Jan Lindhardt: Demokrati og værdi

TRO OG POLITIK: Et samfund kan ikke eksistere alene på grundlag af nogle formelle slutningsregler som demokrati eller nogle formelle rettigheder som ligeret, men må også hvile på et værdigrundlag

For nylig var jeg indblandet i en diskussion, som blev rejst af Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, om vi skulle have Tyrkiet lukket ind i EU. Chefredaktøren mente nej, fordi det var et islamisk land, som ikke passede ind i det kristne Europa.

Mit synspunkt var, at vi siden Martin Luthers skelnen mellem det verdslige og det åndelige regimente, politik og tro, lever i en dobbelt verden, hvor religion og stat må holdes adskilt. Det er en god og håndterlig regel, og den tillader naturligvis også, at muslimer bosætter sig i vort land, og at en stat, hvor næsten alle indbyggere er muslimer, kan blive medlem af EU. Luthers skelnen ligger bag oplysningstiden, og det er vort statslige ideologiske grundlag.

Vi har derfor ligeret mellem mænd og kvinder (et menneske er et menneske!), alle skal have lov at deltage i statens styre, som det sker ved almindelig valgret og valgbarhed, og vi har først og fremmest menneskerettigheder, der beskytter den enkelte. Så vidt så godt. Den politiske kommentator Ralf Pittelkow har skrevet en udmærket bog med dette udgangspunkt, og hermed skulle der være skabt klarhed.

Det var også stort set, hvad jeg sagde på TV 2´s nyheder lørdag aften den 5. oktober i de ca. 70 sekunder, der blev tilstået mig, og det mener jeg naturligvis stadig. Men der er jo lidt mere at sige om sagen. For sagen er jo, at de her nævnte samfundsbegreber er tomme kasser, der i sig selv ikke har noget indhold. Ligeret mellem mennesker kan være vanskelig at udmønte i praksis. Alle mennesker er forskellige, og hvor langt skal man gå i retning af at behandle alle ens, når de har forskellig baggrund, kultur, uddannelse, interesser? Det lyder let, men det kan hurtigt blive svært.

Demokratiet er en formel ramme og siger derfor ikke noget om, hvad der skal fyldes i den. Egentlig siges der jo blot, at flertallet bestemmer, gerne efter en forudgående debat. Men ikke noget om, hvad man skal bestemme. Er noget i sig selv rigtigt, fordi det blev demokratisk valgt? Poul Henningsen havde en ide om »kvalificeret« demokrati af oplyste borgere, men man skal ikke gå ret langt ad den vej, før man kan slå følge med muslimer og andre, der kun anerkender en demokratisk beslutning, hvis den når til et »rigtigt« resultat.

Menneskerettighederne har det på samme måde. De fastslår individets rettigheder til selv at bestemme i en række tilfælde; men hvad skal individerne bestemme? Er det ene lige så godt som det andet? Man må f.eks. selv bestemme, hvilken religion man vil have. Ja, vil de fleste svare. Må man også selv bestemme, hvilke handlinger, man vil udføre? Nej, vil næsten alle sige. Men hvad nu hvis handlingen udspringer af ens religion, sharia f.eks.?

Sandheden er jo den, at et samfund ikke kan eksistere alene på grundlag af nogle formelle slutningsregler (demokrati) eller nogle formelle rettigheder (ligeret, menneskerettigheder), men også må hvile på et værdigrundlag.

Når vi f.eks. har et sundhedsvæsen, så er det ikke udsprunget af menneskerettigheder, men af samfundets pligt til at hjælpe syge og svage, og det går igen tilbage til kristendommens forkyndelse, bl.a. som den kommer til udtryk i »Den barmhjertige samaritaner«. Det samme gælder andre afgørende træk i vort samfundssystem som socialvæsen, skattevæsen (at man betaler efter evne). Det er altså ikke helt nemt at skille form og indhold ad, selvom det er et fornuftigt udgangspunkt at have.

Man gør sig sagen for let, hvis man tror, at man kan klare sig en med sådan fingernem skelnen. Martin Luther blev nogle år efter, at han havde fremsat sin tese om de to »riger« eller sfærer, den religiøse og den politiske, spurgt om, hvad man skulle gøre ved de tilbageværende katolikker i protestantiske fyrstedømmer. De skulle naturligvis have lov til at tro, hvad de ville, men de måtte holde deres tro for sig selv, for ikke at skabe social uro. Hvor meget religionsfrihed har man mon så?

Man kunne meget nemt tænke sig andre samfund, hvor demokratiske beslutninger ville fremme love, som vi bestemt ikke ville bryde os om. Når man f.eks. vil stene kvinder, der får børn uden for ægteskab (i parentes bemærket er det mærkeligt, at vi i Vesten, især bliver fortørnede over, at man stener mennesker, i stedet for at blive vrede over, at der er dødsstraf for at sætte børn i verden, når faderen ikke bor hjemme). Det vil ikke formilde os i vesten om sådanne bestemmelser var fuldt demokratisk legitimerede i de pågældende muslimske lande. Hvad de formentlig er, selv om man ikke har stemt om dem.
Det korte af det lange er, at nok har vi en formel frihed, som vi skal holde fast ved, men for det første er også den religiøst begrundet, nemlig i Luthers protestantiske kristendom og dens lære om de to riger, det åndelige og det verdslige, og for det andet er ingen kultur værdimæssigt indifferent.

Folkeskolen har troet på den værdineutrale kultur siden bekendtgørelsesgrundlaget fra 1975, men har nu indført opdragelse i demokrati som en afgørende værdi. Fint nok, men vi kan nok ikke blive stående herved. Der skal jo et indhold i alle de formelle former. Jeg er altså halvt enig og halvt uenig med Kristeligt Dagblads høje chef. Men på 70 sekunder i tv kan man kun nå en af delene.

Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift