overlevede jeg ? Kunne jeg ved en anden handling have reddet nogle
mennesker ? Har man oplevet en sådan katastrofe er man ramt for livet - vi
kan kun håbe på, at de med tiden vil kunne leve med Deres oplevelser.

Når livet er på spil vil vi som mennesker altid prøve at overleve - det er
vores natur. Har intet at gøre med "Survival of the fittest" men simpel
bevarelse af liv. Det dyrebareste som vi ejer - vort eget liv.

Gud er god ! - sådan har mange kristne lært at tænke og Gud er god. Han har
givet os livet men vi skal leve livet på dets primissær og det betyder at vi
også skal indgå i livets og verdens cyklus og det betyder, at vi lever på
livets - jordens præmisser og så vil noget sådan ske.

Det er ikke i katastrofen at Guds magteløshed viser sig men netop i
katastrofen, at det enkelte menneske viser næstekærlighed og videregiver
kærligheden inspireret af troen på Gud.

Du har været igennem noget voldsomt og når det sker vil vi altid tvivle -
men det er der ingen grund til. Livet er ikke retfærdig tænk på
vingårdsarbejderne men Gud er retfærdig ved at give os hvert vort liv og
sorger. Vi er ikke en masse for ham men enkeltindivider - unikke. Ikke en
spurv falder til jordens uden hans vilje.

Dybt nede er der også den sandhed at vi skal have :

mørke for at forstå lys
sorg for at forstå glæde
liv for at forstå dø
glæde for at forstå tristhed
mening for os selv - for at forstå uvirkelighed for andre

"Livet er nu engang så - alle vi det lære må".

Hvis du har behov for det - kan du kontakte mig direkte på 22904842 - jeg
har undervist i katastrofer og krisepsykologi.

I respekt for hvad det har gjort ved dig

Peder M. Jensen

Tom Thygesen svarer:

Hej Krydset
Robert skrev:

Det er første gang, jeg nævner Gud siden tsunami, for jeg anede ikke,
hvordan jeg kunne nævne Ham. Måske kan nogen fortælle det, hvordan man
kan nævne Guds navn midt i kaos, så det giver mening for dem, hvor det
gør så ondt, så ondt, og hvor de er i chok.
Det er svært ikke at komme til kort i et svar. Men jeg ser ikke Gud som først og fremmest naturens Gud, den guddommelige instans, der garanterer verdensordenen. Jeg er ikke skabelsesteolog. Gud er åbenbaret som Kristus, og Gud "uden for" Kristus er fuldkommen skjult for os (Deus Absconditus). Faktisk tror jeg at vi først og fremmest kender Skaberen fra vor spørgsmål og vor længsel efter Gud eller trods mod Gud. Vi forventer en Gud, en mening, en retfærdighed, at alting går op, og at sådan noget som tsunami-katastrofen ikke hænder. Det er en del af vor gudbilledlighed.
Men verden svarer ikke på vore spørgsmål. For mig er verden smuk og hæslig, orden og uorden, gave, bedrag og tab, men meget meget langt fra Edens Have. Verden er der bare.
Gud kender vi først og fremmest som Kristus, der kom til os fra lyset og uendeligheden og ned i mørket, lidelsen og endeligheden, og som her gik først overalt, hvor vi kunne komme hen i lidelsen og mørket. Jesus Kristus fik AIDS, blev voldtaget, blev gasset i Auschwitz og blev suget ned i tsunamiens honningfælde. Igennem dette gik han og viste, at der var en anden side, et håb. Med Kristus i mørket var Gud og uendeligheden også her, hvis vi rækker hånden ud.

Anders Blichfelt svarer:

Jeg kan kun erklære mig nogenlunde enig [med Tom Thygesen, red]. Der er en skjulthed hos Gud, vi må rase imod, skrige over og bede til. Læs Jobs bog kapitel 30 vers 15 og resten af kapitlet. Det er et menneske der råber til Gud efter sin egen personlige tsunami-erfaring. Han går rasende i rette med Gud og stiller spørgsmål. Og læs Guds svar kapitel 38-41. Svaret består også af spørgsmål - fra Gud til Adam, mennesket.

Anders Blichfeldt, sognepræst
Gl. Holebyvej 4, DK-4960 Holeby

Robert Kronberg svarer:

Kære Tom og Anders,

Anders skrev:
"Jeg kan kun erklære mig nogenlunde enig [med Tom]. Der er en
skjulthed hos Gud, vi må rase imod, skrige over og bede til."

Jo, jeg kan også erklære mig "nogenlunde enig", men stadig, hvad
fortæller man folk, som lige præcis nu har mistet eller frygter at
have mistet.

Du og Tom snakker teologi, men hvad siger jeg konkret til Hr. Hansen,
som ikke kan finde sin kone, til Hr. Jensen, som ikke kan finde sin
mor, og til Fru. Sørensen, som har mistet sit barn?

Hilsen, Robert

Kevin Edelvang svarer:

Robert Kronberg wrote:

> Du og Tom snakker teologi, men hvad siger jeg konkret til Hr. Hansen,
> som ikke kan finde sin kone, til Hr. Jensen, som ikke kan finde sin
> mor, og til Fru. Sørensen, som har mistet sit barn?

Først og fremmest skal du være et medmenneske for dem. Religion er godt og
det kristne evangelium er en stor trøst for mange af os. Men det er ikke
sikkert, det hjælper lige netop hr. Jensen og fru Sørensen. Mennesker har
brug for hinanden. Vær tilstede. Og lad være med at fortælle folk, der er en
mening med deres lidelser. Det er de færreste, der har brug for at høre det.
Teologi slår ikke til i den dybeste sorg. Der hjælper kun klageråb og kærlig
omsorg. Det er der også stærkt vidnesbyrd om i bibelen.

Hvis vi *skal* forsøge at placere Gud mit i dette kaos, må det være som han
selv har sagt os hos Matthæus:

"Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden,
uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt
derfor ikke, I er mere værd end mange spurve."

Vi er mange, der tænker på og beder for jer, der er i nærområdet og for de
mange døde, sårede og pårørende!

Mvh
Kevin Edelvang

Tom Thygesen svarer:

Kære Robert
Jeg kan kun være enig med Kevin Edelvang. Meget fint svaret! Lad være med at tale om meningen i det og vær nærværende hele vejen i folks smerte - ikke tildækkende, bortforklarende osv.
Men frygtelig opgave at være på at give sjælesorg i den situation. Men nødvendig. Hatten af for din tjans!
Kh Tom