Imam: Homoseksualitet er ikke en privatsag

Islam accepterer ikke den udtalelse, at homoseksuelle er noget mellem mennesker og Gud. Vi kan ikke privatisere vores gerninger i islam, skriver imam Kassem Rachid. Foto: Privatfoto

Hvis vi følger imam Naveed Baigs tankegang, at homoseksualitet er en privatsag, så er sex uden for ægteskab også en privatsag mellem Gud og det enkelte menneske, mener imam Kassem Rachid

Jeg er ikke enig med forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen i, at det ikke er vigtigt at bruge ressourcer på diskussionen om homoseksualitet.

Jeg synes, at det er meget vigtigt, både som muslim og især som imam, at komme med udmeldinger om de forskellige emner, som berører os allesammen, og som bliver diskuteret i samfundet.

LÆS OGSÅ: Muslim: Uforståeligt at bruge ressourcer på diskussion om homoseksualitet

Jeg betragter det som en pligt, at man deltager aktivt i det samfund man er en del af. Når det sagt, så vil jeg også sige, at vi ikke dømmer hinanden overhovedet. Selvom vi ikke er enige med hinanden, så er vi stadigvæk brødre og søstre, der hører under islams vinger.

Koranen udtaler sig om homoseksualitet
Til imam Naveed Baig vil jeg sige, at jeg har læst din tale igennem og jeg synes stadigvæk, at det er en forkert udmelding at komme med:

Koranen udtaler sig faktisk direkte til homoseksuelle. Selvom der ikke er enighed omkring de følgende citater, så er der nogle højstående imamer, som har fortolket dem som henvendt til homoseksuelle. Heriblandt imamerne Mujahed og Abu Muslim m.fl.

Koranen (4:15) siger om homoseksuelle kvinder: og de af jeres kvinder, som gør noget usømmeligt, mod dem skal I kalde fire vidner fra jeres egne rækker"

Og om homoseksuelle mænd (4: 16): "Og hvis to (mænd) af jer begår noget sådant, så skal I straffe dem begge."

LÆS OGSÅ:Imam om homoseksualitet: Muslimer praktiserer ikke dyneløfteri

Islam accepterer ikke den udtalelse, at homoseksualitet er noget mellem mennesker og Gud. Vi kan ikke privatisere vores gerninger i islam. De små synder, som man begår som muslim, kan man holde mellem sig selv og Gud, hvor Gud er barmhjertig og kan tilgive.

Men de store synder (Alkabae'r) kan man ikke blive ved med at begå og leve med herunder homoseksualitet. Og hvis vi følger imam Naveed Baigs tankegang, at det er en privatsag, så er sex uden ægteskab og lignende forhold også en privat sag mellem Gud og det enkelte menneske.

Det er helt forkert at klassificere homoseksualitet i islam som et privat forhold.

Homoseksuelle er ikke ens
Selvfølgelig skærer islam ikke alle homoseksuelle over én kam. Det er nogen af dem, der skal have hjælp, for at de kan komme til den rigtige vej igen. De kan have været udsat for en ulykke, for eksempel voldtægt, eller de er blevet forsømt i deres opdragelse. Dem kan man hjælpe, og der er en stor chance for, at de rette deres følelser op og leve et helt normalt liv igen.

Men der findes nogen homoseksuelle, som selv har taget valget og synes, at det er det rigtige forhold at have; det er dem, vi taler om, at vi på ingen måde kan acceptere.

LÆS OGSÅ: Sex og religion - tværreligiøst set

Den sidste ting, som jeg vil påpege er, at hvis en muslim betragter sig selv som homoseksuel og samtidig bor i Vesten, så kan eller skal den pågældende person ikke straffes. Da der er tale om ikke-muslimske lande i Vesten, der ikke har islamisk lovgivning, skal man lade dem være.

Kassem Rachid er imam og tolk og panelist ved religion.dk.