"Islam fortolkes forskelligt fra kultur til kultur"

Nour Tessie

Løsningen på udtalelser fra mere eller mindre radikale imamer er ikke at lukke moskeer eller at forbyde dem at tale. Løsningen er derimod at få etableret en sund kritik af imamer og andre prædikanter blandt danske muslimer, mener cand.mag. Nour Tessie Jørgensen. Foto: Privatfoto.

Jeg har efterhånden indset, at enhver kan kalde sig selv imam, præst eller guru og leje et kælderlokale, hvor han kan tage patent på fortolkningen af en religion, skriver cand.mag. Nour Tessie Jørgensen

Hvorfor gives der taletid til imamer, som sætter islam i et dårligt lys? Imamer, som gentagende gange stiller danske muslimer i situationer, hvor de stigmatiseres og oplever fjendskhed og ubehag?

For nogle år siden gik jeg i debatindlæg og diskussioner hårdnakket efter medierne, deres interesse i at splitte det danske samfund i undergrupper og deres brug af "os og dem"-diskursen. Men med tiden er jeg kommet til at indse, at enhver kan kalde sig selv imam, præst eller guru og leje et kælderlokale, hvor han eller hun kan tage patent på fortolkningen af en religion. Det er dog kun muligt for vedkommende, hvis der er et publikum, der tillader det. Jeg undrer mig derfor over, hvor den muslimske selvkritik er henne, når det kommer til opgør med religiøse autoriteter. 

Igennem historien har vi utallige gange set, hvordan religiøse autoriteter bruger Guds navn til egen interesse - og muslimske lærde er ingen undtagelse. I dag tillader muslimer, at imamer definerer islam, og de muslimer, som ikke er enige med prædikanten, oplever udstødelse, ensomhed og foragt fra andre muslimer.

Det er vigtigt at forstå i denne debat, at mange elementer af islam er kontekstuelle. Tag for eksempel den islamiske retsvidenskab. De retslærde, der har boet i områder med udbredt fiskeri, har tilladt forbrug af skaldyr, hvorimod retslærde, som har boet i områder uden fiskeri, har forbudt det.

Retslærde, der bor i lande, hvor det ikke er almindeligt at cykle, har forbudt det, og retslærde, som bor i lande, hvor det er almindeligt at cykle, har tilladt det. Det samme gælder noget så simpelt som brætspil: Af nogle retslærde er det forbudt, fordi deres kontekstuelle forståelse af spil er, at det er relateret til ludomani, men af andre retslærde er det tilladt, fordi det refererer til en kulturel forståelse af børnespil.

Dermed er måden, hvorpå islam italesættes, den måde hvorpå der undervises, også forskellig. Nogle kulturer foretrækker, at en lærd råber, fordi det symboliserer autoritet, hvor andre kulturer foretrækker, at en lærd er blød, fordi det symboliserer barmhjertighed.

På trods af de utallige eksempler på, hvor kontekstuel forståelsen af islam er, så insisterer nogle muslimer i Danmark stadig på at ansætte imamer fra en helt anden kontekst end den danske. De glemmer dermed de danske muslimers behov for formidling af islam i en dansk kontekst. Hermed mener jeg ikke kun, at islam skal formidles på dansk, men også at islam skal forstås og fortolkes i en dansk kontekst, og det formår en imam ikke, hvis han kun er her et par år, eller hvis han er i Danmark i mange år, men ikke kommer ud og interagerer med det danske samfund.

Løsningen på udtalelser fra mere eller mindre radikale imamer er ikke at lukke moskeer eller at forbyde dem at tale. Løsningen er derimod at få etableret en sund kritik af imamer og andre prædikanter blandt danske muslimer. Hvis man giver en imam magten til at definere ens religion og forhold til Gud, så bør man i det mindste være kritisk overfor hans/hendes tilgang til den.

Nour Tessie Jørgensen er cand.mag. i islamiske studier og fast skribent ved religion.dk.