"Hvorfor vil vi absolut udnævne halal i køledisken til værdikamp?"

Mogens S. Mogensen

Hvis der viser sig en stor efterspørgsel efter kød, som der er garanti for ikke er slagtet efter halal-metoden og ikke har fået bedt muslimske bønner over sig, ja, så vil der helt sikkert komme et udbud af den slags varer, skriver interreligiøs konsulent Mogens S. Mogensen Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Markedet skal nok selv tage sig af efterspørgslen på kød med forskellige mærkninger, hvis vi lader være med at blande os, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen som led debatten om halal-industrien i Danmark

”Halal er blevet en milliardindustri, som ingen taler om””Halal kan blive næste kapitel i værdikamp om dansk madkultur”. Sådan lød to overskrifter i Kristeligt Dagblad i dag. Det er åbenbart et stort problem i Danmark i dag, siden det fylder så meget i avisen. Eller er det?

Er halal-slagtemetoden en form for dyremishandling? Nej, det er det ikke. Hvad er så problemet? Problemet er åbenabrt, at der bliver bedt en muslimsk bøn over kødet. Skader det kødet? Næ. 

Der er åbenbart kunder, som efterspørger kød, som er slagtet på en bestemt måde, og som der er bedt en muslimsk bøn over, og på markedet er det vel sådan, at udbuddet bestemmes af efterspørgslen. Og derfor er der i kød i kølediskene med certifikater, der angiver, at kødet er halal. Sådan fungerer markedet i en liberal økonomi. 

Nu er der mennesker, som ikke bryder sig om at købe kød, der er halal-slagtet. Kan det være rimeligt, at ikke-muslimer skal spise kød, som der er bedt muslimske bønner over?

Sagen fremstilles i Kristeligt Dagblads leder som en ”værdikamp” og en læserbrevskribent taler om ”En værdikamp, vi ikke bør finde os i”.

Skal vi nu til høre vore politikere på Christiansborg diskutere halal-kød? Jeg tvivler på det, for som det fremgår af overskriften på forsiden af avisen: ”Halal er blevet en milliardindustri”. Der er et stort marked for kød, der er halal-slagtet, og for en række andre produkter, som er certificeret som halal, og derfor er der ingen udsigt til, at for eksempel danske slagterier vil ophøre med at betale for halal-certificering af deres kød.

Men helt bortset fra det, så er der egentlig ikke nogen grund til al denne halløj i forhold til halal. For det problem skal markedet nok selv tage sig af, hvis vi lader være med at blande os i det.

Hvis der viser sig en stor efterspørgsel efter kød, som der er garanti for ikke er slagtet efter halal-metoden og ikke har fået bedt muslimske bønner over sig, ja, så vil der helt sikkert komme et udbud af den slags varer. Og så vil vi i kølediskene kunne finde lørdagskyllinger med mærkater, der angiver, at de ikke er halal-slagtet og ikke har fået bedt muslimske bønner over sig.

Når det gælder spørgsmålet om halal-kød i køledisken eller ej, så er der altså ikke tale om nogen vigtig værdikamp. Det er et spørgsmål, som bedst egner sig til at bliver overladt til markedet. Derfor må vi håbe, at vore politikere har vigtigere ting at tage sig til end at beskæftige sig med dette spørgsmål om halal i køledisken.

Mogens Mogensen er interreligiøs konsulent. Du kan læse flere af hans indlæg på hans egen blog, hvor også dette indlæg er hentet fra.